Satire, opmærksomhed og alt det 'Ellen imellem'

Der er på det seneste rettet betragtelige mængder af berettiget kritik mod programserien ’Ellen imellem’ på DR. I programmet interviewes intetanende professorer og andre eksperter i et klandestint format af en journalist, der agerer mikrofonholder for alt fra fladjordsteoretikere til tykaktivister og anden konspiratorisk tænkning.

DR’s argument for berettigelsen og programmets tilhørende metodiske greb, lødighed og relevans er, at det falder under satire, hvor der er udvidede rammer for den journalistiske praksis, det publicistiske etos og public service-forpligtelsen.

Problemet består imidlertid i, at DR’s forsvar er en logisk umulighed, hvorefter al resten af argumentationen falder ved samme lejlighed.

Satire ad absurdum

DR fremsætter såvel i det indledende invitationsbrev til professor i astrofysik ved Københavns Universitet, Anja C. Andersen, og sidenhen i DR’s langstrakte forsvar efter lanceringen af programrækken, at der notorisk er tale om satire, om end det i invitationsbrevet blot hedder sig, at der vil indgå satiriske »elementer.« Nuvel, ligegyldigt hvordan man så end vælger at definere satire, så har satire et objekt. Det synes alle at være enige om, uafhængig af hvordan man så i øvrigt forholder sig til sagskomplekset.

Opmærksomhed er en ganske begrænset kognitiv resurse, og der er som bekendt kun 24 timer i døgnet at gøre godt med.

Vincent Hendricks

Se, DR hævder, at det er satire og dermed har et objekt for det, eller de, satiriske element(er), der i udsendelsen indgår. Påstanden fra DR er, at fladjordsteoretikeren Ole Lochmann og hans teori er genstanden for morskaben. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre af rent logiske grunde med det setup de har valgt.

Det kan man hurtigt forvisse sig om med et rudimentært reductio ad absurdum-bevis kendt fra grunduddannelsens logikundervisning på eksempelvis filosofi. Reductio-strategien består i, at man antager det, der hævdes, og ved hjælp af en række alment accepterede logiske slutningsregler udstiller det selvmodsigende og absurde i den oprindelige påstand – heraf navnet reductio ad absurdum. DR’s problem er, at genstanden for satiren ikke er Ole Lochmann og andre fladjordsteoretikere, men Anja C. Andersen, hvorfor deres påstand reducerer sig til en absurditet. Beviset herfor forløber således:

BEVIS

(1) Fladjordsteoretikeren Ole Lochmann er fuldt informeret om konfigurationen af interviewet (og vil ikke være genstand for satire, for ellers hvorfor medvirke?)

(2) Ellen, studieværten, er fuldt informeret om konfigurationen af interviewet (og i sagens natur som mikrofonholder ikke genstand for satiren)

(3) Redaktionen er fuldt informeret om konfigurationen af interviewet (og er antageligvis heller ej genstand for satiren).

Alle har fællesviden om interviewets format, men den eneste, der ikke er fuldt informeret, og dermed ikke har fællesviden, er Anja C. Andersen, hvilket således gør Anja C. Andersen til genstanden for satiren og ikke flat-earth-teorien og dens tilhængere, som DR hævder.

QED – quod erat demonstrandum

Med mindre DR er villig til at medgive, at genstanden for satiren i ’Ellen imellem’ kan vendes efter forgodtbefindende og antageligvis imod deres egen intention, så er der tale om en selvmodsigelse – ikke satire, men satire ad absurdum. Bemærk, at Anja C. Andersen i beviset frit kan substitueres for professor Peter C. Kjærgaard, politiker Pernille Skipper, ernæringsekspert Morten Elsøe og andre deltagere i programrækken.

Opmærksomhedsøkonomi

Når dette bevis står til tronende er alt andet forsvar fra DR’s side … akademisk. Skal man lade tvivlen komme DR til gode, skal det til deres forsvar bemærkes, at DR er en aktør i et informationsmarked styret af en opmærksomhedsøkonomi, hvor konkurrencen om opmærksomhed er aldeles hård.

Tilbage i 1971 udtalte nobelpristageren i økonomi og professor i psykologi Herbert Simon sig ganske profetisk om en tidsalder med information i uanede mængder:

» … i en informationsrig verden betyder rigdommen af information knapheden af noget andet: En knaphed af hvad det end er information forbruger. Hvad information forbruger er oplagt: Den forbruger modtagernes opmærksomhed.«

Opmærksomhed er en ganske begrænset kognitiv resurse, og der er som bekendt kun 24 timer i døgnet at gøre godt med. Som aktiv kan opmærksomhed derfor være særdeles værdifuldt. For at tilrane sig opmærksomhed kan man, med Herbert Simon in mente, spekulere i, hvad tv-seere og internetbrugere er villige til at bruge deres dyrebare opmærksomhed på i det store medieudbud, hvilket resulterer i en opmærksomhedsøkonomi på informationsmarkedet.

En mediebåret giftampul

Men hvad der er sandt, går ikke nødvendigvis viralt, og hvad der går viralt, er ikke nødvendigvis sandt – hverken i journalistik eller videnskab. Det betyder, at der er en markedsmulighed for at cirkulere information, der, mens den hverken er sand, testet eller reproducerbar, tiltrækker sig oceaner af opmærksomhed. Det er præcis det, som misinformation og fake news kan: De er informationsprodukter af en lav kvalitet, der dog udmærker sig ved at kunne generere betragtelige mængder af opmærksomhed.

Hvad der er sandt, går ikke nødvendigvis viralt, og hvad der går viralt, er ikke nødvendigvis sandt.

Vincent Hendricks

Medieinstitutioner, herunder DR, udgør en slags investeringsbanker i opmærksomhedsøkonomien. Når massemedierne (og sociale platforme) tildeler mennesker eller sager fysisk eller virtuel spalteplads, giver de dem en form for opmærksomhedskredit. Når mennesker eller sager får tid og dermed mulighed for at tilrane sig opmærksomhed, investerer medierne i personen eller sagen for at få del i den opmærksomhed, som personen eller sagen, der er investeret i, tiltrækker sig blandt læsere, lyttere, seere, brugere.

’Ellen imellem’ synes at tjene som eksempel her. Programmet lykkes med at generere megen opmærksomhed, men gør det med overhængende fare for at cirkulere misinformation eller sågar fejlagtige konspirationsteorier ved samme lejlighed. Nu hvor DR ikke kan henlægge det under satire længere, reducerer programrækken sig til en mediebåret giftampul i informationsmarkedet, der i forvejen er rigt på misinformation og fingerede nyheder.

DR og Fox News

Professor Peter C. Kjærgaard, der også er intetanende deltager i programmet, sammenligner i et tweet DR’s ageren med et modus operandi, man måske kunne finde hos Fox News. Den sammenligning er ikke ueffen.

Men Fox News har blot en bedre grund til at forfølge et sådan modus operandi, end DR nogensinde får. Fox News agerer på et kommercialiseret nyhedsmarked, men DR får statsstøtte. På grund af public service forpligtelsen og statsstøtten behøver DR netop ikke at konkurrere på de samme vilkår som kommercialiserede medier. Det er præcis derfor, de får statsstøtte; for netop at sikre oplysning, dannelse, indsigt og korrekt information, der kvalificerer borgernes beslutningsdygtighed i demokratisk øjemed – alt anden (mis)information er der rigeligt af.

Som publicistisk medie med statsstøtte har DR præcis dette raison d’etre, men det betyder aldeles ikke, at de skal have samme modus operandi som kommercialiserede medier, hvad end disse andre mediers raison d’etre i øvrigt måtte beløbe sig til. At DR selv betegner ’Ellen imellem’ som »noget af den fineste public service,« er således atter en selvmodsigelse, nu hvor det demonstrativt heller ikke kan være satire.

Så er vi igen tilbage, hvor vi startede med den ‘satiriske’ selvmodsigelse – nu er der blot tilføjet en ‘publicistisk’ en af slagsen fra statsradiofoniens hånd. I parafraseret form mindede logikkens fader Aristoteles os om – for over 2000 år siden – at om man modsiger sig selv, er man ej andet end blot en plante.