Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

SCIENCE laver kampagne mod chikane

#Metoo — SCIENCE lancerer kampagne, der rådgiver de studerende om, hvad de skal gøre, hvis de bliver udsat for chikane på studiet.

»Hej, jeg hedder Anna, og jeg er studie- og karrierevejleder ved SCIENCE Studenterservice. Det er os, du skal komme til, hvis du har oplevet chikane eller anden form for grænseoverskridende adfærd. Alle vores vejledere har tavshedspligt.«

Sådan siger en af studievejlederne på SCIENCE i en ny Facebook-film. Filmen er en del af en kampagne, der skal gøre det klart, hvor de studerende kan få hjælp, hvis de oplever sexisme eller anden form for chikane på studiet.

Inspireret af #Metoo

Budskabet er, at vi ikke tolererer chikane på KU

Studiechef Karen Rønnow

Ud over to Facebook-film består kampagnen af en række foldere og plakater, der under sloganet ‘Over stregen – under uddannelse’­ gøres de studerende opmærksomme på, hvor de kan henvende sig, hvis de er blevet udsat for chikane.

Kampagnen er udviklet i samarbejde med en gruppe tidligere studerende, der har været med til at gøre opmærksom på problemet.

»Vi har været i dialog med de tidligere studerende. Og #Metoo har også sat gang i en masse refleksioner. Budskabet er, at vi ikke tolererer chikane på KU, og at vil gøre det klarere, hvor de studerende skal henvende sig, hvis de oplever det,« siger studiechef Karen Rønnow.

Vil starte en dialog

Med kampagnen håber hun, at det bliver slået fast, at SCIENCE ikke tolererer hverken seksuel eller andre former for chikane. Men også at starte en dialog med de studerende om emnet.

»Vi håber, at det bliver mere legitimt at tale om chikane, hvis det sker. Det vigtige er, at sætte det på dagsordenen – og slå fast, at det ikke er i orden. «

Har der været nogle konkrete sager på SCIENCE, siden kampagnen kommer nu?

»Der har ikke været nogle sager for nylig, men vi kan se, at tre procent siger i undervisningsmiljøvurderingen, at de har været udsat for et eller andet. Vi ved jo ikke, hvad det dækker over, men en sag er jo en for meget.«

Ledelsen bakker op

I sidste uge skrev KU’s rektor Henrik C. Wegner, prorektor for uddannelse Lykke Friis sammen med Studenterrådets to forpersoner i en klumme i Uniavisen, at de vil have eventuelle mørketal om chikane på universitetet frem i lyset. De skriver blandt andet:

#Metoo giver anledning til, at enhver organisation vender blikket udad og derefter indad: Gør vi det godt nok?

KU’s og Studenterrådets ledelse oven på #Metoo

»#Metoo giver anledning til, at enhver organisation vender blikket udad og derefter indad: Gør vi det godt nok? Kan medarbejdere og studerende få vejledning og støtte, og ved de hvor og hvordan? Omgås vi hinanden på en god og sund måde?«

Derfor har Personalepolitisk Udvalg på KU nedsat en undergruppe, som skal komme med input til mulige nye tiltag målrettet KU’s medarbejdere med fokus på ’den gode adfærd’.

Desuden er Danske Universiteter og Danske Studerendes Fællesråd i gang med at lave en undersøgelse blandt de studerende i hele landet, der forventes afsluttet til efteråret.

Seneste