Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Scoop: Israel og Palæstina mødtes i Studenterhuset

REPORTAGE - Det var et historisk øjeblik, da repræsentanter fra Israel og Palæstina onsdag satte sig ned og debatterede i Studenterhuset. Så unik og eksplosiv var begivenheden, at arrangørerne ikke vovede at reklamere for den.

Det er ikke hensynet til diskretion, der tynger ham. Eller måske er det, men så burde nogen fortælle ham, at i Studenterhuset stikker man ret meget ud, hvis man er et hærdebredt muskelbundt med slips og øresnegl.

Og hvis man tilmed har et håndtryk, der kunne mose en rå kartoffel, og man ikke er til at slå et smil af, så skal man ikke regne med at blende ind som en af gutterne.

Det er vist heller ikke meningen. Sikkerhedsvagten er fra den israelske ambassade, og hverken han eller hans to kolleger uden for Studenterhuset prøver at skjule det.

Det er debatmødet onsdag eftermiddag mellem de to næstkommanderende fra henholdsvis den israelske ambassade og den palæstinensiske repræsentation, der har foranlediget sikkerhedsforanstaltningerne. Men det er ren israelsk rutine, fortæller Studenterhusets direktør, Hassel Louise Löfstedt.

Ingen reklame

Det er en unik begivenhed. Ifølge arrangøren, Gregory Rockson fra foreningen Copenhagen Union er det første gang, at officielle repræsentanter for de to parter i konflikten mødes til direkte debat i Danmark.

Det er da noget at blæse i sit horn over.

Men Studenterhuset har valgt stort set ikke at reklamere for arrangementet, til trods for at det ville generere omfattende medieomtale for det genfødte hus.

LÆS: Studenterhuset skal tilbage til de studerende.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt er eksplosiv og kan tiltrække lidt for ivrige, lidt for iltre temperamenter på begge sider.

Vil undgå uroligheder

»Jeg har været meget bevidst om, at det her skulle handle om at skabe en ordentlig debat, og ikke om alt mulig andet hurlumhej,« siger direktør Hassel Louise Löfstedt, men indrømmer, at det har været svært at holde sig i skindet og ikke propagandere højlydt for det scoop, som arrangementet er.

I forrige uge var israelske sikkerhedsfolk rundt i huset for at tjekke, om omstændighederne var i orden. At der blandt andet var en bagindgang, som den israelske førstesekretær kunne komme og gå ad. De studerende skulle tilmelde sig inden arrangementet, og ved indgangen bliver der i dag tjekket studie-id.

»Det har været min beslutning at gøre det sådan, det har ikke været krav fra israelernes side. Jeg vil bare gerne undgå, at folk bagefter taler om, at det var dårligt arrangeret, fordi der blev kastet sten ind gennem vinduerne,« siger Hassel.

Scenen er sat til forbrødring

Plot spoiler: Studenterhuset brænder ikke ned som et resultat af beskydning med molotovcocktails. Og førstesalens 90 studerende forholder sig eksemplarisk afdæmpede. Dagens tema taget i betragtning tror jeg aldrig, at jeg har set noget lignende.

Så scenen er sat til, at Studenterhuset kan gå over i historien som den platform, hvor israelerne og palæstinenserne mødtes i forbrødring, undskyldte for årtiers besættelse, terrorangreb og gensidige, episke uforskammetheder.

Hvor vi alle satte os ned i skrædderstilling over tallerkner med hummus, challah og grisefrikadeller og slog en latter op over, at uenighederne blot bundede i misforståelser. Vi er alle mennesker. Dialog fremmer forståelsen.

Det havde været smukt.

Fødderne i historien, intet fodslag

Det starter med et historieforedrag. Det er altid her, det starter. Den palæstinensiske førstesekretær, Marie Antoinette Sedin har skrevet sit hjemmefra og bruger 20 minutter. Fra Holocaust til Mahmoud Abbas’ nylige anmodning om FN-anerkendelse.

»Jeg har ikke de store kommentarer til din præsentation,« begynder den israelske førstesekretær, Dan Oryan, da han overtager mikrofonen. Det lyder lovende.

»De fleste israelere er villige til at indgå smertefulde kompromiser. Jeg ser overhovedet ingen grunde til, at vi ikke kan sætte os ned og forhandle,« erklærer han. Sådan. De grunde er der andre, der ser, men Oryan er optimist. Hummusbord, here we come.

»Du glemte bare at nævne, at under Oslo-forhandlingerne var der enormt meget terrorisme fra palæstinensere, der prøvede at forpurre forhandlingerne.« Fordømt. Nu går det kun én vej.

»Og at landet blev kaldt Israel, længe før betegnelsen Palæstina overhovedet eksisterede.«

Herefter følger endnu et kvarter med revision af den palæstinensiske side af historien. Begge diplomater står med fødderne solidt plantet i deres respektive folks historieskrivning, og det kommer der forudsigeligt nok ikke meget fodslag ud af.

LÆS: Reportage fra møde med den palæstinensiske digter Mourid Barghouti.

Bosættelser med mere

Hvis man tager dem på ordet, har diplomaterne de bedste hensigter om at gå herfra som bonkammerater. Både Sedin og Oryan vil have oprettet en palæstinensisk stat, begge vil leve fredeligt side om side. Alle mellemregningerne derimod, og dem er der en sjat af, er de rygende uenige om.

Sedin: »Israel har overtrådt samtlige FN-resolutioner og har aldrig stoppet udvidelsen af bosættelser på palæstinensisk territorium. Det er de nødt til at gøre. Hvis en aftale ikke kommer på plads, vil Israels forhold til de arabiske lande blive forværret. Israel vil komme i en moralsk konflikt med det europæiske samfund, der vil skabe samfundsmæssig ustabilitet og frygt hos investorerne.«

Oryan: »Jeg har aldrig set andre end Israel trække sig ud af bosættelser for at skabe fred. Vi trak os ud af Gaza, hvor vi forlod 22 very nice – det så jeg selv – bosættelser. Hvad fik vi til gengæld? Tusindvis af raketter.«

Sedin: »Der er nu 120 bosættelser og over en halv million bosættere på Vestbredden. Netanyahu (Israels premierminister, red.) har lige varslet flere bosættelser i Jerusalem.«

Oryan: »Israel bygger ikke længere flere bosættelser. No. New. Settlements.«

Pessimistiske diplomater

Marie Antoinette Sedin mener, at Mahmoud Abbas, præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, går forrest som et godt eksempel med sin udtalte modstand mod militant kamp. Men hvad hjælper det, når Hamas stadig har magten i Gaza, spørger Dan Oryan.

Sedin: »Hvordan kunne Hamas blive valgt? Fordi Israel støttede dem.« Oryan ryster på hovedet og vender øjnene mod loftet.

Sedin: »Hvordan kan Hamas blive ved med at få missiler ind i Gaza? De kan købe dem fra Israel. Også fra andre, men de kan sagtens få dem fra Israel.«

Oryan: »Det er jo vanvittigt. Det sidste, Israel ønskede var, at Hamas vandt valget. Det var skidt for os og skidt for jer.«

Sedin: »Israelerne støttede ved at bombe selvstyrets kontorer i Gaza, så der til sidst kun var Hamas tilbage.«

LÆS: KU’s israelske forbindelse.

Sådan vugger det frem og tilbage, indtil ordstyrer Gregory Rockson afbryder og beder debattørerne afslutte med en vurdering af, om der kommer en endelig aftale om en palæstinensisk stat i stand inden 2012, som Mellemøstkvartetten (EU, FN, USA, Rusland) har ytret håb om.

Vi citerer den palæstinensiske repræsentant, for hun svarer kortest:

»Selv med støtte fra hele verden, endda FN, sker der ikke noget på et år.«

Optimistisk mand bag

Selvfølgelig er det bedre at tale forbi hinanden end slet ikke at tale. Men man kan alligevel undre sig over, at de overhovedet gider troppe op, hvis forsøgene på gensidig forståelse alligevel er så vage.

Initiativtager Gregory Rockson fra Copenhagen Union fortæller, at det ikke var svært at overtale de to delegationer om at sende en repræsentant. Men indrømmer også, at han spillede taktisk.

»Jeg sendte hver repræsentation en mail og spurgte, om de ville deltage i et debatmøde om fredsprocessen. Og først da de havde sagt ja, fortalte jeg, hvem den anden part i debatten var. Så ville det jo se dårligt ud, hvis de sprang fra,« smiler han.

Den store uenighed slår ikke den unge Rockson ud. Han er ghaneser, læser i USA, men har to semestre i København, så der er lige tid til at arrangere en fælleskoncert næste år med et israelsk og et palæstinensisk symfoniorkester.

Copenhagen Union er en nyopstartet studenterforening med en måned på bagen. Onsdagens debatarrangement var foreningens første aktivitet.

ser@adm.ku.dk

Seneste