Se den matsorte dræber, der minder os om, hvad vi gør ved kloden

Stemningen er mousserende, tonen er jovial, og energien lettere trippende på Statens Naturhistoriske Museum. De ansatte summer rundt i lavmælt samtale om de sidste småting, der skal på plads før åbningen af den nye særudstilling den 19. juni. En fotostat har sluppet i et hjørne, hvor limen skal forstærkes. Holdet har arbejdet på denne udstilling længe. Under nedlukningen har det været med tilbageholdt åndedrag, men nu er forløsningen lige om hjørnet.

Dinosaurerne havde ikke en chance, men det har vi.

Museumsdirektør Peter C. Kjærgaard, Statens Naturhistoriske Museum

Og de har et gigantisk slagnummer.

Jeg får en overstrømmede velkomst på museet. De sædvanlige pressevisninger, hvor journalister sluses ind i en længere pølse, er coronastyle erstattet af eksklusive omvisninger. Det betyder, at jeg har hele udstillingen, museets direktør og en konservator for mig selv. Der er to dage til åbningen af Dinosaurernes Konge.

Denne konge er interessant, både fordi den er et af verdens mest komplette skeletter af en 12 meter lang og fire meter høj Tyrannosaurus rex, fordi den på grund af sin herkomst har en punket matsort farve, og fordi den med sin uddødhed minder os om, hvad vi er ved at gøre ved kloden.

»Dinosaurerne havde ikke en chance, men det har vi,« siger museumsdirektør Peter C. Kjærgaard.

Slips, ikke shorts

Det er en af de varme dage, men her er ingen sløsede shorts eller sandaler. Direktøren og konservatoren ser skarpe ud i deres pæne skjorter. Den sidste, Abdi Hedayat, har valgt et dramatisk sæt med sort skjorte og sorte bukser. Et bredt sort slips med det hvide skelet af en langhalset T. rex signalerer, hvis side han er på.

Abdi Hedayet har ledsaget den forhistoriske gigant på rejsen fra podiet i Berlin, hvor den normalt er udstillet på Museum für Naturkunde, til lokalerne i det gamle mineralogiske universitetsmuseum i Øster Voldgade. Hver en knogle har han støvet af med en blød pensel i behandskede hænder.

»Det er virkelig fascinerende at stå med, og det er også lidt angstfremkaldende, siger han i en facebookvideo, hvor han står og pensler en ryghvirvel, inden skelettet blev pakket ned forud for fragten:

»Jeg har lavet masser af skeletter fra moderne dyr, lige fra bittesmå spidsmus fra Æbelø til strandede hvaler, og det, der er fascinerende, det er, at det her er 70 millioner år gammelt – jeg har egentlig mest lyst til at blive pensioneret efter det her,« siger han i videoen og ler en lykkelig latter.

Den forsigtige genåbning af Danmark er lidt af en mavepuster for det nationale museum for naturen, men det er jo ens for alle, siger museumsdirektør Peter C. Kjærgaard, og han lyder ægte ubitter, selv om forventningerne til udstillingen var skyhøje, for:

»Af alle ting, der trækker folk til et museum som vores, er dinosaurer og sommerfugle de største publikumsmagneter. Det skulle have været vores største år nogensinde. Hvis grænserne var åbne, ville vores udstilling have været en af topattraktionerne i København i 2020, noget, turister ville lægge rejsen til København for at opleve,« siger han.

Og at de havde noget at have forventningerne i, viser dinosaurens blærede track record:

Siden T. rex’en blev udstillet i Berlin, fordoblede den museets besøgstal. Den sidste weekend i januar, inden den blev pakket i forede kasser, kom 25.000 mennesker forbi for at sige farvel, til det, de opfatter som »byens T. rex,« siger Peter C. Kjærgaard.

Udsigten til masser af besøgende fra både ud- og indland fik museet til at indkøbe et nyt billetsystem, som man kender fra de populæreste museer i de store metropoler, hvor publikum booker sig ind online for at undgå kæmpekøer. Og det nye system kommer til sin ret, ikke fordi besøgstallene vil ramme de forventede højder, men fordi museet har skullet justere sit publikumsflow til coronatruslen. De må lukke 20 besøgende ind hvert kvarter.

»Man kan stadig godt bare dukke op, men hvis man vil være sikker på at undgå ventetid, kan man reservere tid online, så det var held i uheld, at vi fik systemet på plads inden corona,« siger Peter C. Kjærgaard.

Folkets effektive museum

Vi bevæger os fra gården ind til udstillingen.

»Vi skal på en tidsrejse,« siger Peter C. Kjærgaard. »Naturhistoriske museer kan bringe os tilbage til forsvundne verdener, og det er det, vi gerne vil. Vi vil sætte folk i en stemning af både noget velkendt og noget anderledes. Og der skal jo noget til, når folk kommer ind fra gaden i København og skal bringes 100 millioner år tilbage i tiden.«

Den første sans, der bliver aktiveret, er hørelsen. Nogen har tændt for et lydspor. Det er lyden af en dyb skov, der summer af liv og lyde fra insekter. Lydtapetet er resultatet af et samarbejde mellem en lydkunstner og museets forskere, fortæller direktøren:

»Vi ved jo ikke, hvordan dinosaurer lød, men vi ved godt, hvordan det lyder, når en gren knækker, og så har vi skabt et lydunivers, der passer nogenlunde til de arter, der fandtes på det tidspunkt, så man også emotionelt bliver draget ind,« siger Peter C. Kjærgaard og kommer med en programerklæring:

»Vi vil gerne være folkets museum. Vi vil gerne finde den rette balance, så uanset hvor meget du ved, og hvilken baggrund, du har, taler vores udstilling til dig.«

Meget kan man sige om næsehornet, men det mangler humor.

Konservator Abdi Hedayat, Statens Naturhistoriske Museum

Jeg indrømmer over for museumsdirektøren og konservatoren, at den fjerne naturhistorie ikke siger mig ret meget. Dyr siger mig ikke alverden, og nikotingule rester af meget gamle dyr virker irrelevante og søvndyssende.

På en ignorant som mig virker det godt med lydene. Vitaliserende. Lyssætningen er også cool – lyset er dæmpet, næsten dunkelt, som det jo er, når man befinder sig i tæt bevoksning. Og der – halløj – står der minsandten to dinosaurer.

»Ud over T. rex’en præsenterer vi fem andre dinosaurer, der aldrig nogensinde har været udstillet for offentligheden,« siger Peter C. Kjærgaard. »En verdenspremiere! Vi har sat dem op i par, en rovdinosaur og en byttedinosaur,« siger han og bliver grebet af formidlingsiver:

»Du har jægeren og byttet over for hinanden. Der handler det, som også i dag på savannen, for rovdyret om at være så effektiv og hurtig en dræber som muligt, og deres strategier minder om dem, vi ser i dag. Dinosaurerne tilpassede sig, så de blev eminente til at jage, flygte og overleve. I dag er dyr afhængige af de samme tilpasninger.«

Den kontinuitet illustrerer museet ved at drysse nulevende arter rundt i hjørnerne af udstillingen, hvis man kan sige det sådan. Fra museets egne samlinger møder vi fx krokodille, plettet hyæne og træleopard, de dræbere (sådan omtales de på skiltene), der hersker i dag, og som har lignende strategier. Der går en lige linje fra udstillingens Allosaurus til vore dages komodovaran. Og fra udstillingens Triceratops til det temperamentsfulde sorte næsehorn.

»Meget kan man sige om næsehornet, men det mangler humor,« joker Abdi Hedayat, som har sluttet sig til os igen.

Den matsorte dræber

Så sker der noget med lydene. Som på film, når musikken bygger op mod et klimaks. Vi har bevæget os ned ad en gang med gigantiske dinosaurfodspor på gulvet. Der er overlegne facts om T. rex på væggene, der vil få selv dinosaurkendere (som ikke mindst findes blandt 6-12-årige børn) til at måbe.

Og for enden af den dunkle korridor fanger øjet en stor rund spot af lys, indeni står den ikoniske silhuet af kongens kranie knivskarpt. Den sindssyge kæbe, de frygtindgydende tænder. Det er en elegant og effektiv teaser, og man vil gerne derned i en fart, når man først har set det.

»Det bliver ikke vildere,« siger Peter C. Kjærgaard, og nu kommer der luft på stemmen. »Vi skal se det mest berygtede rovdyr, der nogensinde har gået på planeten. Og det er ikke bare en T. rex, det er en sort T. rex,« siger han. Eller han hvisker farven, sort.

Direktøren og konservatoren lader mig gå først. De vil se, hvordan jeg reagerer. De har talt om, hvor vigtig publikumsfeedbacken er for dem.

»Fuck! Hold da kæft! Shit! Wow! Slap af!« Jeg bander højt og meget. Undskylder. Er overvældet. Alle ler.

Der står den, den vildeste skabning, jeg nogensinde har set. Uden sammenligning. Den matsorte farve skyldes mineraler i den jord i Montana, der har omsluttet skelettet i 66 millioner år. Jeg føler mig sat helt til vægs. Bliver stille. Andægtig-agtig.

Han hedder Tristan Otto. At den gamle T. rex har et navn, som går igen på hitlisterne over populære drengenavne i dette årtusind, skyldes, at dens – danske – ejere har opkaldt den efter deres sønner.

Tænk! Den er nogens private eje – det er alle de seks udstillede dinosaurer, fortæller Peter C. Kjærgaard. Det er en ting, en særlig niche inden for liebhaveri. Ligesom du kan købe en Mark Rothko på kunstauktion, kan du erhverve dig en Allosaurus på fossilauktion. Eller altså et af verdens mest komplette Tyrannosaurus rex-skeletter i matsort.

»Det er helt normalt, at alt bliver finansieret fra fund til udgravning og præparation,« siger museumsdirektøren. Sådan var det også med Tristan Otto.

I USA har du ret til de ting, du finder på den jord, du ejer. Finder du en dinosaur, kan du sælge den til hvem, der vil – og kan – betale, fortæller Peter C. Kjærgaard. Sådan er det ikke i Danmark, hvor unikke fossiler tilhører fællesskabet.

»Det er ligesom med kunstsamlere, der er nogen, der holder deres skatte for sig selv, men der er også nogen, der – ligesom kulturmæcener – gerne vil dele med så mange i resten af verden som overhovedet muligt,« siger Peter C. Kjærgaard.

T. rex for future

Dinosaurerne dominerede Jorden i mange millioner år, indtil en enorm meteor for 66 millioner år siden, slam, tog livet af mindst 75 procent af alle arter. Vi kender det som den femte masseuddøen.

I dag taler vi om den sjette masseuddøen. Men det er ikke en udefra kommende superkraft, der mejer alt ned på sin vej. Det er mennesket.

Museumsdirektør Peter C. Kjærgaard er professor i evolutionshistorie, og han siger:

»Jeg håber virkelig, at Tristan Otto kan være med til at starte en samtale om, hvordan vi kan tage anderledes vare på planeten. Homo sapiens er utrolig succesfuld som den invasive art, vi er. Vi har spredt os over hele kloden, og vi er noget af det mest frygtindgydende, planeten har oplevet. Vi er i stand til at nedlægge alt liv omkring os.«

Han håber, at Tristan Otto kan være en effektiv ambassadør, for som han siger:

»Når man står over for en T. rex, kan man instinktivt mærke, at man er et bytte.«

Det var dét. Andægtigheden. Tristan Otto lærer dig med millioner af års rungende ekko, at du skal være ydmyg. Og at du skal bruge tiden godt, for du er bare en lille lort. Og at du skal respektere alle arter, selv de klammeste. Og at du skal flyve mindre, sortere dit skrald og stoppe med at købe mere af det tøj, som du ikke mangler. Du skal spise op. For kloden kan kun klare så meget.