Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Med Anders Matthesen, Jan Gintberg, Mick Øgendahl og serier som ’Klovn’ og ’Normalerweize’ har social satire afløst den politiske satire, mener medieforskeren Christa Lykke Christensen, der har kigget de seneste ti års satire efter i sømmene
Du har netop undersøgt alle de danske satireprogrammer og shows, der er dukket op i de seneste ti år. Hvad har du fundet ud af?
»I modsætning til den tidligere tradition, primært tv-satiren på DR, retter den satire, vi har set i de sidste ti år, sig ikke ud af i samfundet. I 1970’ernes og 1980’ernes satire lavede man parodier af personer og forhold i de politiske institutioner, arbejdsmarkedet, arbejdsmarkedets parter, kongehus, politi og retsvæsen.«
»Alle de strukturelle faktorer for vores liv er slet ikke til stede i de sidste ti års satire. Der er selvfølgelig undtagelser, men tendensen er klart, at blikket i de her satireshows er vendt langt mere indad.«
»Det er ikke længere magtens mænd, man gør grin med, men derimod med det, som har magt over det enkelte menneske, for eksempel folks forfængelighed, almagtsfantasier, udseende, forholdet til deres krop, køn og seksualitet.«
»Den nye satire fokuserer på den sociale adfærd. De personer, der optræder i satiren, kan netop ikke finde ud af det; de har ingen situationsfornemmelse, de optræder pinligt, og de overskrider hinandens og andres grænser. Det er egentlig meget moralske problematikker, der er oppe at vende i den sociale satire fra år 2000 og frem, der blandt andet er inspireret af stand-up-comedy som brød igennem på tv i slutningen af 1990’erne.«
Hvad siger denne nye type satire om samfundet i dag?
»Når du spørger sådan, tager du dermed for givet, at satiren siger noget om noget andet. Jeg er på sin vis enig med dig, men det tror jeg ikke, alle er. Satiren er en genre, der skal have en brod vendt mod noget. Derfor betragter jeg satiren om ikke som et troldspejl så i hvert fald et spejl af den tid, den optræder i.«
»Nogle af de nye satireshows prøver at tage livtag med nutidens stærke tendens til individfiksering. De sidste ti år har privatiseringen jo også på et helt andet plan slået igennem. Det private perspektiv dominerer tv-skærmen med reality-shows og livsstilsprogrammer om hjemmet og haven. Satireshows forholder sig naturligvis til det gennem blandt andet karikaturer over de her forskruede eksistenser, der tror, at de har star quality hver især.«
»Det understreger en fremherskende forestilling om, at det er fra det private ståsted, at meningen med livet gives og forandringer kan komme. Det betyder, at alle de øvrige forhold, der omgiver os, det politiske og samfundsmæssige, ikke repræsenteres i de her satireshows.«
Er det et problem, at satiren ikke længere er så kritisk over for magthaverne?
»Det er ærgerligt, at der ikke er en satire, som bider magthaverne i haserne. Det er næs-ten kun Jan Gintberg, der har forsøgt lidt herhjemme. Amerikaneren Jon Stewart har i de senere år revitaliseret den politiske satire med sine shows, men han har også mange penge i ryggen i modsætning til de danske tv-kanaler.«
»Vi har jo i høj grad indoptaget forestillingen om, at vi selv er magthaverne. Vi bemestrer selv vores tilværelse, og det er også os selv, der skal lave om på tingene, hvis vi skal have ændret noget. Det er ikke underligt, at satiren sætter fokus på det, fordi det er et dilemma som det moderne menneske er endt i.«
Hvad er det samfundsmæssigt gode ved de nye former for satire?
»Når der i overført betydning bliver råbt højt og præsenteres grænseoverskridende ting på tv, hvor man bander og svovler og råber frække ord, kan man jo sige, at kulturens grænser hele tiden masseres.«
»Satirens fokus på pinlighed har kastet lys over vigtigheden af den sociale adfærd. Vi bliver gjort opmærksomme på, at den mellemmenneskelige adfærd, vi kan have med hinanden og med dem, vi ikke kender, også er vigtig for, at et samfund kan kalde sig for et samfund.«
Sker pinligheds- og taberhumoren ikke på bekostning af andre mennesker?
»Jo, den hånlige latter over for eksempelvis tykke mennesker og handicappede har siden år 2000 fået plads på tv takket være satireprogrammer og programmer som X Factor.«
»De emner, som satiren i dag behandler, er ikke bare vendt indad, men i lige så høj grad vendt nedad, fordi dem, der er genstand for vores grin, er typer, som man vil mene befinder sig på bunden af Danmark eller helt uden for socialiteten. Og det kan være problematisk.«
»Jeg er sådan en, der er nem at få til at grine. Mine favoritter er Anders Matthesen og Jan Gintberg. De er vældigt intelligente i deres komik og satire. Der er også tit meget brod i den kvindelige satire, for eksempel i ’Normalerweize’.«
»Det er dog ikke alt, der kan bære definitionen satire, ofte er det bare komik eller sjove serier. Cykelserien ’Team Easy On’ fra Drengene fra Angora har satireelementer, fordi den karikerer cykeltræneren fra Randers, som vi et eller andet sted godt kender fra virkeligheden, mens meget af det andet bare var morsom komik. Satiren skal rette sin brod et sted hen, og i måden, vi griner på, skal der ligge muligheden for en kritik af det, vi griner af. Det har undertiden været vanskeligt med meget af den satire vi har set siden år 2000.«
mwo@adm.ku.dk