SF: Læg fremdriftsreformen endeligt i graven

Det er igen den tid på året, hvor æbler og angreb på SU’en er i sæson. For nylig foreslog Dansk Industri at stramme grebet om de unge og SU’en, og nu foreslår Venstre at fjerne muligheden for det sjette SU-år.

Endnu en gang forsøger man at mose de studerende igennem uddannelsen hurtigst muligt og ud på arbejdsmarkedet. Jeg ved ikke, hvilke nyheder DI og Venstre har læst, men de må have overset de talrige artikler om en stresset ungdom i mistrivsel. Endnu en gang er de unge i hvert fald reduceret til et tal i et regneark, hvor gevinsten om øget arbejdsudbud skal høstes.

Lad os derfor lige genopfriske for de reformivrige derude – for det kan ske, de kribler frem i den kommende krisetid.

Fremdriften har givet bagslag

Hver tredje unge kvinde mellem 16 og 24 år, og hver femte unge mand har dårligt mentalt helbred ifølge den nationale sundhedsprofil. Alarmerende 52 procent af de unge kvinder og 31 procent af mændene har et højt stressniveau. Ungetrivselsrådets undersøgelse blandt 15-30-årige viste i juni, at mere end hver fjerde har opsøgt læge eller været frameldt deres studie på grund af stress. Og sidste år viste en undersøgelse fra DM, at 8 ud af 10 af deres studerende medlemmer havde følt sig stresset i seneste semester.

Undersøgelserne er talrige og konklusionen klar: Mistrivslen stortrives blandt danske unge. Det sidste, de har brug for, er en ny fremdriftsreform eller tiltag, der presser og stresser de studerende. Tværtimod bør vi afskaffe fremdriftssystemet og lægge de sidste rester af fremdriftsreformen i graven. For mens fremdriftsreformen ganske vist har fået flere hurtigere igennem, er bagsiden ikke alene flere stressede studerende – reformen har tilsyneladende også fået flere til at droppe ud.

Det er heldigvis løbende lykkedes at luge nogle af reformens torne og aktivitetskrav, trit og retning ud. Men der er stadig elementer tilbage fra dengang New Public Management var det ny sort. Lad det blive so last season.

Giv de studerende større fleksibilitet

Jeg tror ikke, vi omvendt kan løse trivselskrisen med enkelte snuptag, men vi kan da i det mindste dreje på nogle af de håndtag, der er lige foran os.

For eksempel får universiteterne i dag et tilskud, hvis de når målet om at få tilstrækkeligt mange studerende igennem hurtigt nok. Men det såkaldte tilskud er reelt nysprog for en økonomisk straf, som universiteterne mødes med, hvis de ikke når målet.

Det kan måske virke fornuftigt ved første øjekast på Excelarket, men i praksis betyder det, at studerende, som har behov for et pusterum, vil tage et ekstra praktikforløb eller på anden måde dygtiggøre sig og få erhvervserfaring ved siden af studierne ikke bliver givet den fornødne dispensation. Dertil kommer i øvrigt bureaukratiet for både studerende og universiteter med dispensationsansøgninger og sagsbehandlinger.

Samtidig har reformen medført en ketchupeffekt, hvor dimittenderne klemmes ud samtidig – endda op til sommerferien, hvor jobopslagene er færrest – i en ufleksibel klat, som arbejdsmarkedet ikke kan absorbere på en gang. Så ikke nok med at de studerende skal stresses igennem studierne: Når de gennemfører, kan de stresse videre over en værre udsigt til risikoen for ledighed, end der egentlig havde behøvet være, havde det ikke været for reformen.

Ungdommen skal være glad, ikke udbrændt

Erhvervserfaring som studerende kan nedbringe risikoen for ledighed som dimittend. Især studiejob forbedrer chancen for efterfølgende at komme i job, viser en analyse fra Dansk Industri. Paradokset ville næsten være komisk, hvis ikke det var tragisk. For fremdriftsreformen og det ensidige fokus på at blive hurtigt færdig fungerer som en hæmsko for de studerendes mulighed for at få erhvervserfaring under studiet, så der ellers kunne være bedre udsigter til at få en fod inden for på det arbejdsmarked, vi stresser dem igennem til. Statskassen afholder jo i øvrigt en del af dagpengeudgiften, ej at forglemme.

Ville det være helt utænkeligt, at det også i Excelarket kunne give mening, at nogle studerende var en smule længere om studiet for så til gengæld efterfølgende at være ledige lidt kortere? Og hvad hvis man tager de omkostninger stress og mistrivsel har for samfundet – og den enkelte – med i ligningen?

Vi taler om, at Danmark skal være konkurrencedygtigt. Men hvis vi skal fortsætte med konkurrencedygtigheden, er vores videnssamfund i bund og grund også nødt til at være bæredygtigt. Det sikrer vi alt andet lige bedre med glade, motiverede og selvstændigt tænkende studerende end med et kontraproduktivt, procesorienteret system og en udbrændt ungdom.

LÆS OGSÅ: Alternativet: Trivsel, færre karakterer og akademisk frihed skal præge universiteterne