Slankepille med uheldige bivirkninger

Hvad handler din bacheloropgave om?

»Den handler om slankepillen Rimonabant(Acomplia®). Jeg har lavet en såkaldt metaanalyse som vurderer effekten samt sikkerhed og dermed bivirkninger ved behandling med Rimonabant. Jeg er kommet frem til at Rimonabant har en effekt i forhold til en placebopille (som er narremedicin uden virksomme stoffer). De mennesker der deltog i forsøgene, havde et vægttab på 4,7 kilo, og det var fem gange så sandsynligt at de opnåede et vægttab på mere end ti procent hvis de tog Rimonabant frem for placebo. Rimonabant virker altså rigtig godt i forhold til vægttab. Det regnede jeg også med fra starten, for det viste de meget gode undersøgelser der var blevet lavet af lægemidlet.«

Hvad er så problemet?

»Tidligere undersøgelser hævdede at der ikke er nogen bekymring i forhold til stoffets sikkerhedsprofil – det vil sige at der ikke skulle være nogle nævneværdige bivirkninger. Men i min analyse fandt jeg imidlertid ud af at der er ret alvorlige bivirkninger forbundet med behandlingen med Rimonabant.«

»De folk i undersøgelsen der fik Rimonabant, havde to en halv gange større sandsynlighed for at udvikle en depression. Undersøgelsen var meget troværdig fordi alle de mennesker som allerede inden behandlingen havde depressive symptomer, var sorteret fra. En ud af 49 patienter der får udskrevet Rimonabant, vil udvikle en depression. En ud af 166 vil udvikle angst. Så Rimonabant kan altså have nogle meget uheldige bivirkninger.«

Hvorfor valgte du at undersøge netop Rimonabant?
»Det var egentlig lidt et tilfælde. I løbet af min uddannelse til levnedsmiddelingeniør – eller bachelor i Human Ernæring på LIFE – kom jeg i praktik på Parker Instituttet ved Frederiksberg Hospital. Der lærte min vejleder Robin Christensen mig at lave metaanalyser, og det er et fantastisk værktøj til at kunne vurderer effekt og sikkerhed ved farmakologiske præparater. Der var kommet nogle gode studier af Rimonabant, og det så spændende ud – derfor ville jeg samle studierne i en metaanalyse. På den måde kunne folk få det samlede resultat – virker/virker ikke, sikkert/ikke sikkert. Ret hurtigt blev jeg opmærksom på sammenhængen mellem Rimonabant og en øget risiko for depression.«

Hvorfor har der ikke været opmærksomhed omkring problemerne ved Rimonabant før?

»Præparatet er ikke så gammelt. Det blev markedsført i Danmark i august 2006. Sundhedsstyrelsen godkendte præparatet fordi de mener det har en relevans i forhold til behandlingen af overvægtige. Det mener jeg også det har. De patienter som bliver undersøgt ordentligt af deres læge, og som ikke har depression i familien eller har nogen tendens til depression, de vil have en gavn af Rimonabant fordi det giver et vægttab. Men lægerne skal være meget påpasselige med hvem de udskriver det til, og det er vigtigt at de følger op på de patienter som har fået ordineret medicinen. Hvis patienterne har en tendens til depression, så skal de have et andet præparat. Efter Rimonabant har fået så meget opmærksomhed i medierne, er lægerne heldigvis blevet opmærksomme på de bivirkninger der er ved præparatet.«

Hvordan kom din opgave i The Lancet?
»Mine vejledere på bacheloropgaven var Arne Astrup og Robin Christensen, og Arne Astrup har sans for den gode historie. Allerede fra starten var det planen at opgaven skulle blive til en artikel, og det er ikke ret almindeligt. De fleste skriver en lang opgave som efter den er blevet bedømt, står og samler støv. Jeg ville have at min opgave skulle kunne bruges af andre end mig selv. Arne mente at min opdagelse kunne have international interesse, og derfor sendte vi den til The Lancet. De ville gerne bringe den fordi det var den eneste undersøgelse der var blevet lavet på området, og fordi problemer med fedme er stigende – så min undersøgelse er meget relevant.«

Hvad kunne du godt tænke dig at beskæftige dig med i fremtiden?

»I fremtiden kunne jeg godt tænke mig at beskæftige mig med hvad ernæringsterapi kan gøre for syge. Tidligere var lægernes primære behandling medicinsk, og patienterne spiste noget mad som der ikke var ret meget styr på. Med min uddannelse i Klinisk Ernæring, vil jeg hjælpe til at udbrede kendskabet til ernæringens betydning ved behandlingen af sygdomme.«