Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Sociologisk superstjerne snakker på CSS

ULRICH BECK - Han opfandt udtrykket risikosamfundet; fredag åbner han Dansk Sociologkongres på Københavns Universitet

Ulrich Beck er berømt, fordi han opfandt en ny måde at være bange på.

Eller, rettere, han satte ord på den snigende paranoia, der ledsager globaliseringen og gør frygt til et fælles anliggende for alle klodens mennesker. En slags demokratisk frygt. Becks begreb hed risikosamfundet og bogen blev en bestseller og pligtpensum for alle sociologspirer for ti år siden.

Demokratisk angst

Når verdens fælles nyhedsmedie CNN rydder sendefladen i en uge på grund af jordskælvet i Haiti og lader skærmen hvile i timevis på de kornede billeder af sammenstyrtede bygninger, indtil reporterne er fløjet ned til katastrofen, uden at omtale én eneste anden nyhed i verden imens; når alle rejsende affinder sig med at deltage i et teaterstykke om at lægge tandpasta og hårbalsam i plastikposer i lufthavnen i sikkerhedens navn, så er det risikosamfundet, vi ser udfoldet.

Og det var Ulrich Beck, der fandt på begrebet, eller det mest populære udtryk for det.

Siden har Beck fulgt op på sit risikoperspektiv. I ‘Magt og modmagt – i den globale tidsalder’ (2006) argumenterer han for et kosmopolitisk perspektiv – et bud på en måde at få hovedet rundt om globaliseringen på i en praktisk forstand.

Sociologisk konference

Fredag den 22. januar er Beck med til at åbne Dansk Sociologikongres 2010 på Center for Sundhed og Samfund (CSS), Københavns Universitet. Det er Dansk Sociologiforening og Sociologisk Institut, der har arrangeret konferencen, som under temaet sociologien i en kosmopolitan verden byder på 13 sessioner og en rundbordssamtale.

»Sociologien kan have have mulighed for at hjælpe med at fremme en kosmopolitan horisont blandt verdens befolkninger,« skriver arrangørerne, »og dermed fremme dannelsen af en ‘fælles verden’. Det vil sige en verden, der kan anerkendes af alle som en, de har fælles med og kan dele med andre.« Spændende.

KU-professor og seksualpolitisk debattør Henning Bech har sammensat programmet og dermed også, må man gå ud fra, lagt det kosmopolitisk politiske snit.

Universitetsavisen har fået et interview med Ulrich Beck. Læs det først i vores februarudgave af den trykte avis.

chz@adm.ku.dk

Seneste