Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Sørine Gotfredsen var ateist, da hun begyndte på Teologi

Alumnerne — Sørine Gotfredsen var med egne ord for arrogant, da hun begyndte at læse teologi første gang. Hun skulle omkring to andre uddannelser, før hun fandt den ydmyghed, hun havde brug for til at tilegne sig viden.

Jeg mente selv, at jeg var for klog til at tro på Gud som 18/19-årig. Derfor kaldte jeg mig ateist, da jeg startede på teologistudiet i Aarhus. Alligevel havde jeg en fornemmelse af, at det var teologien, der tog de store spørgsmål i livet mest alvorligt. Studiet var lidt et skud i tågen, men altså ikke mere end, at jeg senere fandt ud af, at det var rigtig nok. Jeg skulle bare lige blive lidt ældre. Jeg havde fx ikke ydmyghed til at lade mig belære af en forelæsning og havde en ide om, at jeg kunne lære græsk uden at købe en ordbog. Sværere kunne det da ikke være! Jeg var helt væk.

Jeg dumpede en eksamen, hvilket krænkede min ære voldsomt. Jeg kan tydeligt huske, at jeg kom gående hen ad gangen, og så hang resultaterne på tavlen, og ud for mit navn stod der ’ikke bestået’ – jeg troede simpelthen, at det var løgn. Kloge mig! Det var et meget stort nederlag at opdage, at så let kommer man ikke til tingene, så jeg begyndte at tænke i andre baner.

Jeg havde store tanker om mig selv, og har nok ment, at nogle tog grueligt fejl, da jeg ikke kom ind i første forsøg på journaliststudiet. Da jeg kom ind i andet forsøg, gav verden igen mening. Efter journaliststudiet tog jeg en master i England, og hér opdagede jeg, at jeg godt kunne lide at læse. Jeg var blevet mere moden og brugte pludselig timevis i biblioteket. Og så tænkte jeg, at når jeg kommer hjem, skulle jeg læse teologi. For nu var jeg klar.

Min tid på Københavns Universitet var intens og dejlig. Jeg startede hver morgen ved at møde på universitetet klokken 8 og havde græsk og latin. Så piskede jeg hjem i min lejlighed, terpede græsk og latin i halvanden time, og så ind på arbejde, hvor jeg skulle møde klokken 13. Så var jeg journalist indtil klokken 20-21 om aftenen, og så løb jeg hjem og læste igen. Gik i seng. Stod op og gik ind og havde græsk og latin. Sådan levede jeg i halvandet år.

Mit journalistjob sideløbende med teologistudiet var som sportsjournalist på Det Fri Aktuelt. Jeg elsker dramaet i sporten, og blev ikke mindst fascineret af boksning, hvor der er så meget på spil mellem de to mennesker i ringen. Det ramte mit hjerte dybest. Jeg fulgte Brian Nielsen gennem stort set hele hans karriere.

Jeg var en dårlig nyhedsjournalist. Den der intuition med, at man skal hen til nyheden NU, interesserer mig ikke. Jeg opdagede næsten ikke, hvis der skete nyheder omkring mig. Jeg har slet ikke nyhedsgenet, som er et helt særligt talent for, hvornår der sker noget, og hvordan vi vinkler det mest dramatisk. Det kan jeg ikke. I dag er jeg mest teolog.

Sørine Gotfredsen

Sognepræst ved Jesuskirken i Valby siden 2009

Flittig samfundsdebattør

Vært på Sørine og kærligheden, DR’s P1

1986 student, Hadsten Amtsgymnasiet

87-89 teologi, Århus Uniaversitet

1989-1993 journalist fra DJH

1993-94 Master i medievidenskab og dramaturgi, Sussex University

1995-2004 Cand.theol., Københavns Universitet

1995 Sportsjournalist i syv år på Fri Aktuelt

Teologi er i mine øjne et helt vidunderligt fag, der hele tiden intenst kredser om, at komme ind til sandheden om, hvorfor vi er her, og hvad vi er for nogle. Den søgen efter indsigt og forståelse af, hvordan mennesket er sat sammen af det gode og onde, og hvad der sker efter døden. Det holder os kørende at vide, at vi skal dø. Derfor skal jeg, mens jeg er her, finde ud af så meget som muligt. Vi har en udløbsdato, og hvis vi misbruger rammen for vores jordeliv, så er livet spildt. At kigge ind i den ramme er så skræmmende, at vi bliver holdt i gang. Det er drivkraften.

Det er i høj grad Søren Kierkegaard, der har lært mig at tro på Gud. Jeg ville ikke sige, at jeg var ateist, da jeg begyndte at læse teologi igen. Nu var jeg i gråzoneland. Under Pia Søltofts indføring i Kirkegaard, fik jeg en stærk forvisning om, at jeg ikke var den eneste i verden, der havde det, som jeg har det. Jeg kan desværre ikke måle mig med Kierkegaards geni, men jeg kan mærke, at noget af det, som han har tænkt og følt, har jeg også tænkt og følt.

Min bevægelse ind i troen har været som en lang tanke. Jeg er glad for Tidehvervsk teologi – hvor man forholder sig lidt skeptisk over for følelsesmæssig erkendelse, fordi man har en mistanke om, at menneskets følelsesliv er så manipulerende, sentimentalt og selvkredsende, at man ikke altid kan stole på det. Så hvis man synes, man har religiøse oplevelser, så kan det jo muligvis være noget, man har hidset sig selv op til at mene. Jeg er teologisk vokset op med en stor skepsis over for den følelsesmæssige dimension af troen, men man skal naturligvis ikke blot forsage den, og jeg kan også mærke, at den med alderen kommer til at fylde mere og mere.

Jeg var først komfortabel med at sige, jeg var religiøs, da jeg blev præst. Der sker noget, når man tager præstekjolen på og står til regnskab for ord og handling. Fra det øjeblik gav det mening at sige, jeg er religiøs.

Man kan sagtens gennemføre teologistudiet uden at sætte ord på, hvad man tror på. Der er en akademisk distance, som jeg også selv i sær i begyndelsen, hvor jeg var så usikker, har nydt godt af. For nogle er det ubehageligt at være i et studiemiljø, hvor det ikke omtales, hvad trosliv er, men studiet tager en ære i, at det bare er et fag, hvor vi forholder os endog meget kritisk til kilder.

Den nye kortvarige teologiuddannelse er svær at forholde sig entydigt til. Jeg var først ret negativ og bange for, at niveauet ville blive for lavt, og den teologiske tradition udvandet. Jeg har imidlertid et par eksempler på folk, som jeg er meget, meget glad for har fået den uddannelse. Hvis vi ikke havde fået dem som præster, ville det have været meget ærgerligt. Mit håb er dog, at uddannelsen ikke bliver for udbredt.

Som med teologien, således også med kærligheden. Det tog lidt tid, og jeg var ret sikker på, at kærligheden ikke fandtes for mig. Men det var fint nok, for jeg anså den ikke for så vigtig og har aldrig villet have børn. Hvis man er glad for sit liv og sine venner, tror jeg, at man kan leve et fint liv uden den store kærlighed. Det kan selvfølgelig blive en selvforstærkende profeti, hvor man bliver døv og blind for, at kærligheden findes. Med mit grundskeptiske gemyt var der som sådan ikke et tidspunkt, hvor jeg kan sige, at jeg blev forelsket. Men jeg kan sige, at der var et tidspunkt, hvor jeg bevidst tog beslutningen og erkendte, at jeg var det, for som med troen har det været en proces, hvor jeg gradvist har indset, hvordan det stod til inde i mig.

Det har ikke haft betydning for mig, om min partner var akademiker, og det har altid undret mig, når folk sådan helt instrumentaliseret og rationelt taler om at finde en kæreste. Han skal være det, han skal kunne det. I min verden er kærlighed til et andet menneske noget, der sender på en anden frekvens, hvor det ikke handler om, hvorvidt man interesserer sig for det samme, har samme temperament eller samme vaner og baner i livet. Den mand, jeg skal giftes med, minder ikke ret meget om mig. Det er charmerende, inspirerende og øjenåbnende i forhold til mine egne vaner og tanker, at han har så anderledes et gemyt end mit.

Definitionen på kærlighed er, at man vil gøre alt for at gøre et andet menneske glad og trygt. Som teolog har jeg viet så mange mennesker, men det selv at skulle stå der og sige de ord! At love at passe på et andet menneske – det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til de der små øjeblikke, de der lyksalighedsøjeblikke, hvor man sidder sammen et sted, griner af noget og bare ved, at vi er gift. Det er rigtigt og alvor.

LÆS OGSÅ: Alex Høgh Andersen: »Jeg er blevet en bedre skuespiller af at have en akademisk baggrund«

Seneste