Spin har gjort SU-nedskæringer uomgængelige

I begyndelsen af februar mente 61 procent af danskerne ifølge Politiken ikke, »at der var grund til at stramme SU-reglerne for at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet.« Så kom uddannelsesminister Morten Østergaard (R) tilbage fra barsel, og 18 dage senere så tallene anderledes ud.

Efter hans præsentation af regeringens kontroversielle SU-reform kunne en Gallup-måling den 20. februar således vise, at hele 51 procent fandt reformen passende, mens seks procent mente, forslagene burde have været mere vidtgående. Selv mener ministeren, at den ændring ganske enkelt skyldes, at reformen er rigtig god.

»Regeringen har gjort sig store bestræbelser på at lave en reform, der bevarer SU-systemet i sin grundstruktur, men samtidig adresserer nogle af de åbenlyse og let forståelige problemer, der er med det. Jeg tror, det er det, der har flyttet folkestemningen; at danskerne kan se, at reformen løser problemer og ikke bare saver i benet på et i øvrigt meget fint system,« siger Morten Østergaard til Uniavisen.

Ekspert i politisk kommunikation og lektor ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, fremhæver den politisk-økonomiske kontekst, reformen indgår i. For det er ikke mindst markant kriseretorik, der har fået forringelserne til at glide nemmere ned.

Politik i en krisetid

»Det er et ofte brugt politisk trick at koble noget skidt sammen med noget godt,« indleder lektoren og forklarer, at SU-reformen kan accepteres primært, fordi den er en del af en større pakke.

»SU-reformen er kun en brik i et større puslespil af skatteomlægninger og reformer. For både politikere og vælgere er det svært at hidse sig op over et enkelt element, når det er en del af en stor plan, som i sin helhed påstås at få samfundet igennem den økonomiske krise,« siger Johannes Andersen.

»Regeringen har med succes gjort brug af en retorik om individuel ansvarlighed og konkurrencebevidsthed. Det har givet efterdønninger i vælgerhavet, og holdningen breder sig. Tiden arbejder for regeringen.«

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSF) Jakob Ruggaard har imidlertid ikke ladet sig lokke af kriseretorikken. For ham er motivet bag SU-reformen forvansket, idet uddannelsesministeren er blevet eksponent for en »anti-uddannelsespolitik, der handler om at give skattelettelser til erhvervslivet.«

»Det er hinsides enhver logik, at regeringen vil skære ti procent af det samlede SU-budget i en kynisk og kortsigtet spareøvelse, der rammer studerende hårdt over hele linjen,« siger han.

Nødvendige nedskæringer

Han mener at have forskeres og eksperters opbakning, men stoler man på ovennævnte meningsmålinger, er det bemærkelsesværdigt, at danskerne alligevel er blevet overbevist om det fornuftige i regeringens reformudspil.

Johannes Andersen anerkender, at der har været to fløje i debatten: dem, der synes, det er for dårligt at tage fra de svage, og dem, der antageligt er gået med på præmissen om at optimere den danske konkurrenceevne. Ikke desto mindre har regeringen som resultat af flere måneders mere eller mindre skjult kampagne formået at fremstille SU-reformen som en logisk konsekvens af krisen.

»Når man laver politik, viser det sig ofte afgørende at skabe forståelse for de problemer, man forsøger at løse, inden man smider løsningen på bordet. Mens vi arbejdede i værkstedet for at finde de rigtige forslag, fik vi synliggjort de nuværende problemer med SU-systemet,« forklarer Morten Østergaard.

Derfor virkede reformudspillet efter præsentationen tilsyneladende som et naturligt og overbevisende træk for en stor del af de i meningsmålingen adspurgte danskere. Efter lang tids rygter og en løbende udpakning af reformen havde befolkningen vænnet sig til tanken om nedskæringer. Men succesen hviler på fejlagtige konklusioner og falsk markedsføring, påstår de studerendes talsmand.

Kampen mod systemet

»Ministeriet er ikke bleg for at fordreje oplysninger og manipulere virkelighedsbilledet til deres egen fordel. Graden af spinagtig kynisme har overrasket mig,« siger Jakob Ruggaard med henvisning til en ministeriel undersøgelse, hvis konklusion var, at børn af faglærte er hurtigere til at gennemføre deres studier end akademikerbørn.

Hvad ministeren i sin udlægning i pressen glemte at nævne var, at der er en social slagside, hævder Ruggaard, for samme studie viser netop, at det er børn af ufaglærte, der gennemsnitligt er langsomst og dermed i størst risiko for at blive ramt af reformen, der indfører økonomiske sanktioner for at få studerende hurtigere færdige.

Men selvom ministeren har en professionel politisk rådgiver til at udtænke sådanne strategier for sig, og DSF ledes af studerende, mener Jakob Ruggaard ikke, at kampen om SU’en har været ulige.

»Vi er vildt mange studerende, der står sammen, og vi har al forskning bag os. Jeg tror, at man kommer længere, hvis man med de rette holdninger og argumenter diskuterer politik i øjenhøjde med befolkningen, end med et helt hold af spindoktorer.«

Studerendes (af)magt

Jakob Ruggaard vurderer selv, at DSF i den langstrakte debat har været både meningsdannende og dagsordenssættende. Senest i forbindelse med stordemonstrationen foran Christiansborg den 28. februar.

»Med 25.000 deltagere (politiet estimerede, der var 5.000, red.) var demonstrationen et klart signal om, at vi ikke accepterer økonomisk og socialt uansvarlige SU-nedskæringer, et signal, som det vil være både uklogt og umuligt at sidde overhørig,« siger han.

Johannes Andersen synes dog at kunne se, at medierne, efter at have registreret politikernes og folkets opbakning, er »gået med på idéen om individuel ansvarlighed.« Samtidig er studenteroprøret blevet overhalet indenom af regeringens andre reformer, der til dels har udkonkurreret SU-historierne i pressen.

De studerendes største problem er, at de har stået alene med deres protester, som har været forudsigelige og nemme at feje af bordet.

»Hvis andre grupper havde stillet sig solidariske, havde de studerende haft en langt bedre sag. Sådan har det ikke været, og hvis man overhovedet lægger mærke til demonstrationen, trækker man på skuldrene, når den er overstået. Det er regeringen, der med deres reformbombardement har formået at sætte dagsordenen,« opsummerer Johannes Andersen situationen.

therese.hjorth@adm.ku.dk
nicklas.lund@adm.ku.dk