Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
KARRIEREBØRS - Uniavisens udsendte blev inspireret af de gode taler og håndgribelige råd til alumneforeningens karrierearrangement.
På årets karrierebørs var der fokus på at ruste de studerende bedre til at sælge sig selv inden mødet med virksomhederne. Under overskriften øv dig før det gælder bød programmet på både træning i elevatortaler og paneldebat om det svære skridt fra studie til job.
Dagens første workshop på alumneforeningen Kubulus’ karrierebørs handler om den gode elevatortale. Jeg havde planlagt at studere dette underlige dyr på sikker afstand, men så snart jeg træder ind ad døren til den gamle studiesal, indbyder en energisk pige i sort logotrøje mig til at deltage.
Jeg overgiver mig og tager plads ved et af bordene. Mellem de små øer spankulerer oplægsholderen fra Magistrenes A-kasse omkring og fortæller om elevatortalen: På under et minut skal man kunne sælge sig selv til eksempelvis en potentiel arbejdsgiver.
Dårligt har vi fået fremsagt vores endnu snublende elevatortaler for hinanden, før vi atter hvirvles op fra stolene. Snart er jeg i gang med at forsøge at elevator-tale mig op til en venligt nikkende repræsentant for Codan, mens pigen i kubulus-trøjen styrer slagets gang med hård hånd og et hidsigt æggeur.
Vi har slet ikke tid til at blive generte – halvanden time flyver af sted. Den håndfuld deltagere, jeg senere snakker med, mener alle, at de kan bruge workshoppen i fremtiden. Jacob, der er kommunikationsstuderende, får sagt det klarest:
»Det var en spændende måde at få tænkt igennem, hvilke redskaber man har tilegnet sig, og hvad det er for nogle kompetencer, man egentlig har at byde på og kunne formulere det meget kort og præcist.«
De mange deltagere og en boblende prorektor for uddannelse, Lykke Friis, der skal styre åbningsdebatten, får hurtigt luften til at dirre i den gamle festsal.
Temaet er fra studie til job. Repræsentanter fra COWI og Beskæftigelsesministeriets HR-afdeling løfter sløret for, hvordan de udvælger – og frasorterer – ansøgere.
På Clement Kjersgaard-manér lægger Friis ud med at spørge os studerende om vi mener, at et studiejob er det vigtigste for at lande det første job. Næsten alle markerer.
Ifølge paneldeltagerne er det dog en myte, at et relevant studiejob er altafgørende – Cat Hindberg fra Beskæftigelsesministeriet fremhæver i stedet ansøgningens tre første linjer, der helst skal indeholde motivationen for ansøgningen. Sidenhen er brugen af konkrete eksempler vigtig: Er du initiativrig? Hvordan? Og så skal du ikke skrive jeg er sjov, hvis din ansøgning er pissekedelig.
Krise eller ej – Virksomhederne søger altid de bedste ansatte, påminder Lykke Friis. Således motiverede flokkes de studerende efter debatten i store sværme om især Novo Nordisk og COWI, og lydniveauet stiger til en forventningsfuld summen.
Dagens anden workshop, det internationale arbejdsmarked, skal til at begynde. De studerende begynder så småt at sive fra salen. Jeg lader mig føre med strømmen udenfor, og tænker, at jeg har fået noget med mig, idet jeg gyser let i kulden under den høje efterårshimmel.
Elevatortalen er tydeligvis et godt redskab, men vigtigst er den energi, der har gennemsyret alle dele af arrangementet. Vi er blevet for vant til at kvæle al snak om karriere i den allestedsnærværende krise.
Her var et karrierearrangement, der tog højde for krisen uden at stå i skyggen af den. Her kørte elevatoren op, forstod man – og så er det som bekendt om at springe på.
uni-avis@adm.ku.dk