»Stædigheden er mit brændstof«

Mads Brix Baulunds lille københavnske kollegielejlighed ligner de fleste andres: en seng, et bord, nogle stole, en reol og ikke så mange kvadratmeter at placere det hele på.

Han tager imod i døråbningen og viser til rette ved sit spise- og skrivebord.

Først der i lyset fra vinduet ved siden af bordet ser man rigtigt, at noget er anderledes. Hans øjne fokuserer ikke direkte på en, og man kan ikke se hans pupil på det højre øje.

Mads Brix Baulund er 24 år og har kun fem procent af sin synsevne tilbage.

Han blev født for tidligt og fik ilt lige efter fødslen for at undgå, at hans hjerne tog skade. Sådan en behandling skadede dengang ofte øjnene, det skete også i hans tilfælde. Han kan kun se noget til venstre side ud af venstre øje.

Heldig med fem procent synsevne

Hans synshandicap forhindrer ham ikke i at studere på universitetet.

Han har læst idræt på Københavns Universitet (KU) i et år, nu læser han Sundhedsfremme- og Strategier samt Journalistik på Roskilde Universitet (RUC) på fjerde semester, og han er ikke bekymret for sig selv.

»Jeg synes, jeg klarer mig godt som studerende. Jeg har nok overskud til at dyrke sport i weekenderne og til at lave politisk arbejde i min fritid,« siger han.

Synshandicappet har lært ham noget om at være stædig for at kunne bruge sit overskud til det, der er vigtigst, som han formulerer det.

»Jeg er ikke typen, der nemt giver op, og jeg kan ikke forestille mig at gøre det, for hvad skal jeg så lave?«

Mads Brix Baulund synes selv, han er privilegeret, men det er relativt.

»Jeg er så heldig at have fem procent af mit syn tilbage. De fem procent gør mit studieliv nemmere. Mange andre studerende med handicap er i en vanskeligere situation end mig,« siger han.

For mange men’er i fremdriftsreformen

Mads Brix Baulund er også formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) og som sådan naturligt optaget af andre unge handicappede studerendes forhold. Han kender også til studiefremdriftsreformens krav om øget studieaktivitet på universiteterne fra 1. september.

Han mener, at der er en risiko for, at reformen vil få negative konsekvenser for dem, hvis ikke man tænker sig om.

»Situationen for de studerende med handicap vil ændre sig til det værre, og selv om universiteterne forsøger at gøre tingene bedre, så er der allerede for mange men’er i reformen,« siger han.

Da Mads Brix Baulund selv havde brug for en eksamensdispensation på KU for over to år siden, gik det hurtigt med at få den.

Siden da er sagsbehandlingstiden for dispensationer kun vokset. I en rapport fra KU’s ledelse fra november 2013, lavet i forbindelse med fremdriftsreformen, står der, at der kan ske en ‘massiv stigning i antallet af sager’.

»Har nogen tænkt det her igennem?«

KU’s prorektor Lykke Friis har i et interview om fremdriftsreformen sagt til uniavisen.dk, at universitetets ledelse har besluttet, at sagsbehandlingsfristen i dispensationssager i studienævnene fremover skal være højst seks uger.

Principielt ser Mads Brix Baulund ikke noget problem i det – hvis studienævnene ellers kan overholde fristen.

»Men hvis det at få en eksamensdispensation tager seks uger, og tidsfristen skrider med for eksempel ekstra to uger, risikerer de studerende med handicap at miste en eksamen, som de ellers skulle have haft dispensation for,« siger Mads Brix Baulund.

Forsinkelsen kan også give problemer for de studerende, der i forbindelse med dispensationssager har flere del-eksamener på samme semester, i stedet for at have en stor eksamen ved deres semesters afslutning.

Endnu større problemer kan måske opstå ved, at nogle studier også kan være strukturerede efter blokprincippet, hvor en blok som regel kun varer otte uger og med eksamen sidst i blokken. Konsekvenserne bliver her de samme som ved deleksamener, mener han.

»Studerende med handicap kan ikke vide, hvilke eksamener de bliver nødt til at søge om dispensation til, før de har fulgt deres nye fag i et par uger. De vil søge dispensation til alle eksamener for at være sikker på at kunne nå at få dem,« siger Mads Brix Baulund.

På den måde får studienævnene, der skal behandle ansøgningerne, for mange af dem. Studienævnene skal behandle ansøgningerne, men de studerende får måske ikke brug for dem alle, og de når måske ikke at melde de unødvendige ansøgninger fra igen.

»Har nogen tænkt de her problemstillinger igennem på forhånd?« spørger han.

Det gælder om at finde løsninger

Han tror, at alle studerende med handicap udvikler deres egne systemer for at kunne klare sig, så længe de kan det.

Sådan har det været for ham, og han har kun sjældent følt sig presset på sine studier på RUC.

Han har ganske vist haft udfordringer med at kunne følge undervisningen. Han skal fx have undervisernes kompendier senest tre uger inden semesterstart, så et produktionsselskab kan nå at scanne dem ind elektronisk. Dem bruger Hans Brix Baulund til at få læst lærebøgerne op via sin computer. Hvis han skulle læse bøgerne med sit fem-procent-syn, ville det gå alt for langsomt.

Før hver semesterstart giver han derfor undervisernes sekretærer besked om hans behov, og hver gang er der problemer med det. Han skal hele tiden tænke i løsninger for sit synshandicap i stedet at lade sig gå på af det. Han kan fx spørge sekretærerne, om han så ikke kan få de ufærdige kompendier udleveret. På den måde lykkes det alligevel for ham med det faglige.

Socialt har han oplevet at være udfordret på studiet, men her gælder det igen om at være stædig og blive ved med at finde løsningerne for sig selv.

»For mig har det virket at arrangere min fritid, så jeg kan lave det, jeg har lyst til. Støjende fester i mørke lokaler fyldt med mange mennesker er for eksempel ikke lige mig,« siger han.

Han har trods alt et godt studieliv, synes han, med sin sport i weekenderne og det politiske arbejde i SUMH, der også giver ham et arbejdsfællesskab med andre.

anfj@adm.ku.dk