Stedord: »Hvis universitetet skal tiltrække de bedste talenter, skal vi kunne inkludere alle«

(Afholdt 8. november 2019. Det talte ord gælder)

Deres Majestæt

Kære minister

Bestyrelse

Kolleger

Studerende

Kære venner af KU

Vi står på kanten af et nyt årti – 20’erne. Vi skal nok til 90’erne, for at finde det sidste årti med ufortyndet glæde og optimisme.

‘Jerntæppet’ var netop faldet og Europa atter genforenet.

De danske feriedrenge blev Europamestre i fodbold i 1992, selvom de spillede på en diæt af fast-food og huttelihut-humør.

Og samme år, blev en saxofonspillende guvernør fra Arkansas præsident, selvom han nærmest kun havde et politisk budskab: »It’s the economy, stupid.«

Sådan stod der i hvert fald på et skilt i Bill Clintons kampagnehovedkvarter. Det skulle minde ham om, at vejen til Det Hvide Hus, gik via vælgernes pengepung.

Men ak, hvor verden dog er forandret.

Ifølge kommentator Thomas Friedman, fra New York Times, bør mantraet i præsident-valgkampen i 2020 være: »It’s the environment, stupid.

Klimaet er ikke alene blevet en politisk vinderstrategi. Det er også en overlevelsesstrategi for verden. Moder natur er for alvor kommet på stemmesedlen.

I sine præsidentielle analogier, fremhæver Friedman John F. Kennedys ambition om, at få a man on the moon. Dog med den forskel, at kapløbet i dag er omdøbt fra et space race til et earth race.

Men det er som om, at klimadebatten har slået lejr på polerne. På den ene pol bor forsknings-optimisterne. De tror, at et ‘teknisk fix’ kan redde menneskeheden. På den anden pol bor vækst-fornægterne. De vil trække i nødbremsen og omlægge livet fra forbrugsfest, til nøjsomhed og mådehold – lidt som at flytte hjem hos Bonderøven fra tv.

Og endelig er der regulerings-prædikanterne. De mener, at sagen er (forbud mod) bøf og afgifter på flyveturen. Polarisering er imidlertid ikke en bæredygtig strategi.

Fremragende forskning er nødvendig – men ikke tilstrækkelig. Frivillighed og adfærdsændringer er nødvendige – men ikke tilstrækkelige. Politik og lovgivning er nødvendigt – men ikke tilstrækkeligt.

Paw patrol er Ramasjangs homeriske epos

Hele menneskeheden skal til den store gruppe-eksamen ved ‘det grønne bord’. Resultatet afhænger af, om vi kan få alle polerne til at ‘smelte sammen’ – som hos de græske guder, De tre musketerer, De 5-bøgerne eller såmænd Paw Patrol, som jo er Ramasjangs svar på Homers helte-epos.

Det er klart, at Københavns Universitet skal spille en hovedrolle i denne helte-beretning. Netop vores multi-fakultære universitet – med mange videnskabelige discipliner under samme tag – er godt castet til at multi-taske.

Lad mig fremhæve to prøver på KU’s forskelligartede forskning. Web of Science udgiver hvert år en liste over prospects, der kan komme ind i den seje Nobel-klub.

De gode folk fra Web of Science rammer ofte rigtigt, med deres gæt på, hvem der får en nobelpris. Men selvfølgelig må vi tage forbehold. Det er i realiteten ikke mere end odds, udregnet af videnskabens bookmakere. Og nobelprisen er ganske binær. Enten får du den – eller også får du den ikke.

Ikke desto mindre er hele tre forskere fra KU på den seneste liste ud af i alt 19 forskere fra hele verden. Økonomiprofessor Katarina Juselius og ditto Søren Johansen har udviklet den såkaldte Cointegrated Vector Autoregression Approach – blandt venner kaldet CVAR.

Ligesom fodboldens VAR er den et korrektiv til de gængse økonomiske modeller, der kan føre til fejl-kendelser. Det skyldes, at modellerne bygger på nogle antagelser, som ikke altid gælder i virkeligheden. For eksempel antagelsen om, at mennesket er grådigt og altid handler økonomisk nyttemaksimerende.

Den tredje KU’er på listen er professor i kemi Morten Meldal. Mortens forskning er ikke bare en ”dims”, men en opdagelse af dimensioner. Han kan få to molekyler til at ‘klikke’, parre dem og fostre en molekyle-baby. Morten behøver ikke opløsningsmidler, men kan få molekyle-kærligheden, og den søde musik, til at opstå i kildevand.

Hvad kan det bruges til? Det ved vi ikke – endnu.

Men spørg i den kemiske industri, eller ude hos Novo Nordisk, der meget gerne vil producere lægemidler – med mindre energiforbrug, og uden farlige affaldsprodukter.

Det er godt, at du Ane og Folketinget – investerer i en stor grøn milliard. Forskning i klima og bæredygtighed står allerede fremme på KU’s mange hylder. Fra de dybeste iskerne-boringer, til den bredeste anvendelse i den internationale retsorden. Fra bæredygtig fødevareproduktion, til antropologiske studier af forbrugeradfærd ved køledisken.

I iveren for at ramme plet må vi ikke sigte for snævert og føre forskningens kastearme for meget. Det er vigtigt at respektere forskningens uforudsigelige natur, hvor de største pletskud ofte sker, hvis der er plads til at forfølge nysgerrighed og uventede resultater, der ofte går på tværs af fagene.

Og det vigtigste selektionskriterium bør være videnskabelig excellence. Som i Morten Meldals molekylære vand-fødsler. Eller Juselius’ & Johansens brydekamp med ‘homo økonomikus’.

Optimistisk over de studerende

Som sagt – universiteternes forskning er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Vi har også brug for de studerende.

En lille gruppe dedikerede individer løber i forvejen, og trækker flertallet med sig, så hele befolkningens adfærd ændres for bestandigt.

I klimatologien taler man om tipping points. Vendepunkter hvor klimaet er gået langt over stregen og ikke kan rulles tilbage. Men der findes heldigvis også sociologiske tipping points: En lille gruppe dedikerede individer løber i forvejen, og trækker flertallet med sig, så hele befolkningens adfærd ændres for bestandigt.

Vi så fænomenet i 1968 på universiteterne i Paris og København. Og vi så det i 1989 i Prag, hvor de studerende kickstartede fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet. Nu ser vi det igen med den grønne studenterbølge, der sætter en massebevægelse i gang – og mon ikke deres livssyn og forbrugsvaner bliver ligeså mainstream, som ‘vækst-paradigmet’ var for Clintons kampagne.

Derfor er jeg endnu mere studenteroptimist, end jeg er forskningsoptimist. Med afsæt i vores gode uddannelser, kan de studerende nå meget langt. Tag bare Emil Buhl Krøll, kandidat fra KU i Food Innovation and Health. Han tager mask, som er et restprodukt fra ølbrygning, og laver det til mel, som kan bruges i fødevarer.

Her kommer et lille klip om hans virksomhed ”Circular”]. Historien om Emil er et godt eksempel på alt dét, vi allerede gør på KU. Hvordan forskning og uddannelse bringes i spil til gavn for klimaet.

Emil har sin gamle underviser som makker – og bruger forskningen som en kogebog for produktudviklingen; hvor bæredygtigheden er stærk, fordi den er båret af faglig dygtighed.

Hvor er det dog en herlig tanke, at vi nu kan nyde en kølig øl og samtidig løse verdens problemer med fødevareknaphed – mens livet gøres lidt grønnere. Emil er her faktisk i dag – og han har taget sine chips med, som vi skal smage bagefter ude i forhallen.

Klima-aktivismen er rykket helt ind til spisebordet. Hjemme hos familien Danmark, vil børnene helst undgå kød på indkøbslisten. Og når familien planlægger den næste ferie, vil ungerne hellere køre med tog end flyve.

Kønsdebat: Alle skal have lov til at være dem, de er

Men bæredygtighed er ikke det eneste vendepunkt, hvor læsset tippes af de handlekraftige unge mennesker. Tag den debat vi har haft her på universitetet om køn. Hvordan man taler til hinanden – og helst med hinanden.

Sproget ændrer sig med samfundet. Tænk bare på vores national-krønike, Matador. Her blev kvinder reduceret til deres mands titel: ‘Fru Bankdirektør Varnæs’. ‘Fru Konsulinde Holm’. Og Daniels kæreste fra Paris, måtte kun betegnes som ‘en god ven’.

Universitet er ikke gået fri gennem historien. Et eksempel er teologi-professor Henrik Scharling fra omkring år 1900. Ganske givet en dygtig herre. Oven i købet rektor i to omgange og forfatter af klassikeren Nøddebo Præstegård. Da Scharling kom op i alderen, blev han dog noget belastende for fakultetet, og kollegerne forsøgte flere gange at få ham til at gå af. Uden held.

Og selv om vi selvfølgelig fortsat siger ‘han’ og ‘hun’, tror jeg at vi netop på universitetet er i stand til at overveje, om sproget er tilstrækkeligt.

Først da han blev pålagt at eksaminere den første kvindelige teologistuderende, tog han sin afsked i protest. Det var alligevel for galt!

Universitetet er ofte stedet, hvor nybrud sker først – også hvad angår opfattelsen af køn, autoriteter og magtdistance – som i ’68. Tænk bare – på det ene år – 1968 – gik undervisere og studerende nærmest fra at være ‘Des’ til ‘dus’.

Verden og sproget står ikke stille i dag. Det skabte noget nær opstandelse, da medierne bragte denne historie: Ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab havde nogle råd til underviserne, om hvordan man kan tale med transpersoner og nonbinære studerende (altså studerende som ikke definerer sig som enten mand eller kvinde).

En politiker fik på YouTube fluks iklædt sig konens gevandter. Nu var han, citat: »edderspændt rasende«. Medierne satte endnu en gang et forargelsestog i gang. Det er selvfølgelig en svær øvelse at tale om kønsneutrale pronominer. Og sproget er situationsbestemt.

På plejecenteret siger vi gerne ‘De’ til fru Hansen og giver pænt hånd. I fitness-centeret er det ikke uhøfligt at holde hørebøfferne på og give high-five. Hvis universitetet skal tiltrække de bedste talenter, skal vi kunne inkludere alle. Og alle skal have lov til at være dem, de er.

Og selv om vi selvfølgelig fortsat siger ‘han’ og ‘hun’, tror jeg at vi netop på universitetet er i stand til at overveje, om sproget er tilstrækkeligt. Der skal være plads til mangfoldighed, og plads til åben akademisk drøftelse af tidens tendenser, uden at vi bliver en værdipolitisk arena for personer uden for universitetet.

Akademisk yoga

Vi skal skabe det bedst mulige studiemiljø – for alle. Det er en meget vigtig opgave – og en stor opgave. Desværre ligner kurven for studerendes mistrivsel kurven for CO₂ i atmosfæren – den går opad.

Det skyldes nok også udefrakommende faktorer – hinsides universitetets rækkevidde.

Tag bare klimafrygten og de sociale mediers invasion og distraktion. Den sociale præstation er opgjort i likes – en unuanceret karakterskala, som nok har endnu større betydning for trivsel end vores 12-talskala.

Den sociale præstation er opgjort i ‘likes’ – en unuanceret karakterskala, som nok har endnu større betydning for trivsel end vores 12-talskala.

KU’s ansvar er først og fremmest fagligt. Hvis vi magter at skabe et rum til fordybelse, nysgerrighed, forskningsbaseret uddannelse og feedback, vil de studerende opleve en følelse af flow og mindfulness, som kan kaldes ‘akademisk yoga’.

Det bør vi ordinere på recept til alle studerende, men her er vi afhængige af regeringens økonomiske velvilje, som formanden nævnte.

De studerende burde få det sidste ord her i talen – men de går jo på om lidt. Derfor har jeg fundet et citat fra en tidligere studerende i statskundskab fra KU.

Hun hedder Ane Halsboe-Jørgensen, og er blevet politiker – som så mange andre af vores alumner. Ane har fortalt, at statsministeren plejer at kigge på hende og sige:

»Ane, vi har ingen ide om, hvordan vi nedbringer CO₂ med 70 procent. Det er ovre ved dig, I fixer det.«

Ane kigger så videre ud på forskerne og siger: »Den fixer I.«

Vi siger, tak for tilliden!

Det er godt, at regeringen – på øverste niveau – gerne vil have klimaet fixet. Men det må ikke blive et spil Sorte-Per, hvor ansvaret bliver sendt videre.

Lad mig i stedet tage en sidste runde med de personlige stedord.

Jeg tror ikke, at »den fixer I« er tilstrækkeligt. Det er nødvendigt at sige: »Den fixer VI, sammen« – forskere, studerende, politikere, erhvervsliv, interesseorganisationer – fortsæt selv listen.

Derfor er ‘VI’ og ‘OS’ de vigtigste stedord på universitetet og i verden. Og derfor, skal der på skiltet i klimaets kampagne-kontorer stå:

»It’s about Us. It’s about working together. Otherwise we are definitely being stupid.«

Tak.