Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Stem til kommunalvalget - og stem ungt!

Kommunalvalg — Synes du, kommunalpolitik virker lidt ligegyldigt? Så tager du fejl, skriver Studenterrådet, for både natteliv, grønne parker, iværksætteri og mental sundhed finder sin skæbne på rådhuset.

Har du tænkt dig at stemme til kommunalvalget den 16. november?

Sådan har vi spurgt, når vi i løbet af den sidste måned har været ude på KU’s campusområder for at tale om kommunalvalg med vores medstuderende over en kop kaffe. Svaret fra de fleste studerende har været et ja, men når samtalen er kommet ind på, hvad de vil stemme og hvorfor, har tvivlen indhentet dem.

For hvilken indflydelse har kommunalpolitik egentlig på vores liv som studerende i København, og hvem skal man stemme på for at være sikker på, at vores interesser bliver mødt?

LÆS OGSÅ: Kommunalpolitikere vil have studerende til at stemme på en jævnaldrende

Mangler ståsteder

»Kommunalpolitik er mindre interessant og mindre vigtigt for os, end hvad der sker i Folketinget.«»Vi kan ikke se os selv i dem, der er kommunalpolitikere.« »Vi får ikke nok information om kommunalpolitik.«

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Disse er fordomme blandt studerende, som vi har fået bekræftet i en spørgeskemaundersøgelse blandt studerende fra alle fakulteter. Overraskende mange studerende ved endnu ikke, om de overhovedet vil stemme til kommunalvalget.

I Studenterrådet ved Københavns Universitet tror vi på, at mange studerende endnu ikke har fundet deres politiske ståsted, og at vores medstuderende på KU repræsenterer alle politiske affiliationer. Nogle studerende er ikke særligt politisk interesserede og finder måske aldrig et fast politisk ståsted.

I et forsøg på at få flere studerende til at gå ned til stemmeurnerne på tirsdag, har vi i Studenterrådet skabt en ungdomsalliance af 9 unge kandidater fra 9 partier fra højre til venstre.

Ungdomsalliancen er ikke bare tænkt som en tværpolitisk alliance, der skal repræsentere de mange forskellige politiske holdninger blandt studerende – de 9 kandidater er også venner, samarbejdspartnere, deler mange af de samme mærkesager og er unge og studerende i København. Flere af dem endda på KU.

Kæmpet valgkamp sammen

Med ungdomsalliancen tror vi på, at vi kan udfordre vores medstuderendes sommetider opgivende tro på, at deres stemme til kommunalvalget nytter. Ungdomsalliancen repræsenterer ikke kun os unge, men også den uenighed som en tværpolitisk og demokratisk borgerrepræsentation naturligvis har.

Men med samarbejde, venskab og masser af sammenhold, viser de 9 unge kandidater, at unge politikere gerne vil den gode tone og det gode fællesskab – til trods for deres politiske uenigheder. Dette har alliancen eksemplarisk bevist ved vores paneldebat på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet den 1. november, torsdagsbar i Studenterhuset den 21. oktober, og når vi har været ude på campus og dele flyers ud med grupper af de forskellige kandidater. Vi tør faktisk godt sige, at de 9 kandidater har lavet valgkamp – sammen.

Desværre oplever mange, at kommunalpolitik mest af alt handler om ældre og daginstitutioner.

Mads Eskjær Øbakke og Kevin Hangaard Olesen

Ung deltagelse er dog ikke kun vigtig i stemmeboksen. Med sloganet stem ungt, som vi har gentaget utallige gange de sidste uger, håber vi på, at flere unge kandidater bliver valgt til borgerrepræsentationen.

Der er brug for, at flere unge sidder med ved forhandlingsbordet, når små og store beslutninger skal tages om en by som København, der er hjem for rigtig mange unge og studerende.

Ikke bare ældrepleje og børnepasning

Flere unge i borgerrepræsentation kan også gøre, at flere unge kan identificere sig med politikerne og gøre kommunikationen om kommunalpolitik mere tilgængelig og nærværende for os unge. Kan vi som studerende se os selv i dem, der tager beslutningerne om vores by, er der større sandsynlighed for, at vi kan se os selv i de beslutninger, der bliver taget.

Natteliv, grønne parker, iværksætteri, mental sundhed – ja, selv elløbehjul og havnebade. Alt dette har sin skæbne på rådhuset, og har en særlig betydning for os studerende og vores studieliv. Desværre oplever mange, at kommunalpolitik mest af alt handler om ældre og daginstitutioner. Det håber vi på, at vi med vores ungdomsalliance har vist, ikke er sandt.

Hvad så nu? Venter vi bare på kommunalvalget på tirsdag og den forhåbentlig højere valgdeltagelse blandt studerende? Nej, demokratisk deltagelse og indflydelse findes mange andre steder.

Og lige om hjørnet venter et univalg, som handler om vores unikke studenterdemokrati på KU. Vi håber på, at vi kan tage det styrkede valgengagement fra den kommunale stemmeboks til stemmeboksen på KUnet. Lokal- og studenterdemokrati har mange ligheder – de handler begge om studerendes lokale rettigheder og muligheder for et godt studieliv. Om det så er i studiebyen eller på campus.

SE OGSÅ: Uniavisens temaside om univalg 2021

Seneste