Stop med at tale så negativt om at skrive speciale

Jeg frygtede for min specialeproces, inden jeg gik i gang med at skrive. Jeg havde regnet med stress, jag og forsinkelse og var sikker på, at det ville blive en helt igennem presset periode. Nu sidder jeg flere uger før afleveringsfristen med et stort set færdigt speciale og venter stadig på stressen.

Et spørgsmål om forberedelse

Hvorfor var jeg så bange? Når jeg læser og hører om specialeprocessen, bliver der altid lagt vægt på specialestress: Hvordan man overkommer pressede perioder, hvordan man får udskudt sin afleveringsfrist, hvordan man klarer sig igennem. Det bliver italesat som presset og stressende at skrive speciale, og man hører kun skrækhistorierne.

Når jeg observerer andre, kan jeg også godt forstå det. Jeg har set en del fælles kendetegn ved folk, som senere oplever specialestress. De er ikke forberedte, når skriveperioden går i gang, de udskyder at lave arbejdet, og de behandler i det hele taget perioden som en ferie, indtil deadline begynder at nærme sig, og det går op for dem, at der faktisk skal lægges et stort stykke arbejde.

LÆS OGSÅ: Eksamensopgave med tegneserie trykt i internationalt tidsskrift

Jeg har da også holdt fri, men det er fordi, jeg har lavet mit arbejde i en sådan grad, at jeg kunne tillade mig det efterfølgende. Jeg har for eksempel skrevet nok af min opgave til, at jeg kunne bruge tid på at skrive det her indlæg i stedet for at skrive på mit speciale. Men det er, fordi jeg har været forberedt, er gået i gang til tiden, og faktisk har arbejdet på det hele vejen igennem processen.

Gør jeg noget forkert?

Bevares, det har ikke været en dans på roser hele tiden. Det er et fuldtidsarbejde at skrive speciale, og det kræver bestemt noget overblik og overskud. Men decideret stressende, det har jeg altså svært ved at se. Til gengæld har jeg gennem hele min skriveproces haft en fornemmelse af, at jeg måtte gøre noget forkert. Hvordan kan jeg være afslappet og foran tidsplanen, når jeg hører fra alle, at jeg burde være stresset og bagud?

Jeg synes, det er hamrende ærgerligt, at specialet skal italesættes så negativt.

Der findes alverdens guides til at få skrevet et godt speciale, så jeg vil ikke komme med gode råd. Til gengæld vil jeg komme med en pointe: Når I italesætter en virkelighed, skaber I den også.

Når man konstant italesætter specialeprocessen som stressende, bliver den stressende. Når man konstant italesætter specialeprocessen som uoverskuelig, bliver den uoverskuelig. Når man konstant italesætter specialet som noget, man bliver forsinket med, bliver man måske selv mere forsinket.

Burde være festligt og fantastisk

Jeg har al mulig respekt for, at der selvfølgelig er nogen derude, hvis generelle livssituation og uheldige forhold gør, at specialeoplevelsen ender negativt. Men ud fra hvad jeg selv har oplevet og observeret, er det for manges vedkommende også selvforskyldt. Jeg synes, det er hamrende ærgerligt, at specialet skal italesættes så negativt. Det burde ikke være noget, man frygtede, men noget man glædede sig til.

LÆS OGSÅ: Cand.mag. i ensomhed

Specialet er afslutningen og højdepunktet på den akademiske uddannelse, og det er den bedste mulighed, man får for at vise sine evner og beskæftige sig med noget, man brænder for. Det, synes jeg, vi bør tale op. At skrive speciale burde være festligt og fantastisk og italesættes som sådan. Lad os skabe en virkelighed, hvor det at skrive speciale er det fedeste ved at tage en akademisk uddannelse.

Held og lykke til alle specialestuderende og husk at nyde jeres sidste tid på universitetet!