Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Stor medicinsk pris til to KU-forskere

NAVNE - Professor Elsebeth Lynge og professor Jens D. Lundgren får årets KFJ-priser for deres forskning, der har gjort en stor forskel for mange mennesker med livstruende sygdomme.

Det er to internationalt anerkendte KU-forskere, der hver modtager 1,5 millioner kroner fra Kirsten og Freddy Johansens Fond, KFJ-prisen, i juni 2016.

Pioner i forebyggelsen af kvinders kræftsygdomme

Elsebeth Lynge er internationalt anerkendt for sin mangeårige forskning inden for epidemiologi og folkesundhed, der er baseret på omfattende dataindsamling i den danske befolkning.

I dag tilbyder det danske sundhedsvæsen tidlig screening for begyndende brystkræft eller forstadier til livmoderhalskræft, så lægerne kan påbegynde behandlingen tidligt og øge mulighederne for helbredelse. Elsebeth Lynge har været en afgørende drivkraft for at tidlig diagnosticering er blevet normal procedure i Danmark.

Professor, mag.scient.soc. Elsebeth Lynge blev i 1998 udnævnt til professor i epidemiologi ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på KU, hvor hun er leder af Center for Epidemiologi og Screening.

Karrieren begyndte med en interesse for sociale forholds betydning for udvikling af sygdom. Elsebeth Lynge har gennem årene arbejdet tæt sammen med kliniske miljøer for at vurdere effekten af screening for kræft blandt kvinder.

Om modtagelsen af KFJ-prisen siger Elsebeth Lynge:

»Det har været vigtigt for mig at udligne de sociale skel, så alle kan få en lige behandling i sundhedssystemet. Denne anerkendelse gør mig meget glad og giver mig motivation til at tage nye emner op.«

Dansk forskning skubber til den globale indsats mod hiv/aids

Jens D. Lundgren og kollegers forskning førte i 2015 til en ændring af WHO’s retningslinjer for behandling af hiv-smittede. Det betyder, at millioner af smittede nu tilbydes en antiviral behandling straks efter, at diagnosen er stillet. Den tidlige indsats vil forbedre patienternes livskvalitet og forlænge deres levetid markant.

Som en sidegevinst viste Jens D. Lundgrens forskning også, at den tidlige behandling kan forebygge andre sygdomme som kræft og tuberkulose.

I dag er der omkring 35 millioner hiv-smittede, og færre end 17 millioner er i behandling, så de nye retningslinjer får afgørende betydning i den globale indsats mod hiv/aids.

Overlæge, dr.med. Jens D. Lundgren er professor i infektionsmedicin ved KU. Han leder flere store, multinationale forskningsnetværk i Europa og globalt og har tidligere fået store forskningsstipendier fra EU, EMA og NIH.

I øjeblikket er han leder af PERSIMUNE, et grundforskningscenter, der forsøger at finde svar på hvorfor nogle patienter bliver syge af deres immundefekt, mens andre går fri.
Om modtagelsen af KFJ-prisen siger Jens D. Lundgren:

»Jeg er meget beæret over at modtage prisen og glad for, at SUND anerkender vigtigheden af dette forskningsområde.«

Dekan: De gør en stor forskel

»Jeg er særdeles stolt over, at begge forskere på hver sit område har vist international gennemslagskraft. De har skabt resultater med betydning for store patientgrupper med livstruende sygdomme og medvirker aktivt i bestræbelserne på at løse verdens store sundhedsudfordringer, siger SUND-dekan Ulla Wewer og tilføjer:

»Samtidig er både Elsebeth Lynge og Jens D. Lundgren fremragende formidlere af deres forskningsområder. De fortjener i den grad at blive hædret.«

gbg@adm.ku.dk

Seneste