Stress på uni: Cecilie Alisa Wolters måtte opgive studiet, men bruger i dag det destruktive i sine fantasybøger

Cecilie Alisa Wolters læste dansk på Københavns Universitet fra 2013 til 2016.

Det var på mit tredje studieår, at jeg kom hjem fra en bytur og ikke kunne trække vejret. Jeg cyklede forbi Rigshospitalets reception den aften og sagde: I bliver nødt til at gøre noget, ellers slår jeg mig selv ihjel nu. Jeg var selvfølgelig bankelam og snøvlede gennem ordene.

Jeg var simpelthen i the hero’s darkest moment, hvis man kan sige det sådan.

De kørte mig ud på en psykiatrisk afdeling og lod mig dampe af. Jeg sad der i seks eller otte timer, indtil jeg var nogenlunde ædru. Min mor kom, og hun græd og græd. Men efter jeg så hende, ville jeg alligevel ikke indlægges, så jeg blev kørt hjem.

I det følgende halve år levede jeg i en slags skindød tilstand. Jeg dukkede ikke op til undervisning og isolerede mig fra alle mine venner. Jeg tog heller ikke kontakt til universitetet. Jeg var så langt ude, at jeg troede, at universitetet ville blive sure på mig eller smide mig ud, fordi jeg var for ustabil.

Tredobbelte søndagsblues

Det var altid min helt store drøm at gå på universitetet, men fra starten var jeg en studerende, der havde brug for særlige hensyn. Jeg kæmpede allerede i gymnasiet med diagnosticeret spiseforstyrrelse, depression og andre diagnoser, der hang ved til langt ind i mine tyvere.

Jeg skrev meget fanfiction og genrefiktion på uni og oprettede et par skrivegrupper på dansk, hvor jeg prøvede at finde nogen med de samme interesser. Men det jeg skrev, faldt meget uden for normen, og jeg følte ikke, at det var finkulturelt nok. Det var hårdt at møde holdkammerater, som syntes, at det, jeg lavede, var barnligt. Det, du skriver, er jo ikke rigtigt litteratur. Og det, du læser, er trash, sagde de.

En dag sad vi i undervisningen og snakkede om litteraturanalyser, og så bragte jeg en bog på banen, der hedder ‘Interview With A Vampire’, som jeg syntes havde nogle af de samme litterære tendenser. Min underviser gik op til tavlen, og så himlede han med øjnene og sagde: Ja, men den bog kan vi jo ikke snakke om her.

Jeg nåede faktisk næsten at gå helt væk fra fantasygenren, og troede, at jeg skulle være poet i stedet.

Jeg kan næsten ikke huske noget fra første semester, fordi der blev festet så meget. Og hånd i hånd med drukkulturen kom depressionen fra mine teenageår igen krybende. De fleste kender måske søndagsblues. Hvis du lægger den oveni at have angst eller en depression, så tredobler du nok den følelse.

Jeg blev dog ved med at hænge i, og klarede med nød og næppe mine eksaminer, mens jeg faldt dybere og dybere ned i depressionen.

Angsten kom tilbage med eksamen

Det endte med, at jeg satte studiet på pause, da jeg blev gravid med min første søn. Det flippede en eller anden kontakt i mig. Nu kunne jeg ligesom ikke tage livet af mig selv, fordi jeg var ansvarlig for en anden.

Jeg havde det ufatteligt godt under hele min barsel. Jeg havde tid til at skrue ned for tempoet og skrive den fantasyfortælling, der havde ligget på lur siden studiestarten.

Min bog handler også om selvskade, depression og ensomhed. Det handler om en hovedperson, der er destruktion. Hun ødelægger sig selv, sine forhold og smadrer ting omkring sig. Hun er en outsider. Den har fået virkelig god respons. Folk siger, at det er noget, der har manglet i dansk fantasy. Der har været en tendens til at skrive om alt det søde og alt det gode i fantasy. I min bog er alle bare onde.

Da jeg skulle tilbage på eksamensbænken, kunne jeg mærke alle de dårlige følelser komme op igen. Den der sorte angst var ligesom tentakler, der nærmest trak mig ned i dybet.

Jeg var angst for at dumpe. For at møde op. For at være der. Bare det at gå ind på KUA provokerede angst og rystelser igennem hele min krop. Det mindede mig om det værste øjeblik i mit liv og den aften på Rigshospitalet, hvor jeg var ved at tage livet af mig selv. Jeg var så bange for at komme tilbage til det. Især nu som mor. Der besluttede jeg mig for at stoppe på studiet.

I starten var det et kæmpe nederlag. Jeg var flov over at skulle sige det til andre. Det føltes pinligt. Men senere hen har jeg valgt at lægge noget styrke bag det. Man skal ikke dø for en uddannelse.

LÆS OGSÅ: Stress på uni: Galoperende stress sendte Thomas Krag-Sander på orlov fra studiet i et år