Stud.scor? Dating på Diamanten

Siden min start på Københavns Universitet for år tilbage har jeg hørt historier om, at mange dates starter på en bestemt læsesal under Det Kongelige Bibliotek. Et sted, hvor snublende blikke bliver til hastigt nedfældede telefonnumre på fedtede papirlapper og dernæst kaffe.

Læsesalen hedder Læsesal Øst og befinder sig på venstre hånd, når man går mod vandet fra udlånsbroen med Per Kirkebys loftsmaleri. Officielt har læsesalen ikke noget med dating at gøre. Spørger man bibliotekaren umiddelbart inden for døren, om det er her, folk kaster sedler efter hinanden i håbet om den store kærlighed, svarer han:

»Det ved jeg ikke. Jeg har i hvert fald ikke fået nogen.«

Tøjet gør det ikke alene

Jeg vælger at prøvekøre rygtet med mig selv som testpilot. Jeg skal finde en pige, som jeg kan smide mit nummer hos. Og skal man det, må man have udseendet i orden. Derfor træder jeg ind på læsesalen i det bedste sæt tøj, som jeg ejer: et par mørke jeans, en jakke og en skjorte, der er krøllet på den helt rigtige måde. En markant kontrast til min sædvanlige læsning derhjemme, hvor jeg i en underlig cocktail af joggingbukser, beskidte tallerkner og morgenbad langt ude på eftermiddagen fedter rundt med min overstregningstusch.

Tøjet gør det dog ikke alene. Ens studie skal være lige så hot som ens tøjvalg, og har man det på plads, går det altså ikke at sidde med et slidt kompendium fra Datalogi. Nej, skal man vække diskret opsigt, har studier med dametække væsentlig bedre odds. Og hvem vandrer lettere ind i et ungt pigehjerte end en kommende læge?

Medicinstuderende med ånd

Jeg har derfor gjort mit forarbejde og været forbi en medicinstuderende veninde på vejen. Her har jeg lånt et par af hendes bøger. De har store tydelige titler og godt med post-its, så damerne kan se det pensum, jeg allerede har pløjet et par gange.

Akademiske fruentimmere vil dog have mere end mænd med lovende karrierer. De vil også have ånd; dybe samtaler om eksistens, kønsroller og marginaliserede samfundsgrupper. Det er faktisk vildt synd for handikappede og lesbiske eskimoer og den slags.

Derfor tager jeg også lige forbi en anden ven og låner et par bøger om homonationalisme, postkolonialisme og en ordentlig portion Sartre. Da jeg ser, at han også har et model af et kranie stående(!), tager jeg i tillæg det med under armen. Så kan jeg løfte det op foran mit ansigt på strategisk rigtige tidspunkter og recitere Shakespeare. »To be, or not to be, that is the question.«

Snublende blikke

Da jeg ankommer til læsesalen med min oppakning, bliver jeg i tvivl, om det er den rigtige. Den ligner alle andre læsesale med sin samling af lydløse Macs, hvis skærme fordeler sig på lige dele Facebook og halvfærdige Word-dokumenter.

Jeg placerer mig i midten og prøver ihærdigt at få øjenkontakt med en pige et par borde fra mig. Jeg må dog have lignet et begyndende epilepsi-anfald, for hun kigger hurtigt væk igen. Uden at smile.

Jeg vælger en ny strategi: webcameraet. Via det lille kamera i toppen af min computer, kan jeg spotte potentielle ofre. Jeg finder hurtigt et. Hun sidder længst ude til højre, det er perfekt, for så kan jeg hurtigt aflevere mit nummer, uden at hun kan nå at gøre indsigelser.

Jeg arbejder længe på en seddel til hende. Og den når at blive helt klam af angstfuld sved og en nedslidt blyant, før jeg får skrevet: »Vil du drikke kaffe. Snart? 42565675.«

Action!

Jeg rejser mig, mens min mave beslutter sig for at løvebrøle grundet al for meget morgenkaffe. Et par læsegrupper kigger i min retning, da jeg går de farefulde skridt mod mit offer. Jeg sørger for at sætte mig på hug foran hendes bord, før jeg overleverer noten. Sådan laver man et IRL profilbillede, tænker jeg og giver hende mit nummer. Et sekund efter har jeg vendt hende min svedige ryg og vadet ud ad døren.

Et par timer senere derhjemme får jeg en SMS. Min krop ryster i takt med den lille vibrerende mobil i lommen. Jeg tager telefonen op og konstaterer paranoidt, at det bare er min kæreste, der skriver…

uni-avis@adm.ku.dk