Studenterrådet: Hvorfor kæmpede vi ikke hårdere imod reformerne?

Deres Majestæt, kære minister, kære bestyrelse, kære rektor, kære medstuderende, ærede kolleger, mine damer og herrer og alt derimellem.

For lidt over hundrede år siden fik nogle studerende på et kollegieværelse en idé. Hvad hvis vi dannede et fællesskab, en forening, hvor man kunne diskutere tidens politiske brændpunkter. Stærkt inspirerede af Wilsonske idéer om alle nationers ret til selvbestemmelse ville de tale om, hvordan man kunne bygge land. Og når man samles i fællesskaber, kommer man på et tidspunkt til at have brug for symboler, der fortæller, at man er del af klubben.

Så fire af dem satte sig igen på et kollegieværelse for at finde det. De tegnede og syede, og nu sad de med et lille bordflag. På tidspunkt gik de ned til flagfabrikken og fik en udgave lavet i stort format. Og de tog det, og de luftede det for første gang i Københavns gader, og de gik fra Christiansborg til Amalienborg med et budskab om, at ’her kommer vi’ og ’her er, hvad vi mener’.

Hvad der i dag måske ses som drengestreger, ungdommens idealisme, skulle vise sig at blive et skridt i en historisk proces. For det flag, de lavede, det symbol, det mærke, det blafrer stadig. Det er mit flag, det færøske flag.

Hvad disse drenge også var, er en del af en tradition på vores universitet. En tradition, der strækker sig fra demonstrationerne mod enevældet, for en grundlov og for demokratiet. Over studenteroprør for studenterinddragelse og frigørelse for den enkelte. Til de kampe, der er i dag.

Alle disse er eksempler på, hvad jeg synes, er universitetets ånd. Vores vilje til protest og vores tendens til forandring. For det er heller ikke tilfældigt, at alle disse har haft deres rod og virke på Københavns Universitet. Vores universitet er et middel for forandring i samfundet og verden og vores forståelse af den.

Men min tale skal ikke handle om det, som er, men om det, som er udeblevet.

De senere år har vores universitet set store ændringer. Blot i min studietid har universiteterne gennemgået tre store reformer: Udflytning af flere fag til Søndre Campus, 1-årige kandidatuddannelser og afskaffelsen af det sjette SU-år. I et hjørne af mit værelse hænger plakater som et minde om den modstand, vi som studerende har gjort.

I begyndelsen af min studietid kunne vi stadig mærke de sidste krampetrækninger fra fremdriftsreformen og grønthøsterbesparelserne. Det er svært ikke at se de påvirkninger, det har haft for det at være studerende, og det er svært ikke at se, at vi bliver presset til komme hurtigere gennem uddannelsessystemet, uden egentlig omtanke om vi får det samme udbytte. Bør vi være overraskede over, at studerende er mere stressede og trives mindre, når konsekvensen af at fejle er mindre økonomisk støtte?

Så hvorfor kæmpede vi ikke hårdere? Hvorfor lod vi det ske, uden at tusindvis af studerende gik på gaden? Måske er det på grund af mængden af ændringer. Måske på grund af den stress, vi har fået fra førnævnte reformer. Eller måske er det den magtesløshed, vi som studerende og ungdom føler mod det politiske system. Er det overraskende, når vores bekymringer bliver ignoreret, og vores grundlag bliver forværret, at vi føler os apatiske? Og hvorfor føle håb, når det, vi kæmper for, er at bevæge os tilbage?

Fordi forværringerne har gjort os angste for ændringer på universitetet, og det er jo kun forståeligt. Brændt barn skyr ild. Men status quo er og må ikke være acceptabelt, og vi må ikke blive fanget af en påtænkt fortids glorværdighed. Vi må genoverveje, hvad det betyder at være universitet og studerende anno 2024.

Vi har dog også, trods betingelserne, klaret at ændre nogle ting på universitetet. Universitetet er for eksempel blevet mere velkommende over for minoriteter, og genindførelsen af specialeforsvaret har betydet, at man som studerende kan få en værdig afslutning på uddannelsen. Men lige meget, hvor god vilje vi som universitet måtte putte i at øge trivslen og uddannelseskvaliteten, er der nogen grundbetingelser, vi ikke kan ændre på alene. Derfor er det på tide, at vores universitet gør sig til rede til kamp.

Fordi det er nu, hvor universitetet ændrer sig mod vores vilje, at vi skal turde at drømme om noget bedre. Det er nu, vi skal have vision for fremtiden, så vi kan ændre universitetet til at arbejde for os. Det er nu, vi har brug har for noget at kæmpe for.

Som studerende drømmer jeg om et universitet, hvor vi ikke skal presses gennem uddannelsessystemet, hvor vi har tid til at fordybe os i vores studier.

Jeg drømmer om et universitet, hvor viden ikke er defineret ved et tal, og hvor det at lære handler om at forstå, ikke blot om at bestå.

Jeg drømmer om et universitet, der er for alle studerende, hvor man uanset baggrund kan komme ind og se det som sit sted. Et universitet, hvor ens forældres pengepung ikke skal bestemme, om man har fornødenhederne til at færdiggøre sin uddannelse.

Og sluttelig drømmer jeg om et universitet, hvor vi som studerende, forskere og medarbejdere strukturelt har mere at sige. Jeg drømmer om et universitet med et stærkere demokrati og en stærkere demokratisk kultur.

Så lad os atter finde KU’s ånd frem igen, lad os atter kæmpe for en fremtid. Fire drenge startede en politisk bevægelse – tænk, hvad vi kan, når vi står sammen som universitet.

Tak!