Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Univalg 2024 — Spidskandidaten for Studenterrådet ser frem til arbejdet i bestyrelsen og glæder sig over en rekordhøj valgdeltagelse.
Det var en gruppe spændte studenterpolitikere, der 4. december lidt over middag stimlede sammen i bestyrelseslokalet på Københavns Universitet.
Resultaterne fra årets univalg skulle offentliggøres.
Og som mange havde spået, blev det Studenterrådets spidskandidat, Jesper Gür, der fik pladsen som de studerendes nye repræsentant i universitetsbestyrelsen for de næste to år. Her kommer han til at gøre sin listefælle Signe Berner selskab, der har siddet i et enkelt år.
Hovedpersonen selv var naturligvis ganske tilfreds, da Uniavisen talte med ham kort efter, stemmerne var offentliggjort.
»Jeg synes, det er et godt valgresultat for hele KU. Når vi står sammen, står vi stærkere, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med arbejdet,« siger Jesper Gür.
Valgdeltagelsen er den højeste i mange år, så det er et tegn på, at der er et sundere studenterdemokrati
Jesper Gür, spidskandidat for Studenterrådet
Studenterrådet inklusive støttelister fik 4.380 stemmer, hvilket svarer til 63 procent af det samlede antal. Sidste år fik de 61,9 procent af stemmerne.
»Vi har haft mange støttelister i år fra de forskellige fakulteter, og på den måde er vi også kommet tættere på de studerende. Det har været et rigtigt træk, i og med at et af vores mål har været at møde de studerende, der hvor de er,« siger Jesper Gür, som erklærer sig stolt af Studenterrådets indsats i valgkampen.
I år har 19,2 procent af de studerende stemt til bestyrelsesvalget, hvilket er markant flere end sidste år, hvor valgdeltagelsen var 14 procent. Den stigende valgdeltagelse glæder det nye bestyrelsesmedlem:
»Valgdeltagelsen er den højeste i mange år, så det er et tegn på, at der er et sundere studenterdemokrati, og vi er nået ud til flere studerende, og det har været en af mine hovedopgaver at gøre studenterpolitik relevant. Så det skal vi blive ved med,« siger Jesper Gür.
Artiklen fortsætter under grafikken
Valgets nummer to blev Konservative Studerende, der inklusive fælleslister fik 1.084 stemmer, hvilket svarer til 15,6 procent af stemmerne. Det er en fremgang på knap et procentpoint sammenlignet med resultatet i 2023.
Resultatet betyder også, at Konservative Studerende blev større end socialdemokratiske Frit Forum.
»Jeg tror, vi har været rigtig gode til at aktivere vores frivillige. Derudover har vi for første gang nogensinde været til stede på alle fakulteter, og det tror jeg også har gjort en kæmpe forskel. Og så har vi bare været gode i år til at vise de studerende, som måske er lidt blå eller på midten af dansk politik, at vi er til stede, og at de kan stemme på os,« siger Josefine Paaske, der var spidskandidat for Konservative Studerende.
Ifølge Konservative Studerende har Studenterrådet et klart ideologisk ståsted, selvom Studenterrådet hævder det modsatte. I valgkampen har Konservative Studerende forsøgt at oplyse de studerende herom, og det er en strategi, som ifølge Josefine Paaske skal bruges endnu mere næste år.
»Studenterpolitik er politisk, så man skal turde vise, at Studenterrådet også er politisk, og hvordan de er det. Vi er også enige med Frit Forum om, at vi alle bliver nødt til at vise os med de kulører, vi har,« lyder det fra Josefine Paaske.
En af valgets største tabere blev Frit Forum, som med 750 stemmer fik 10,1 procent af stemmerne. Sidste år fik den socialdemokratiske liste 16,3 procent af stemmerne.
Vi føler virkelig, at Studenterrådet er et eneherskerparti, som man kæmper lidt imod
Josefine Paaske, spidskandidat for KS
»Jeg tror, det skal ses i lyset af en rimelig stor valgdeltagelse. Det må man jo sige isoleret set er positivt, at der er flere, der har stemt, men det har betydet et dårligere valg til os. Samtidig er der flere lister i år, og derfor også større konkurrence, og det har vi ikke været gode nok til at tappe ind i,« siger formand for Frit Forum, Felix Wohlert.
Frit Forum har i mange kæmpet for gratis menstruationsprodukter på KU. En mærkesag, som Studenterrådet med en aftale med ledelsen kort inden univalget fik realiseret.
»Jeg tror blandt andet, at vi skulle have taget bedre ejerskab over den her sag om gratis bind og tamponer. Det tror jeg var en stor succes for os sidste år,« siger Felix Wohlert.
For at blive en reel konkurrent til Studenterrådet vil det ifølge både Josefine Paaske og Felix Wohlert være en mulighed at indgå et valgforbund mellem de to lister til næste års valg.
»Jeg kan love dig for, at det fylder en del mere end tidligere. Vi føler virkelig, at Studenterrådet er et eneherskerparti, som man kæmper lidt imod. Vi er tættere på at nå dertil, hvor vi tænker, at hvis vi skal vende studenterpolitik til at inkludere flere, så skal vi også på et tidspunkt finde en eller anden form for demokratisk front,« siger Josefine Paaske.
Også Felix Wohlert ser det som en reel mulighed allerede fra næste år at indgå et valgforbund mellem de to umiddelbare konkurrenter.
»Hvis der er et realistisk alternativ uden om Studenterrådet med for eksempel Konservative Studerende og Frit Forum, og vi kunne blive enige om det, så er det noget, jeg sagtens kunne forestille mig,« siger Felix Wohlert.