Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studenterrådets tale ved årsfesten 2017

Årsfesttalen 2017 — Fra Studenterrådets tale ved årsfesttalen i KU's store festsal 17. november er budskabet, at de studerende selv vil være med til at udvikle både universitetet og samfundet, men nogle betingelser er i dag blevet så urimelige, at der skal strukturelle ændringer til, så de studerende ikke tror, at det er deres egen skyld, når noget går galt.

Deres Majestæt

Kære minister

Kære bestyrelse og rektor

Kære medstuderende og ansatte, mine damer og herrer.

For et år siden gik jeg ned med stress. Jeg lå derhjemme og kunne hverken gøre fra eller til. Jeg sloges med mig selv og erkendelsen om, at det hele var blevet for meget. Jeg tænkte det måtte være mig den var gal med. At jeg havde gjort noget forkert, siden jeg tabte de bolde på gulvet, jeg ellers havde haft så let ved at jonglere tidligere.

Mens jeg lå og så verden glide forbi, havde jeg brug for at univers at blive væk i som ikke var verden udenfor mine vinduer. Som ikke var mit job og mit studie og de afleveringer jeg burde have lavet eller de mails jeg burde have svaret på. Så jeg tyede til et velkendt parallelunivers, der har fulgt mig siden barndommen. Jeg genlæste Harry Potter.

I mange år var Harry Potters univers det mine venner og jeg søgte tilflugt i. Her så jeg piger blive hyldet for at være kloge og læse bøger. Her så jeg vennerne Harry, Ron og Hermione holde sammen – lære sammen og hjælpe hinanden, fremfor at konkurrere mod hinanden. Min generation er opvokset i Harry Potters verden. Og jeg tror historierne om Harry, Ron og Hermione står tydeligere for de fleste universitetsstuderende end nordisk mytologi, islandske sagaer eller dansk litteraturs kanon. Historierne har sat gang i en nysgerrighed, der har fulgt os gennem ungdomsårene og er blevet til den faglige passion vi i dag bruger i vores studier.

En universitetsuddannelse er ikke længere en garanti for at få et job
Malou Astrup Clemmensen

På mange måder minder Harry Potters univers om noget vi burde stræbe efter som universitet. Her bliver der givet belønninger til de studerende der tager chancer. De unge hekse og troldmænd bruger det meste af deres tid på bibliotekerne, eller sammen med dedikerede undervisere. Undervisere der vel at mærke ved hvad de hedder.

Her er verden fri for fremdriftsreformer og omprioriteringsbidrag. Her bliver der undervist i virkelighedens stof og der søges efter sandheden.

Det er altafgørende at have et universitet hvor læring er i højsædet. Hvor der er plads til, at vi kan fordybe os i vores fagligheder. Hvor vi ikke bare spytter jævne praktikere ud. Vi skal turde tro på, at vi bliver dygtige nok af at gå her – på Københavns Universitet. Det skal være stedet der danner kritiske medborgere og som åbner rum for en faglig nysgerrighed, der ikke findes andre steder i samfundet.

Mange studerende spørger sig selv ”Er jeg god nok” eller ”Er der overhovedet brug for mig i fremtiden”. Hvad skal det dog bruges til, at vi kan tyde gotisk eller lave pivottabeller.

Derfor må vores mål som universitet være, at uddanne metodestærke, kernefaglige akademikere. Men det betyder ikke, at vi ikke må have kontakt med virkeligheden omkring os. Vi skal ikke bure os inde i elfenbenstårnet, men forstå verden netop fordi vi har fordybet os i vores fag. Fordi vi har lært hvad vores viden kan omsættes til udenfor universitetets mure.

En universitetsuddannelse er ikke længere en garanti for, at få et job.

Vi hører om arbejdsløshed og bliver presset af karakterræs. Vi kan se frem til korte ansættelser og dårlige forhold, når vi engang står udmattede med kandidatbeviset i hånden.

Derfor er det afgørende, at løsningerne er strukturelle ændringer. Så ingen tror, det er deres skyld når det går galt
Malou Astrup Clemmensen

Faktisk kan det nogle gange føles som om, der svæver en mørk ånd rundt og suger livet ud af os. På mange måder, er det ligesom dementorerne der svæver rundt og suger livet ud af Harry og hans venner. Lad mig slå fast med det samme: Vi får ikke suget sjælen ud på KU. Så slemt står det trods alt ikke til.

MEN – Her går de studerende i stedet ned, når pres fra samfund og forventninger bliver for meget. For det er for meget, når det forventes at vi både skal have fået de bedste karakterer og samtidig have haft masser af erhvervserfaring. Vel at mærke uden at kunne skrue ned for nogle af delene – takket være I-ved-nok-hvilken-reform.

Vi kan ikke spå om fremtiden. Men lige nu prøver vi at indrette vores uddannelsessystem som om ministeriet er i besiddelse af en spåkugle. Sådan virker det i hvert fald, når de beslutter sig for at sætte loft over hvor kloge vi må blive. Det er muligt at vi kommer til at vælge forkerte uddannelser i første omgang. Vores system bliver nødt til at bygge på, at vi kan blive klogere – og få lov at vælge om.

Tænk hvis vi havde en fordelingshat, som kommende studerende kunne få lov til at prøve, når de havde lyst til at læse på universitetet. En hat, som så på deres evner, deres udviklingspotentiale og så pegede dem i den bedste retning for dem. Tænk hvis vi kunne skabe et system der værdsætter studerendes lyst til at lære nyt og passion for et fag. Frem for at tale grimt og skære ned på de fag der – lige nu(!) – sender lidt for mange kandidater ud i arbejdsløshed.

Vi – studerende – drømmer om et universitet hvor underviserne kan vores navne. Hvor vi har læseklubber med vores undervisere. Fordi der er tid og plads. Hvor det er relevant at vide hvad vi hedder.

Det er jo ikke fordi underviserne ikke vil lære vores navne. Det er fordi den måde vi indretter universitetet på, ikke fordrer at vi skal vide hvem hinanden er. Fordi undervisere alt for mange steder, først og fremmest er forskere, der kommer og leverer viden til passive studerende.

Men jeg har oplevet, hvad der sker når undervisningen i stedet bliver dialogbaseret. Jeg havde en underviser der med bævende hænder og nervøsiteten helt uden på tøjet gav os, sit 3. Semester hold, et udkast af den bog han var ved at skrive ud fra sin forskning. Fordi han mente det var vigtigt at få vores feedback på den. Han kunne se værdi i, at inddrage os.

Når det sker: Så opstår faglig sparring. Så blive begge parter klogere. Så bliver det nødvendigt at vide, hvad hinanden hedder.

Jeg drømmer om et universitet der fordrer læring og samskabelse af viden. Hvor vi har læsegrupper, der følger os gennem hele studiet. Hvor vores eksamener afspejler det vi skal lære, og ikke er et kapløb om at huske mest muligt udenad.

Vi har vist, at vi kan levere det bedste modsvar til dårlige reformer. At vi kan forme løsningerne. Vi har oprettet mindfullnesskurser på medicin, for at skabe frirum og ro om vores studier. Så alle får de bedste muligheder for at lære.

På sociologi tog de studerende sagen i egen hånd, da deres holdundervisning blev sparret væk. Der har man oprettet frivillige øvelseshold, så de nye studerende også får lov at opleve hvor meget mere læring der skabes på små hold og i dialog.

De psykologistuderende har startet Psykologisk SamtaleCenter hvor man gratis kan få rådgivning og hjælp, når det hele bliver for meget. Og hvor studerende får mulighed for at teste deres faglighed i praksis.

Vi studerende, viser hver eneste dag, at vi er aktive medskabere af universitetet.
Malou Astrup Clemmensen

Vi knokler for bedre fagmiljøer. For at alle kan søge sandheden og alle kan udleve deres fulde potentiale.

Vi studerende, viser hver eneste dag, at vi er aktive medskabere af universitetet. At vi ikke er passive studerende på et samlebånd. Vi skal være en del af udformningen af vores fagmiljøer, fordi vi tager ansvar for vores uddannelser og brænder for vores fag. Vi kræver ikke at ledelsen løser alle problemer – derimod kræver vi at være med ved det bord, hvor vi sammen udvikler vores universitet.

Nogle gange må de på Hogwarts blæse til kamp for deres fag. Så står studerende og undervisere side om side i slaget mod de onde kræfter der vil overtage skolen. Der er lang vej fra nutidens Københavns Universitet til idealerne fra Hogwarts. Ikke fordi vores undervisere ikke vil stå sammen med os om bedre læringsmiljøer. Det oplever jeg sådan set, at de gerne vil. Men fordi de er for pressede til at nå det hele.

Universitetet er det sted vi lærer at tage del i samfundet. Ikke kun fordi vi undervises i vigtigheden af det. Men fordi vi er med til at forme vores egne fag. Vi er en del af beslutningerne om faglig retning, om pensum og eksamener. Derfor lærer vi, at vi kan forme verden omkring os. At vi kan stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand og turde drømme om en anderledes verden. Hvad enten det handler om at give et fag en mere meningsfuld eksamen eller det handler om at udvikle vores fælles samfund.

I dag jeg ved godt, at det ikke var min skyld, at jeg gik ned med stress. Og jeg hører gode venner, fortælle sig selv det samme. Jeg var en af mange studerende, som havde svært ved at få enderne til at mødes. Det viser vores egne tal og køen til professionel hjælp.

Vi prøver ihærdigt at minde os selv om, at det er systemet der er noget galt med. At det er samfundet vi skal gøre op med. Men det er svært – for det nemmeste er at vende skylden indad. Derfor er det afgørende, at løsningerne er strukturelle ændringer. Så ingen tror, det er deres skyld når det går galt.

Vi bliver nødt til at minde hinanden om, hver eneste dag, at vores verden kan være anderledes. At intet at hugget i sten og dårlige reformer sagtens kan laves om.  Hvis vi tror på det. Hvis vi kæmper for det. Selv vores minister taler om at skabe kvalitet i vores uddannelser. Fordi vi har tvunget det på dagsordenen. Fordi vi insisterer på at universitetet kan blive bedre end det er i dag.

Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at hæve vores ambitioner for uddannelse. At vi kan skabe et universitet i verdensklasse. Jeg ved mine medstuderende er med mig. Jeg håber at mine undervisere, da ansatte og ledelsen – og ministeren – også vil tage del i arbejdet.

Tak for ordet

Talen er holdt af Studenterrådets forkvinde, Malou Astrup Clemmensen

Annonce

Seneste