Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studerende gik fra hus og hjem

BOLIGNØD - Det så jammerligt ud på den gode måde, da en håndfuld studenteraktivister mandag den 9. november gjorde sig hjemløse i et par timer for at få politikerne til at afværge en truende boligkrise

Forbipasserende ser ud til at have oprigtigt ondt af den lille samling studenteraktivister, som har indfundet sig på Rådhuspladsen. Så på den måde er regnen klart til de studerendes fordel.

En halv snes aktivister fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF) har gjort sig selv hjemløse i et par timer, og når regnen siler og drypper ind i deres sjusket opslåede telte og ned i deres møjsommeligt hjemmebagte chokoladekage – ja, så ser det hele unægtelig lidt jammerligt ud.

Sagen, som de lader sokkerne fugte for, er kampen for flere og billigere boliger til landets studerende. En boligkrise truer, og det kan ende med at gå ud over de mindst bemidlede studerende og selve kvaliteten af de færdiguddannede dimittender, advarer DSF.

Lejere behandles ulovligt

Og valget af telte som blikfang er ikke tilfældigt. Ifølge næstformand i DSF, Laura Toftegaard Pedersen bor flere nytilflyttede studerende på vandrehjem, i campingvogne og i telte hos venner og familie. Det er især omkring studiestart, at presset på boliger er stort.

Ventelisterne til kollegierne er ofte op til et år lange, med mindre man har de rette kontakter, og værelset for enden af listen, er som regel dyrt og dårligt. Mange studerende mister tålmodigheden og søger efter bolig på det private udlejningsmarked, siger Laura Toftegaard Pedersen.

Her er priserne høje, og ti procent af lejerne bliver behandlet i strid med loven. For eksempel presses mange til at betale penge under bordet, og lejen sættes ofte højere end Lejernes LO tillader, forklarer hun.

Problemet vokser

Rådhuspladsen er som et vandspejl denne eftermiddag, og aktivisterne og de fremmødte journalister rykker sig sammen og deler paraplyer. Der er ingen vaskeægte hjemløse i sigte, men de er selvfølgelig også mere erfarne, og har sikkert søgt tilflugt på en nærliggende banegård.

De studerende afviser, at de slår plat på de hjemløse. Også selv om de til lejligheden har fået trykt deres egen hjemløseavis. Faktisk bringer næste nummer af Hus Forbi en artikel om de studerendes boligsituation, siger Laura Toftegaard Pedersen.

Og situationen ser ikke ud til at blive bedre foreløbig. Inden for de næste ti år vil 22.000 unge mellem 18 og 29 flytte til København, og der er ingen umiddelbare politiske løsninger under opsejling.

Kommunen og regeringen deler ansvaret

Da Universitetsavisen for nylig interviewede overborgmesterfavorit Frank Jensen (S), lovede han 850 nye almene boliger – altså ikke ungdomsboliger – og afviste desuden, at huslejen på nye kollegier kan komme under 3.000 kroner om måneden. DSF er da heller ikke videre optimistiske.

»Udsigten er lige som vejret i dag grå og trist. Politikerne er enige om, at der er et kæmpe problem med boligmangel blandt de studerende, så jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor de ikke handler på det, og hvorfor der ikke er nogen, der har et konkret forslag til en løsning på problemet,« siger hun og sætter fingeren på en af grundene til de nuværende problemer.

»Københavns Kommune har de senere år ført en bevidst politik om ikke at bygge flere ungdoms- og kollegieboliger i byen, og har bevidst fremmet byggeri af store lejligheder og byrenovering, som tillader prisstigninger. Derudover forbød regeringen i 2006 kommunerne at sælge grunde under markedsprisen, så det gør det sværere at bygge boliger.«

3.000 kroner er for meget

Tietgen-kollegiet ved KUA er splinternyt – og i kollegieklassen en ren øjesnack – hvilket kommunalpolitikere ofte påpeger. Men med en husleje på cirka 3.700 kroner er den slags byggerier også alt for dyre, siger Laura Toftegaard Pedersen og påpeger, at boligkrisen kan gå ud over kvaliteten af færdiguddannede studerende. Især dem, som ikke støttes økonomisk hjemmefra.

»Videnskabsministeriet fraråder, at studerende arbejder mere end ti timer om ugen. Men en studerende med en husleje på 3.000 kroner skal i gennemsnit arbejde 13 timer om ugen, og stadig tage et studielån, for at have råd til de fornødne ting som computer og internet«

»Hvis man vil opfylde målsætningen om, at 50 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, og at man generelt skal hurtigere igennem sin uddannelse, så er man nødt til at sætte nogle ordentlige rammer for de studerende,« siger hun.

ser@adm.ku.dk

Seneste