Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Efter august måneds kirkerydning og knippelsuppe i Rantzausgade vil en ny studenterforening kæmpe for permanent opholdstilladelse til irakiske flygtninge i Danmark
Politiets rydning af Brorsons Kirke, hvor en gruppe udvisningstruede irakiske flygtninge havde søgt kirkeasyl siden maj, har skabt voldsom debat om den danske asylpolitik. En gruppe studerende vil nu samle opbakning til irakernes sag i en nystiftet forening.
»I takt med at irakernes situation i kirken udviklede sig, har der været stor opmærksomhed omkring deres situation. Særligt efter rydningen af kirken, da mange blev forskrækkede over, hvor voldsomt det gik for sig,« siger Peter Kirkegaard fra Elever og Studerende for Asyl (ESA).
Studenternetværket blev dannet i maj, men holder torsdag den 27. august stormøde, hvor nye medlemmer bydes velkommen, og hvor efterårets aktiviteter, oplysningskampagner og aktivisme skal koordineres.
»Inden stormødet kan jeg ikke sige, hvad vi vil koncentrere os om, men jeg regner med, at vi vil opfordre til at gå med på Kirkeasyls aktivisme, selv om vi er to uafhængige initiativer,« siger Peter Kirkegaard.
Kirkeasyl er den forening, der stod bag aktivismen under rydningen af Brorsons Kirke, hvor demonstranter forsøgte at spærre vejen for politiets busser, som transporterede irakerne væk fra kirken. Men ESA’s arbejde vil ikke kun begrænse sig til de irakiske flygtninge, siger Peter Kirkegaard.
»Lige nu koncentrerer vi os om den her situation, men uanset hvad der sker med irakerne, vil vi blive ved med at informere folk om den danske asylpolitik generelt. Og vi har blandt andet snakket om at lave en hel oplysningspakke til danske gymnasieelever.«
Indtil videre består ESA hovedsageligt af studerende fra Københavns Universitet (KU) og RUC, men foreningen håber også på at rekruttere studerende uden for universitetet blandt sine medlemmer, siger Peter Kirkegaard, der selv læser sociologi på KU.
»Irakernes situation ændrer sig hele tiden, så vi har brug for så mange folk som muligt, så vi kan reagere hurtigt. Men vi mærker allerede stor tilslutning, også fra folk, der normalt ikke er specielt politiske.«
Elever og Studerende for Asyl har inden stormødet lidt over 700 medlemmer på Facebook. Ud over koordinering af aktiviteter vil gruppen ved mødet også blive officielt stiftet som forening.
Stormødet i Elever og Studerende for Asyl finder sted i Støberiet på Blågårds Plads på Nørrebro, torsdag den 27. august kl. 17.
ser@adm.ku.dk