Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studerende: Københavns Universitet bør gentænke evalueringen af undervisningen

I dag beder universitetet os evaluere vores undervisning, når kurserne er overstået, men det er for sent, og det betyder, at vigtige erfaringer går tabt. Jeg foreslår en ny model med løbende evalueringer.

I løbet af mine seks år lange studietid på Københavns Universitet (KU) er jeg langsomt blevet forvandlet fra håbefuld student til læge.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Det ærgrer mig semester efter semester at erfare, at universitetet sidder fast i et evalueringssystem, der er langt fra optimalt. Evaluering er et fantastisk værktøj til at udvikle undervisningen, og universitetet burde kunne sikre en kontinuerlig overførsel af tidligere årganges værdifulde erfaringer til gavn for både studerende og undervisere – men det nuværende system gør det vanskeligt.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

I dag får studerende en e-mail efter afsluttet eksamen, hvor vi opfordres til at evaluere det nyligt overståede kursus, men vi mangler incitamentet til at udfylde skemaet, når kurset er fortid.

Universitetet får kun evalueret sine kurser, hvis de studerende faktisk besvarer den e-mail (forudsat at den altså ikke er havnet i et spamfilter), men risikoen for at den ender i glemmebogen er høj, for på dette tidspunkt er de studerende sandsynligvis enten taget på ferie eller har blikket rettet mod det næste kursus i rækken.

Selv hvis det usandsynlige skulle ske, og vi faktisk formår at finde og udfylde evalueringsskemaet, er den begrænsede gennemsigtighed efter afsendelse endnu et frustrationspunkt.

Svarprocenten skal op

Det er op til den enkelte kursusleder og fagenes studienævn at følge op på evalueringerne og sikre, at værdifulde erfaringer forbedrer kurserne for det næste kuld studerende.

Jeg har tillid til, at indkomne evalueringer håndteres kompetent, men jeg frygter, at beslutningstagerne har begrænset råderum for at optimere undervisningen, hvis størstedelen af en årgang ikke deler deres erfaringer. Vi risikerer situationer, hvor kun bitre eller yderst veltilfredse studerende laver evalueringen, som måske hviler på den karakter, de lige har modtaget.

Svarprocenten skal op, hvis evalueringerne skal gøre en forskel. Det er næppe en nem opgave, for universitetet har stramme budgetter, men når ambitionerne hedder højnet undervisningskvalitet med internationale ambitioner, er det i min optik en fornuftig investering.

Jeg har tre forslag

Jeg foreslår løbende evalueringer, øget gennemsigtighed og integrering af digitale afstemninger som afløser for den nuværende struktur:

  1. Coronasituationen har bevist, at det er muligt for forelæsere at integrere digitale afstemninger, som studerende anonymt kan besvare direkte via mobiltelefonen. Udnyt de nye services til en løbende evaluering som kurset skrider frem, fx i de sidste minutter af udvalgte forelæsninger.
  2. Giv studerende mulighed for at læse årgangens evaluering i et samlet resumé efter afsluttet kursus. Nævn herefter hvilke ændringer evalueringen har medført, så de studerende mærker, at de er med til at gøre en forskel.
  3. Undersøg, hvordan andre universiteter gør, og lær af institutionerne med den højeste svarprocent.

Seneste