Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»I den ideelle verden starter vi alle på 0, når vi træder ind på et nyt semester og kan arbejde os op til 10. Men jeg føler, at vi begynder på minus 5«

Odontologi — Mindre hjælp, mere skældud. En følelse af at skulle overpræstere hver dag for at bevise, at man er studieegnet. En række mandlige, brune studerende fortæller her, hvordan de oplever det, de kalder ’systematisk diskrimination’ på tandlægestudiet.

»Vi skal lige op ad trappen her og til højre, så sidder de klar til dig.«

Dogukan Jesper Gür går forrest hen ad gangen i studenterbygningen. Han sender mig et alvorsfuldt blik, da han holder glasdøren ind til førstesalen for mig. Egentlig var det planen, at kun han og jeg skulle mødes i aften. Som studenterpolitisk repræsentant på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ville han tale på vegne af alle de unge mænd, der de seneste år har trukket ham til side for at fortælle om deres ubehagelige oplevelser på odontologistudiet.

»Mange er bange for at stå frem, så derfor gør jeg det,« som han skrev i en mail til Uniavisen.

Men aftenen før vores møde meddeler Dogukan Jesper Gür, at han måske alligevel har fundet et par stykker, der har mod til at fortælle deres historie selv, hvis de kan få lov at optræde anonymt. Siden har flere meldt sig, og da vi træder ind i studenterlokalet, ser 13 unge mænd op på os fra deres pladser rundt om et langt bord.

Der er en tendens til, at de ansatte dækker over hinanden. Der er ikke en uafhængig tredjepart, der tager stilling til tingene, så den, der skal vurdere situationen, er underviserens kollega.

Odontologistuderende

Flere af dem rykker sig uroligt rundt på stolene, nogle dukker sig lidt under en hættetrøje eller en kasket, andre dimser med små glittede stykker papir fra den store bunke Twistchokolader, der er spredt ud over bordet.

De er bange for, at de ikke vil blive troet på. At de vil få at vide, at det, de skal til at fortælle, alt sammen foregår oppe i deres hoveder, og at deres opråb i sidste ende vil gøre deres situation værre. Alligevel har de besluttet sig for, at tiden er inde. Til at sætte ord på noget, de aldrig har talt om offentligt men kun har delt med hinanden og med de instanser på universitetet, hvor de forgæves har forsøgt at klage over konkrete episoder i deres studieliv.

En studerende lægger ud:

»Jeg er her i dag, fordi jeg kan mærke, at anerkendelsen af arbejdet på studiet varierer meget afhængigt af, om man hedder Ali eller Mathias.«

Fyrene rundt om bordet nikker indforstået. De fleste er i halvvejs i studierne, nogle er tæt på deres endelige eksamen, og to blev færdiguddannet som tandlæge sidste år. Deres familier stammer fra lande i Mellemøsten og Afrika, og de ser vidt forskellige ud. Men de er fælles om en oplevelse af at blive sat i bås af deres undervisere for det, de ved første øjekast har til fælles: minoritetsetnisk baggrund.

»Min erfaring gennem de sidste fire år på studiet er, at der har været en form for forudindtaget holdning til mig,« siger den ene af de færdiguddannede tandlæger.

Han kunne egentlig være ligeglad nu, siger han, men han er kommet for at bakke de studerende op i en sag, der har fyldt rigtig meget for ham selv.

»Når man kigger rundt her i lokalet, passer mange af os ind i mange af de stereotype kasser, man gerne vil putte sådan nogle som os i, og jeg tror, det er det billede, mange af vores undervisere ser, bevidst eller ubevidst. De ser ikke, at vi er mønsterbrydere. De ser ikke, at vi er en flok unge, flittige drenge, der har lavet vores lektier og klaret os godt i gymnasiet og nu kæmper for at færdiggøre vores drømmestudie.«

Bliver talt til i en hård tone

De 13 fremmødte er her ikke for at hænge specifikke undervisere ud, understreger de, for det er langt fra alle de ansatte, der gør deres liv surt. Når de fortæller deres historier, er det for at gøre op med det, de beskriver som en ’herskende atmosfære’ på Odontologisk Institut. ’Et giftigt miljø’, der gør det svært for dem at gennemføre deres studie, og som for de fleste omkring bordet har haft konkrete personlige konsekvenser i form af nervøsitet, lavt selvværd, stress, søvnløshed og frygt for at møde op.

»Jeg oplever, at der er en stor kvalitetsforskel på den uddannelse, etnisk danske elever får og den uddannelse, vi andre får,« siger en fyr med irakisk baggrund.

»Hvor de etnisk danske elever får masser af opmærksomhed fra lærerne, oplever jeg, at vi bliver underprioriteret. Det er som om, at hver gang, det er min tur, får jeg en tiendedel af tiden i forhold til den tid, eleverne med dansk baggrund får. Det er meget frustrerende.«

En af hans medstuderende tager ordet fra sin plads i vindueskarmen. Han var selv blevet advaret om miljøet af tidligere studerende inden studiestart, men havde affejet historierne som noget pjat. Det gør han ikke længere.

»Når underviserne taler til en dreng, der har fået lidt for meget sol, så bliver tingene typisk sagt i en hård tone: ’Ej, har du ikke lært det, har du ikke læst dig til det’, siger de, og så går de bare. Sådan er det ikke med studerende, der har fået knap så meget sol. Der bliver stolen trukket ud og læreren sætter sig tæt på og bruger den nødvendige tid på at forklare,« siger han.

Tandlægestudiet er et studie, der kræver stor boglighed, og karaktergennemsnittet på kvote 1 har i mange år ligget på mere end 10. Men ud over at være teoretisk tungt, kræver faget også, at du kan bruge dine hænder. Fra femte semester kommer de studerende i klinik og skal afprøve deres færdigheder på patienter. De kliniske kurser fungerer som en slags mesterlære, forklarer de studerende.

»For at kunne blive bedre, er du afhængig af at have et godt forhold til din lærer, så du får den rette supervision og kan lære af dine fejl,« siger en af fyrene.

»Men det er rigtig svært, når der skal meget mindre til for at blive skældt ud, end hvis en tilsvarende studerende med dansk baggrund stiller samme spørgsmål eller har samme problem.«

Hvordan oplever du det konkret?

»Tonen, mange af lærerne taler til os i, er ofte nedladende og helt anderledes, end når de taler med de etnisk danske elever. Jeg oplever det som om, der er mindre tolerance over for fejl, jeg begår. Det gør mig ekstra nervøs i undervisningen og gør, at jeg mister tiltro til mig selv. Når jeg ved, at jeg dagen efter skal have klinikundervisning med en bestemt lærer, kan jeg ikke sove om natten. Det gør studietiden til et mareridt for mig.«

Så subjektivt, som det kan blive

Den følelse sidder de alle med, fortæller de. Og problemet er, at har en lærer først set sig sur på dig eller dine kliniske færdigheder, så kan han eller hun nægte at lade dig gennemføre et kursus uden nævneværdig uddybende forklaring, siger de.

I modsætning til studiets skriftlige eksaminer, hvor man er anonymiseret, og der er en censorbedømmelse, bliver din indsats på kurserne på tandlægestudiet kun bedømt af din underviser.

Han eller hun kan dumpe dig, hvis din indsats ikke vurderes at have været tilstrækkelig, og så må du vente et år på, at kurset bliver udbudt igen, så du kan komme videre med dit studie.

Netop det faktum, at det kun er én persons vurdering, der bestemmer din skæbne, er med til at gøde jorden for diskrimination, er der enighed om i rummet. Der føres ikke statistik på dumpeprocent i forhold til etnisk oprindelse på tandlægestudiet, men de knap 20 studerende, Uniavisen har talt med, sidder alle med den klare opfattelse, at der skal mindre til at dumpe, når man er brun i huden.

Mange af dem har selv prøvet at ryge på orlov på grund af det, de selv beskriver som petitesser.

En fortæller, at han blev indstillet til at dumpe et kursus, fordi han havde lagt et såkaldt matricebånd forkert på en patient – en forseelse, flere af hans etniske danske medstuderende havde lavet en håndfuld gange på samme kursus. En anden fortæller, at han blev nægtet sit kursusbevis, fordi han havde afleveret en mindre opgave én dag for sent. En tredje beretter om dengang, han måtte gå et år om, fordi hans underviser ikke mente at have set nok fra ham på et kursus, hvor to patienter havde brændt ham af undervejs, og han derfor var forhindret i at vise sine kliniske færdigheder i tilstrækkeligt omfang.

På et tidspunkt skal vores børn også gå på universitetet. Så hvis vi ikke tager den her kamp nu, fortsætter det bare. Det er skræmmende at tænke på.
Odontologistuderende

»Der er ikke en standardiseret måde, vi bliver vurderet på. En underviser kan bare sige ’jeg føler ikke, du er klar’. Det er så subjektivt, som det kan blive. Havde det været en skriftlig eksamen, kunne den sendes ind til en revurdering, men her er du bare prisgivet, hvis en lærer ikke mener, du skal videre,« siger en studerende.

»Når vi så konfronterer underviserne med, at flere af vores medstuderende har begået samme fejl eller opført sig fuldstændig som os, kommer de med et eller andet, de føler, eller de siger ting som ’du er også så ung, så det vil nok være godt for dig med et år på orlov’.«

En anden studerende markerer ivrigt fra sin plads for bordenden.

»Præcis! Jeg fik en gang at vide, at jeg dumpede et kursus, fordi jeg var kommet for sent, og fordi jeg så træt ud. Jeg havde ikke været forsinket én eneste gang tidligere på det kursus, og jeg havde gjort mig virkelig umage for at følge med. Jeg var i chok,« siger han.

Han valgte at gå videre med sagen og klagede over underviseren, men her opstod det næste problem, som mange af de studerende nikker genkendende til. For selv om bekendtgørelsen siger, at man har mulighed for at klage over kursusbedømmelser, ligesom man kan klage over en eksamen, oplever de studerende, at deres klager ender hos afdelingstandlægerne – undervisernes nærmeste kollegaer på instituttet.

»Der er en tendens til, at de ansatte dækker over hinanden. Der er ikke en uafhængig tredjepart, der tager stilling til tingene, så den, der skal vurdere situationen, er underviserens kollega. Og her hører vi ofte, at tvivlen altid skal komme underviseren til gode,« siger en studerende.

Han fik ikke medhold i sin klage og måtte vente et år på at komme videre med studiet.

»Det, vi oplever, er noget, der ikke kan bevises. Det er en sag mellem elev og underviser, og det bliver ord mod ord. Og der oplever vi bare, at det er stort set umuligt at få ret, når det handler om følelser af at blive diskrimineret og forskelsbehandlet,« siger en anden.

Skæg og trimmet hår

For enden af bordet sidder en lidt genert fyr. Han er opmærksom på, at han udseendemæssigt adskiller sig fra sine etnisk danske medstuderende, siger han.

»Jeg har skæg og mit hår, du ved …,« siger han og tager sig til sit sorte hår, der er trimmet i siderne og længere på toppen.

»Lige så snart, underviseren kommer ind, føler jeg, at han eller hun tænker, at jeg er en af de drenge, der begår kriminalitet. Nogle gange lykkes det mig at ændre på det billede, men andre gange kan jeg ikke gøre en forskel, fordi de allerede er så forudindtagede i deres holdninger til mig,« siger han.

»Det påvirker mig ret meget psykisk. Jeg går i forvejen til psykiater og har flere diagnoser, men det har jeg faktisk levet ok med i en del år. Da jeg begyndte på klinik, og kunne mærke, hvor stor indflydelse underviserne har på, om jeg kommer videre eller ej, har jeg fået det markant værre.«

Jeg spørger, om han har overvejet at ændre på sit udseende for at få det lettere på studiet. Han trækker på skuldrene og smiler som svar. En medstuderende kommer ham til undsætning:

»Jeg oplever, at det nogle gange er uvidenhed om sådan nogle som os, der gør underviserne skrappe. Jeg har selv en ret street tøjstil,« siger han og retter lidt kækt på sin kasket.

»Det er sådan, jeg er opvokset, det er bare den, jeg er. Og det er ikke rimeligt, at det skal gøre det sværere for mig at bevise, at jeg er god nok. Min følelse er, at jeg konstant skal overpræstere for at kompensere. Det gør, at jeg sover dårligt om natten, og at jeg tit frygter at møde op på studiet.«

Hans sidekammerat nikker ivrigt:

»I den ideelle verden starter vi alle på 0, når vi træder ind på et nyt semester og kan arbejde os op til 10. Men jeg føler, at vi begynder på minus 5,« siger han.

LÆS OGSÅ: Medlem af Akademisk Råd: »Først tænkte jeg, at det ikke kan passe, at der skulle være tale om diskrimination. Men jeg er blevet klogere«

’Hold kæft’

Der er stille lidt. Vi spiser chokolade, og en lap papir går rundt blandt de studerende, der noterer navne og telefonnumre på de kammerater, der ikke kunne være her i aften, men som også vil fortælle om deres oplevelser.

En studerende, der har forholdt sig tavs hidtil, er blevet klar til at fortælle om den hårde tone, også han har oplevet i undervisningen. Den værste episode udspillede sig en dag, hvor han under et klinisk kursus skulle forberede en rodbehandling på en patient, og underviseren bad ham om at ’holde kæft’.

»Jeg sidder der foran patienten og er helt målløs. Det er så grænseoverskridende. Og jeg holder bare helt mund, for jeg vil ikke eskalere situationen,« siger han.

Følelsen, der planter sig i hans krop efter episoden, gør det svært for ham at tackle resten af kurset, fortæller han.

»En ting er, at du skal være kvik, god med dine hænder og kunne håndtere en kompliceret rodbehandling. Men dertil kommer at kapere det psykiske pres. Hvordan skal jeg tale til min underviser, hvordan skal jeg smile og se op nu, hvordan skal jeg undgå at dumpe? Det er sådan nogle ting, man kan sidde og tænke over, mens man er i gang med at behandle en patient, og det kan altså blive meget belastende.«

Hvorfor sagde du ikke fra over for den grove sprogbrug?

»Jeg ville være tålmodig og prøvede bare at nedtrappe alle situationer. Sagen er, at jeg ikke turde gøre andet. Jeg frygtede, at en klage over den episode ville betyde, at mit navn kom igennem alle lærerne – og at jeg ville fremstå som en, der er til besvær og ikke gør sit arbejde godt nok.«

Han vipper lidt med benene. Ser ned i sit skød, da han fortsætter.

»Lad mig sige det sådan her: Jeg har oplevet rigtig mange ting, der ikke er ok i min tid her på studiet. I lang tid sagde jeg det ikke til nogen. Jeg var meget selvkritisk og tænkte hver gang, at det var min egen skyld, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Med tiden begyndte jeg at høre historier fra andre, der havde oplevet nogle af de samme ting. Og jeg begyndte at fortælle om mine egne oplevelser. Nu sidder vi her alle sammen. Det er for mig et klart et bevis på, at jeg ikke bør være skuffet over mig selv og min måde at have gjort mine ting på.«

Der er gået næsten tre timer. Alle har fået sagt det, de kom for. Stemningen er lettere, end da vi begyndte. Men tre spørgsmål står tilbage for de 13 unge mænd. Hvad kommer deres opråb til at nytte? Hvem vil tro på dem? Risikerer de, at deres ord her i Uniavisen gør det hele værre resten af deres studietid?

»Vi håber bare, Københavns Universitet lytter til os nu,« siger den ældste af dem, idet han rækker mig et tætskrevet A4-ark med noter fra aftenen. Bare så omfanget står helt klart, som han siger, inden han fortsætter:

»På et tidspunkt skal vores børn også gå på universitetet. Så hvis vi ikke tager den her kamp nu, fortsætter det bare. Det er skræmmende at tænke på.«

LÆS OGSÅ: Odontologisk Institut vil undersøge det psykiske studiemiljø efter minoritetsetniske studerendes opråb

Seneste