Studerende med palæstinensiske rødder oplever en »larmende tavshed« på universitetet

»Det er en rimelig heftig virkelighed at være i,« siger Dalia Kababo om at være dansk studerende med palæstinensisk baggrund.

Hendes forældre er palæstinensere, og de mødte hinanden i Danmark i 1980’erne. Flere ferier er blevet tilbragt i Haifa, hvor farens familie bor, mens hendes mors familie bor i Gaza.

Det er frustrerende at stå alene i en så afmægtig situation, hvor dødstallene bare stiger og stiger

Dalia Kababo, studerende

»Min mor er i kontakt med sin familie. Bare giv lyd fra jer, når I kan, skriver hun til dem. For de har ikke strøm, og for nylig var der hverken internet, telefoni eller strøm i 24 timer. Totalt blackout. Endelig fik hun en besked, hvor der bare stod, vi er stadig i live.«

Nok sidder Dalia Kababo på tryg afstand i København, men hendes liv er tydeligt påvirket af de voldsomme begivenheder.

»Det er ikke, fordi det er synd for mig. Overhovedet ikke. Men lige for tiden har jeg meget svært ved at hænge sammen. Det er sådan en følelse af på den ene side ikke at kunne holde til hele tiden at se de forfærdelige billeder og vide, at flere og flere dør, og på den anden side ikke at kunne lade være. Jeg har søvn- og koncentrationsbesvær. Egentlig er jeg jo i sorg.«

Det gør det svært at samle sig om at have en hverdag, fortæller Dalia Kababo.

Et stille svigt

På trods af den senere tids begivenheder bliver Dalia Kababo, med hendes egne ord, mødt af en »larmende tavshed« fra undervisere og medstuderende.

»Der er ikke nogen, der snakker om det. Altså om krigen. Jeg har kun få gange oplevet, at en medstuderende har givet mig et kram og spurgt, om jeg er okay. Hvilket jeg selvfølgelig sætter pris på. Jeg tror, folk har berøringsangst og er bange for at sige noget forkert. Mine medstuderende ved godt, at jeg er meget påvirket af det, der foregår. Men det betyder ikke, at jeg ikke er klar på at tale om det. Tværtimod.«

Debatten om Israel og Palæstina er sprængfarlig, og man kan hurtigt blive udstillet, medgiver hun. Af samme årsag har hun også selv ad flere omgange takket nej til at optræde i medierne.

Hun mener, at det er vigtigt, at man siger noget, selv om det kan virke skræmmende.

»Man træder flere over tæerne ved ikke at sige noget. Faktisk føles det som et kæmpe svigt. Det er frustrerende at stå alene i en så afmægtig situation, hvor dødstallene bare stiger og stiger.«

Hun opfordrer til, at man som studerende sætter sig ind i begivenhederne ved at opsøge viden, diskutere og forholde sig kritisk over for både mediernes, politikernes og universitetets diskurs.

Studerende mod Besættelsen

Da Dalia Kababo begyndte på universitetet, forventede hun, at de studerende ville være meget mere aktivistiske, end de er, fordi mange politiske bevægelser historisk er udsprunget fra universitetet.

Dog har hun fundet et aktivistisk fællesskab i foreningen Studerende mod Besættelsen.

»Ved siden af studierne laver jeg en masse aktivisme, blandt andet i Studerende mod Besættelsen. Jeg planlægger og koordinerer demonstrationer og aktioner. Det er det eneste, jeg synes, det giver mening at bruge min tid på lige nu – at arbejde for den palæstinensiske frihedskamp i en universitetssammenhæng.«

Foreningen startede i 2019, og i 2023 overleverede den 1.297 underskrifter til rektor Henrik C. Wegener med en opfordring til KU om at trække sine investeringer i aktiviteter i israelske bosættelser tilbage.

»Det er et fedt fællesskab at være en del af, fordi jeg her kan få afløb for min afmagt og frustration og bruge mine politiske og faglige ambitioner til noget konkret. Her kan jeg bidrage fra mit eget udgangspunkt som studerende ved at stille krav til universitetet om ikke at støtte undertrykkende regimer.«

Akademisk afkobling

Dalia Kababo undrer sig over, at besættelsen af Palæstina heller ikke nævnes i undervisningen.

»Det giver jo vildt meget mening at forholde sig til krigen fra et statskundskabsperspektiv. Det handler megameget om politik. Det handler megameget om magt, og det handler megameget om netop de ting, vi bliver undervist i.«

»Hvordan skulle man kunne komme ud som færdiguddannet og have et kritisk perspektiv på tingene, når man ikke er blevet undervist i det,« spørger hun retorisk.

Hvordan skulle man kunne komme ud som færdiguddannet og have et kritisk perspektiv på tingene, når man ikke er blevet undervist i det?

Dalia Kababo, studerende

Dalia Kababo peger på to mangler:

»For det første er det faglige indhold meget vestligt centreret, og kritisk tænkning fylder for lidt. Nok har vi haft undervisning i kapitalismekritik, andethed, orientalisme og dekolonialisering, men det er som om, de emner alligevel altid er underordnet nogle andre vestlige grand theories. Det, synes jeg, er problematisk.«

»For det andet er statskundskabsstudiet fuldstændig afkoblet fra aktuelle konflikter som Israel-Palæstina. Vi lærer om kapitalisme og imperialisme, men der sker en kortslutning, for vi hører ikke om slagsiderne og konsekvenserne i den virkelige verden i dag. Og det er ærgerligt, for mange statskundskabere kommer til at sidde i magtfulde positioner. Man skal turde at bruge sin akademiske viden i praksis.«

Dalia Kababo beskriver undervisningen som virkelighedsfjern. Hun ville ønske, at man på universitetet lærte at forholde sig til konflikten på en konstruktiv måde, som gav plads til uenighed og diskussion og rum for forståelse. Og hun ser gerne, at universitetet bliver et sted, hvor studerende og ansatte kan forholde sig kritisk, uden at det har negative konsekvenser for deres faglige integritet.

»At sikre retfærdighed og lige rettigheder foregår på mange niveauer. Også det akademiske.«