Studerende på KU er børn af eliten

Hvis du læser statskundskab, medicin eller litteraturvidenskab på KU, er sandsynligheden for at dine forældre er akademikere markant større end hvis du skulle have valgt at studere på hvilken som helst anden uddannelsesinstitution i Danmark. Det viser en ny ph.d.-afhandling der har undersøgt forholdet mellem social oprindelse, valg af studie og kulturer på studierne. Hvor det tidligere var en præstation i sig selv at få en gymnasial studentereksamen, så er det i dag forbeholdt to tredjedele af en ungdomsårgang, og over de sidste 50 år er antallet af unge der tager en lang videregående uddannelse, ottedoblet. Men de sociale selektionsmekanismer er rykket med op i uddannelsessystemet, og selvom SU’en giver økonomisk lige adgang til alle studier, findes der stadigvæk uddannelser som domineres af elitens børn.

»Når de vedvarende uligheder i forskellige samfundsgruppers uddannelsesniveau accepteres, er det fordi alle formelt set har lige muligheder for at tage den uddannelse de gerne vil. Men det er et samfundsmæssigt problem når det viser sig at uddannelsesniveau systematisk varierer med social klasse,« siger ophavsmand til ph.d.-afhandlingen Jens Peter Thomsen fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC.

Universitetet for diffust
For at forklare hvorfor der på trods af økonomisk og karaktermæssig lighed findes en social skævhed inden for uddannelsessystemet, har Jens Peter Thomsen i sin ph.d. undersøgt hvilke roller der tillægges studerende på forskellige studier, og hvilken indflydelse studiemiljøet har på hvem der søger om optagelse. Det viser sig at studerende på CBS erhvervssprogsuddannelser i langt højere grad end unifolket har et ni til fire-syn på det at studere. De har en instrumentel og praktisk tilgang til deres fag, og fokuserer på at pensum skal kunne omsættes til et job. I denne forbindelse er universitetet for mystisk, for diffust og »så bliver man lektor eller et eller andet«. Myten om den brugbare handelshøjskole og det uanvendelige universitet lever i bedste velgående ifølge Jens Peter Thomsens undersøgelser, og det blokerer for lysten til at gå på universitetet.

»For arbejderbørnene er det en barriere at de møder fag hvor der er en bestemt forforståelse af hvad den typiske studerende er, og denne forforståelse favoriserer akademikerbørn som har en ressource af tavs viden med sig. De er langt mere socialiserede og forberedte, og ved hvordan man er god i en undervisningssituation fordi de så at sige kender pædagogikken hjemmefra. Man kan sammenligne det at begynde på statskundskab med at starte på et håndboldhold hvor 70 procent har spillet bold i ti år,« siger Jens Peter Thomsen.

Kvote 2 i modvind på KU
Hvis der skal ændres på den omstændighed, er det nødvendigt at elitestudierne på KU udvikler en social samvittighed. Men på statskundskab er man glad for at kunne tiltrække de bedste elever, og desuden har man svært ved at se hvordan man skulle kunne ændre den sociale sammensætning.

»Vi har stort set ikke indflydelse på optagelseskriterierne og kan altså ikke bestemme hvem der kommer ind på vores uddannelser. Og det har tidligere fra instituttets side – forgæves – været forsøgt at påvirke kvote 2 optaget, som jo desværre blev skåret fra 20 til ti procent,« siger studieleder på Statskundskab Henrik Jensen.

Idet Institutet blandt andet står for mange ikke-faglige arrangementer der skal sørge for at nye studerende ikke tabes på gulvet, så mener Henrik Jensen ikke at arbejderbørn forfordeles hvad angår studiemiljøet og de generelle rammer for uddannelsen.

»Landbrugsskoleelever hvis forældre er landmænd, har sikkert også en relativ fordel med hjemmefra. Vi er en del af universitetssystemet og giver vores studerende en forskningsbaseret akademisk uddannelse. Jeg er i øvrigt selv en såkaldt mønsterbryder (person der opnår højere uddannelsesniveau end sine forældre, red.), og havde nogen i min studietid foreslået at der af hensyn til mig og andre studerende med tilsvarende social baggrund skulle laves særlige faglige og pædagogiske tiltag, ville jeg nok have betakket mig,« siger studieleder Henrik Jensen.

Andre boller på SDU
På medicinstudiet på SDU har man succes med at optage halvdelen af en årgang med en kvote 2 optagelsesprocedure der blandt andet omfatter et interview. Dermed har man som ønsket fået flere mænd og flere børn af ufaglærte. Det er dog ikke en model man lader sig inspirere af på KU.

»Jeg misunder dem ikke den opgave. Vi har 1100 ansøgere, og den procedure ville derfor være for tidskrævende for os. Vi skal opstille nogle kriterier hvor man giver alle en mulighed, og derudover synes jeg ikke vi skal have mere social samvittighed end der tilstræbes i gymnasiet og i folkeskolen,« siger studieleder på medicin Jørgen Olsen.

Han ser det først og fremmest som sin opgave at sørge for at de studerende der gennemfører studiet, har de rette kompetencer, og hvis der skal optages flere mønsterbrydere, må det ifølge Jørgen Olsen være et problem på politisk niveau. Jørgen Olsen bakkes op af studieleder fra statskundskab Henrik Jensen. »Jeg kan godt se nogle fordele ved optagelsessamtaler, men selv hvis vi som institut egenhændigt havde kunnet bestemme optaget, ville der helt sikkert være et ressourceproblem. Vores studieadministration er under kraftigt bureaukratiseringspres fra politisk hold og til dels også fra KU. Jeg ved ikke hvordan vi skulle kunne få ressourcer til at gennemføre samtaler med flere hundrede ansøgere. Selv hvis optagelsessamtaler kun gennemførtes for kvote 2 ansøgere, ville det være en stor mundfuld,« siger Henrik Jensen.

Ingen vupti-løsninger
Henrik Jensen er overbevist om at man får mere klassemobilitet for pengene ved at gribe fat lang tid før de unge overhovedet kommer ind på universitetet. Og her rammer han den skæve rekrutterings ømme punkt: Æblet falder nemlig stadig ikke langt fra den berømte stamme, men nutidens klasseforskelle er svære at komme til livs. Videnskabsministeriet nedsatte i foråret en idégruppe der skulle komme med forslag til hvordan man gør optagelsespaletten inden for universitetsuddannelserne mere farverig. Gruppen fremlagde for nylig en række forslag som dog er blevet beskyldt for ikke at opfinde den dybe tallerken. Det forstår Jens Peter Thomsen godt.

»Pointen er at de kulturelle barrierer betyder rigtig meget, og man skal starte tidligt for at ændre på det. Men universiteterne kan godt tage en form for ansvar. Man kan gøre uddannelsens rammer og mål klarere og tydeliggøre hvilke forventninger der er til den studerende, og så kunne man begynde at have det som målsætning at rekruttere mere ligeligt, selvom det er ressourcekrævende og må ses i sammenhæng med de øvrige krav der fra politisk hold stilles til universiteterne. Faktum er at der ikke er én hane man kan skrue på som er super effektfuld. Det er små skridt hele vejen,« siger han.

jca@adm.ku.dk