Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

SU-protester vækker studenterbevægelse

SU'en blev fredet i regeringens skatteudspil, men det blotte forslag om nedskæringer pustede liv i den slumrende studenteraktivisme. Selv humanisterne fandt afspærringstapen og de grønne bannere frem, og kampen for SU'en lader til at have forenet en bred studenterbevægelse interessekamp

Februar er en skøn måned at demonstrere i. Cigaretter gløder bedre og termokandekaffe smager fortrinligt når frosten rigtigt niver. Og der er intet der klæder et mildt snefald som en rulle bolsjefarvet afspærringstape. Det er lige til at blive revolutionsromantisk til mode af, og det blev studerende over hele landet også da det efter flere ugers protester lykkedes at få fejet Skattekommissionens forslag om nedskæringer i SU’en af bordet.

»Det her er de største protester vi har set fra de studerende i mange år. Der er ingen tvivl om at det har gjort et stort indtryk på politikerne,« siger Laura Toftegaard Pedersen der er næstformand i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) på Rådhuspladsen hvor de studerende et par dage efter skatteudspillet fejrer deres sejr.

Hun klasker en humpel klistret pasta op på en ung students paptallerken, og sprutter en klat billig ketchup ud over den. Et SU-måltid for studerende der ikke har råd til pinjekerner og parmaskinke, lyder det fra scenen. ‘Cafépenge’ er SU’en blevet kaldt i de forgange ugers debat. Og det er faldet de studerende for brystet.

»Den vrede vi har set de sidste uger, er ikke kommet fra forkælede studerende der brokker sig over at miste nogle penge. Det har været en vrede over ikke at få anerkendelse. Så vidt jeg har forstået, skulle forslaget være trådt i kraft i 2012, så de fleste studerende i dag ville ikke engang komme til at mærke det,« siger Laura Toftegaard Pedersen fra DSF som læser folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet (KU).

Hun mener at især de universitetsstuderende i mange år har været lidt passive, men nu har deltaget massivt i protesterne. Alt fra gymnasielever over pædagogstuderende til universitetsstuderende har deltaget i SU-kampen, og kommissionens formand Carsten Koch blev over night et navn de studerende kunne rime på i deres smædesange.

På KU blev Skattekommissionens forslag om at skære SU’en fra seks til fire år mødt af blokader, underskriftsindsamlinger og trusler om kæmpedemonstrationer hvis forslaget fandt sin vej til regeringens skatteudspil.

Humanistisk vækkelse
Studerende fra KU blokerede Sociologisk Institut på CSS og Saxo Instituttet på KUA hvor blandt andre historikerne, etnologerne og arkæologerne holder til. Blokaderne blev iværksat på initiativ af de enkelte institutters studerende, men var en usædvanligt tværfaglig affære. For mens sociologerne ganske vist blokerer institutter nærmest per refleks, har der på resten af universitetet, og særligt på Humaniora, været langt mellem de studenterpolitiske aktioner.

Blokaden på KUA var med 250 aktivister den største i rækken af studenterdemonstrationer, og blandt de protesterende humanister hersker der da også en mildt euforisk fornemmelse af at SU-kampen kan være starten på en mere tværfaglig studenteraktivisme.

»Jeg tror helt sikkert at det her kan være en vækkelse for humanisterne,« siger talskvinden for de humanistiske studerendes blokade, Anne Dalum.

»SU-protesterne har været med til at lægge et fundament for en bevægelse der vil blive ved med at kæmpe mod forringelser,« siger hun og giver sit eget bud på hvorfor humanisterne har haft en tendens til at sidde lidt længere på hænderne end de samfundsfaglige studerende.

»Vi er lidt ligesom Sokrates. Vi går i lang tid rundt og spørger os selv og hinanden hvordan det dog kan være at forholdene på universitetet hele tiden bliver forværret. På den måde tager det lidt tid før vi reagerer,« forklarer hun med et smil, øjensynligt bevidst om citatværdien i den forklaring.

Bedre sent end aldrig
Forslaget om SU-besparelser har skabt stor offentlig debat, og ikke alle har bakket lige entusiastisk op om de studerendes krav.

»SU’en er den mest socialt skæve overførselsindkomst i Danmark. De fattige finansierer dem der har mulighed for at tage en uddannelse,« sagde chefredaktør Bent Winther fra Information da han deltog i et debatarrangement under blokaden af Saxo Instituttet.

»De næste par år vil vi se at mange får det værre på grund af ledighed, krise og så videre. I studerende er ikke en svag samfundsgruppe, og I skal ikke tro at I har det værre end alle mulige andre,« sagde Bent Winther til tilhørerne. Han var dog overbevist om at Skattekommissionens forslag ikke ville få sin gang på jorden.

»Ingen tør lægge sig ud med børnene af den privilegerede middelklasse som jo sidder på den politiske magt.«

Lektor i Dansk Sune Auken har længe efterlyst et større studenterpolitisk engagement blandt universitetets studerende, så han bakkede naturligt op om protesterne i sin debat med Bent Winther. Men Auken havde også røfler med til studenterne.

»Det er godt at I reagerer. Men I burde nok have reageret for fire-fem år siden. Med den nye universitetslov er der kommet så mange tiltag der går imod de studerendes helt indlysende interesser,« sagde han og revsede videre:

»I har levet under det man bedst kan kalde ‘det nyautoritære universitet’ i årevis. I har sgu da levet med Helge Sander i Gud-ved-hvor-mange-år. Hvorfor fanden reagerer I først når I bliver ramt på pengepungen?«

Et udmærket spørgsmål.

Internationale tendenser
Næstformand i DSF, Laura Toftegaard Pedersen, svarer at den landsdækkende studenterbevægelse i lang tid har forsøgt at sætte fokus på problemerne ved universitetsloven, men at SU’en er mere konkret at forholde sig til.

»Bekymringerne over at demokratiet forsvinder på universitetet, er ret fjerne for de mange studerende der ikke er politisk aktive. Hvorimod det her angreb på SU’en var mere konkret og et mere direkte angreb på vores uddannelsessystem,« siger hun.

Siden efteråret har studerende over hele verden demonstreret imod forringelser og kommercialisering af deres uddannelsessystemer, og under blokaderne af KU gjorde bannerskribenter opmærksom på sammenhængen med sociale nedskæringer på verdensplan:

»Oaxaca, Paris, Berlin, Athen, København – nedskæringer starter i det små,« som et banner på KUA udtrykte det. Og Laura Toftegaard Pedersen fra DSF er enig i at kampen for SU’en næppe er slut, men mener at SU-demonstrationerne i februar har rustet de studerende.

»De her protester har helt klart bragt studenterbevægelsen tættere sammen. Jeg er sikker på at det netværk der er blevet skabt her, vil være let at mobilisere næste gang der varsles forringelser af uddannelsessystemet,« siger hun.

ser@adm.ku.dk

Seneste