Subjektiviteten er sandheden ...

Mere end andet – og mere end nogen anden – er Kierkegaard eksistenstænker. Hvis man for eksempel vil hævde, at han mere er religiøs forfatter end filosof, vil det stadig være svært at komme uden om, at han som religiøs forfatter er eksistenstænker.

Det begreb om eksistens, som for­skellige former for eksistensfilosofi i det 20. århundrede trækker på, går tilbage til Kierke­gaard, nærmere bestemt til ’Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift’ fra 1846. Selv om eksistentialisme er gået af mode, er eksistensfilosofiske temaer, fx autenticitet, kommet på den filosofiske dagsorden i mere bred forstand.

At tale om Kierkegaard som eksistenstænker er derfor en oplagt måde at markere 2013 – jubilæumsåret – på. Måske er det også for oplagt. Når det i Efterskriften hedder, at subjektiviteten er sandheden, passer det måske lidt for godt til måder, vi nu tænker på. Der er kommet en vis selvfølgelighed over det at tænke i begreber om eksistens, at vælge sig selv eller det subjektive.

Hver især har vi en oprindelig tilgang til, hvad det vil sige at eksistere. Det betyder, at vi står uden for Kierkegaards tekster, hvor meget vi end forsøger at læse os ind i dem. Vi har et liv at leve og at forstå, også når vi læser. Det ligger i den sokratiske tradition, som Kierkegaards eksistenstænkning hører hjemme i. At leve et menneskeligt liv er at leve et liv, som man selv skal aflægge regnskab for. Det skal undersøges og prøves, mens man lever det.

Men et sådant forsøg på selvforståelse – kend dig selv – forudsætter, at vi er i stand til at undre os. Og det kræver, at det, som forekommer selvfølgeligt, bliver gjort uselvfølgeligt. Det er projektet i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift.

Glemsel

Et stykke inde i Efterskriften fortæller Johannes Climacus, bogens pseudonyme forfatter, at han en søndag sad i Frederiksberg Have og røg sin cigar og faldt i tanker. Modsat andre, der udretter noget, som gør livet lettere, havde han ikke drevet det til noget stort. Mens han tænkte, gik tiden og cigaren var røget. Han tændte en ny og pludselig slog det ham, at der måske også var en opgave for ham, nemlig at gøre alt vanskeligere.

Hvad gør Climacus så? Ja, han skriver en bog på over 500 sider om det at eksistere. Det kan nok undre. For hvilken mening er der i at pege på det selvfølgelige, at vi eksisterer? Nøglen ligger i Efterskriftens tese, at vi ”i vor Tid” har glemt, hvad det vil sige at eksistere.

Hvordan er det muligt at glemme noget, vi véd med os selv? Det er ikke noget, vi sætter os for, men mere noget, der sker med os. Og dog sker det med os gennem det, vi selv gør. Vi glemmer igennem alt det, vi véd. Først og fremmest kan vi få os selv til at tænke, at vi i kraft af det, vi véd og kan, er mennesker på andre betingelser end andre – mennesker. Det kan være mennesker i fortiden eller mennesker, som er anderledes stillet end vi selv er.

Men muligheden af glemsel dækker også over, at vi kan have vanskeligt ved at få dét til at gå op for os, som vi godt véd. Dette motiv – at vide det, vi véd – gennemspilles hos Kierkegaard især som et spørgsmål om at vide, at vi skal dø. Døden er det mest visse – og samtidig det mest uvisse. Spørgsmålet bliver, hvad vil det sige at leve et liv, hvor ”Dødens Mulighed er til stede i ethvert Øieblik”.

Eksistens, tid og historie

Hvordan bringes eksistens så på begreb i Kierkegaards Efterskrift? To træk er afgørende: For det første vil eksistens sige at være »i Vorden«. Vi selv er undervejs, midt i det liv, vi lever. For det andet er vi det med os selv.

Eftertrykket falder dermed på det, at vi er tidsligt bundne væsener. Vi er i tid, men således, at vi kan standse op, tænke efter og spørge os selv, hvad det betyder at være i tid. Men mens vi standser op og tænker efter, går tiden med os.

Tiden, der skal komme, er mulighedshorisont for os. Vi ånder så at sige gennem muligheder. Men muligheder kan have en mærkelig tyngde. De er muligheder, vi skal bestemme os selv i forhold til. Hvis vi ikke gør det, kan vi komme til at leve med en fortid af muligheder, som ikke blev til noget. »Al fortid drives frem af fremtiden«, som det hedder i Augustins Bekendelser Bog 11, en grundtekst for moderne tidsfilosofi.

Vi er det, vi er, ved at kunne forholde os til os selv i tid. At være et selv betyder, at der er en dag i morgen at bekymre sig om. Men i det at bekymre os om fremtiden kan vi blive fanget af bekymringer, vi selv gør os.

Med begrebet eksistens betones derfor også, at vi er historiske væsener. Det væsentlige i den menneskelige eksistens er (med et citat fra Begrebet Angest), »at Mennesket er Individuum og som saadant på eengang sig selv og hele Slægten«. Når Kierkegaard begynder med individet, begynder han altså også med det sociale. Et menneske bliver født ind i en historie, som allerede er begyndt, andres historie, slægtens, men i denne historie skal det selv få historie.

(U)frihed

Hvad er det, Kierkegaard vil have ind i synsfeltet, når han peger på det selvfølgelige, at vi som eksisterende er undervejs i tid? Netop fordi det er selvfølgeligt, kan vi overse det. I det, vi tænker, gør og siger, kan vi glemme at tage med, at vi selv er undervejs i tid. Vi kan oven i købet glemme vores erfaringer af selv at kunne fejle.

Hvordan viser en sådan glemsel sig? Først og fremmest i en menneskelig, alt for menneskelig trang til at være mere menneske end andre eller måske til at være mere end et menneske. I det modsatte – at »nøjes« med at være menneske – ligger ikke kun at erkende ens menneskelige fejlbarlighed, men også at glædes over det at være et menneske.

Af alt dette drager Efterskriften en radikal konsekvens: Bagdøren til evigheden er lukket. Vi kan ikke trække os ud af den eksistens, vi er midt i. Når vi tænker ud over eksistensen i tid og historie, gør vi det som eksisterende, i kraft af denne eksistens. Kierkegaards eksistenstænkning rummer dermed en kritik af transcendensforestillinger, hvad enten de er religiøse eller ikke. Transcendens i streng forstand bryder menneskelige transcendensforestillinger af.

At gøre det selvfølgelige uselvfølgeligt drejer sig dermed om at få den kompleksitet ind i synsfeltet, som vi mennesker selv bærer på. Hvordan kan det være, at vi som frie væsener kan få en historie præget af ufrihed? Skyldes det blot, hvad der sker med os? Eller er et menneske frit på den måde, at det kan gøre sig selv ufrit?

Identitet?

Hvis subjektiviteten er sandheden, er sandheden så subjektiv? Den sandhed, der her er tale om, er en sandhed, som et menneske kan leve på. Det forekommer indlysende, at den er subjektiv. Hvad et menneske tror på, er en afgørelse, det skal træffe med sig selv. Dette er oven i købet en forudsætning for, at vi kan leve sammen som vi gør, ikke mindst med forskelle i grundoverbevisninger. Offentlighed hænger sammen med tanken om en subjektivitet, der unddrager sig offentlighed.

Men hvordan er en trosafgørelse subjektiv? Den, som afgør sig, må selv blive bestemt i afgørelsen. Det, som man hævder som sandhed, måles man også selv på. Viser man, at det er sandheden for én selv? Dermed kommer der en tyngde ind i det at vælge sig selv, som fører i den modsatte retning af forestillingen om identitet som et projekt. At vælge sig selv indebærer at skulle aflægge regnskab for sig selv.

Denne sokratiske tanke skærpes i Efterskriften med formuleringen: Gives der et inderligere udtryk for sætningen, at subjektiviteten er sandheden? »Ja, hvis den Tale: Subjektiviteten, Inderligheden er Sandheden, begynder saaledes: Subjektiviteten er Usandheden«. Denne paradoksale formulering søger at indfange det mærkelige forhold, at et menneske ikke kun kan blive ufrit på grund af det, som hænder det, men også kan fange sig selv i selvskabt ufrihed.

Det er sikkert her, at udfordringen i at læse Kierkegaard er størst for tiden. Den bedste måde at fejre Kierkegaard på er at bruge hans forfatterskab til at diskutere spørgsmål, som angår os. Hvis gravfreden skal forstyrres, kræver det, at vi selv lader os forstyrre.

Uni-avis@adm.ku.dk