Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Suzanne Brøgger: »Jeg var jo ikke Suzanne Brøgger dengang. Eller jo. Måske var jeg.«

ALUMNERNE — Et guldnet til studiebøgerne og en cykel, hun selv havde malet i guld. Suzanne Brøgger ville egentlig have læst sammenlignende litteratur, men endte på russisk i stedet. Lidt ved et tilfælde. Og var måske en lille smule Suzanne Brøgger allerede dengang tilbage i 1965, da hun begyndte at læse på Københavns Universitet, fortæller hun her til Vicki Therkildsen.

Jeg startede i 1965 med at læse russisk og fransk. Jeg ville egentlig have læst sammenlignende litteratur, men dengang var professoren lige gået på orlov. Rubow hed han. Og så jeg blev i tvivl. ”Du skal læse russisk!” sagde min tante og gav mig en bog med det russiske alfabet. Da jeg havde lært det, tænkte jeg, at jeg hellere måtte fortsætte med russisk. De studerende flyttede dengang et år til Moskva, eller Leningrad, som det hed, og studerede russisk i Sovjetunionen, og på den måde lærte de at tale russisk. Det gjorde jeg aldrig, så jeg lærte aldrig at tale sproget. Jeg afleverede de skriftlige opgaver, og da jeg så skulle skrive en historisk opgave om forholdet mellem Islam og kommunismen i Centralasien, begyndte jeg at skrive selv og stoppede russiskstudierne. Men.

At studere blev et livslangt studie, som jeg stadig er inde i. Jeg blev mere interesseret i at opsøge den viden, jeg selv havde brug for, end i at læse til eksamen eller et pensum. Ved at gå på universitetet fik jeg smag for at lære noget, dygtiggøre mig og udvide min horisont hele tiden. Russisk har jeg ikke brugt til noget andet end, at jeg føler mig meget forbundet til, hvad der sker i Rusland. Får jeg mulighed for at se en russisk film eller nyheder fra Rusland, så gør jeg det. For at høre sproget. Og jeg læser russisk litteratur. Ikke på originalsproget. Jeg kan stave mig gennem linjerne, men ikke læse Dostojevskij på russisk i dag.

Det sociale liv, der findes på universiteterne nu, det ville jeg gerne have haft. I 60’erne var der ingen introforløb. Ringe muligheder for at mødes med de andre fra holdet, ingen fredagsbar, ingen sammenhold eller information. Man var overladt til sig selv og til at finde ligesindede gennem opslag på en opslagstavle. Det var måske også derfor, at der dengang var såkaldte ’evighedsstuderende’, der gik på universitetet hele livet. Der var et cafeteria i Nørregade, der hed Kannibalen. Der kunne man få varm mad – husmandskost – for billig penge. Og der sad de som regel de gamle mænd, der blev kaldt evighedsstuderende. Og det var de måske også. Da mine bøger begyndte at udkomme, var jeg stoppet på universitetet. Jeg havde ikke tid og overskud til begge dele og havde truffet et valg. Jeg havde altid villet være forfatter.

Blå bog

Suzanne Brøgger (født 1944) er forfatter.

Hun debuterede i 1973 med essaysamlingen Fri os fra kærligheden, og har siden skrevet flere end 20 romaner, der er udkommet over hele verden.

Fra 1965 læste hun russisk og fransk ved Københavns Universitet. Hun skrev aldrig speciale.

Suzanne Brøgger har bl.a. modtaget Weekendavisens Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og Holdberg Medaljen.

Suzanne Brøgger blev i 2009 udnævnt til æresalumne ved KU med denne begrundelse fra Humanistiske Fakultet:

»fordi hun som kunstner og aktiv deltager i den offentlige debat fra stadig nye vinkler har analyseret det vestlige samfunds livsmønstre og kønsstrukturer, i parforholdet, familien og i det samfundsmæssige fællesskab. Suzanne Brøgger forener i sit forfatterskab det sanselige og det intellektuelle, hverdagen og det exceptionelle, det nære og det globale. Hun er læst – og enten elsket eller hadet – af danskere i alle aldre og samfundslag.«

Jeg var jo ikke Suzanne Brøgger dengang. Eller jo. Måske var jeg. Jeg havde faktisk en jordmodercykel, som jeg malede guld, og jeg havde mine bøger i et guldnet. Så lidt fancy var jeg jo nok. Men ellers indordnede jeg mig måske… Nej vent. Det gjorde jeg altså ikke. For selvom jeg ikke var en del af ungdomsoprøret, så var oprør en del af tidsånden. Jeg husker fx, hvordan jeg sammen med nogle andre i slutningen af 60’erne i faget russisk historie, hvor vi skulle lave en fremlæggelse om en korrespondance mellem Ivan den grusomme og fyrst Krupski, besluttede, at vi ville lave vores fremlæggelse som teater. Vi klædte os ud og performede vores fremlæggelse. Det tror jeg aldrig, at læreren havde været ude for før, men det var ikke bare mig, det var hele tidsånden, der emmede af oprør. Jeg var begyndt at skrive, så jeg sad for mig selv og skrev mine bøger, og min debutbog Fri os fra kærligheden var jo også oprørsk i sig selv. Så jeg lavede mit eget oprør.

I dag kunne vi bruge et studenteroprør mod den politiske konsensus, som er ekstremt højreorienteret. Minoriteter og navnlig muslimer bliver hånet og nedrakket og meget, meget dårligt behandlet i Danmark ud fra en slags konsensus. Det synes jeg er forfærdeligt! Vi ved, at Le Pen og Zemmour – de mest højreorienterede fra Frankrig – har DK som foregangsland. Vi ved, at Anders Breivik også havde Danmark som inspiration. Der er masser af plads til selvindsigt for danskerne. Det, der er blevet mainstream, er i virkeligheden ekstremt højreorienteret. Og det synes jeg bestemt, at man som studerende kunne gøre oprør imod.

Skulle jeg vælge studie i dag, ville jeg vælge at læse antropologi. Jeg er skabsantropolog og har altid været interesseret i andre livsformer, andre normer og minoriteter i forhold til flertallet. Hvorfor lever nogle sådan i stedet for sådan? Og hvordan kan det være, at vi fortolker det, som vi gør? Nu tænker jeg på, hvordan vi har været involveret i krige i Mellemøsten. Der er som regel ikke meget offentlig fokus på, hvordan andre mennesker lever i andre lande. Vi sender bare soldater afsted og bliver kede af det, når det ikke går dem godt. Det er desværre lettere at gå i krig mod folk, hvis man ikke forstår dem.

Når man siger, at humaniora har udspillet sin rolle, så tænker jeg, at det er fordi, humaniora sætter mennesket i centrum, og det kan vi ikke længere. Vi er blot en brik i naturen. Men det er igennem humaniora, at man kan få en anden fortolkning, og ændre på forståelsen af menneskets placering i universitetet. Det skal jo ikke bare være tal det hele. Der skal også være et sprog omkring det. Erkendelser og indsigter. Et informationssamfund er jo mest optaget af bundlinje og fakta og tal, så alt, hvad der handler om ånd, er mistænkt. Derfor underprioriteres humaniora. Ånden er farlig, fordi den er svær at forstå, og så er det nemmere at sige, at den ikke er noget værd. Men et samfund, der er åndløst, det er jo lige til at skrotte.

I dag kunne vi bruge et studenteroprør mod den politiske konsensus, som er ekstremt højreorienteret.

Suzanne Brøgger

Samtykkeloven er noget af det mest spændende, der er sket længe i den akademiske debat. Vi kender ikke konsekvenserne af den eller dens langsigtede betydning. Men når vi tænker på, at sex aldrig eller meget sjældent har været frivilligt for kvinder, at man ikke har regnet med, at kvinder var interesseret i sex gennem det meste af menneskehedens historie, og at voldtægt har været helt normalt – så er det interessant, at man pludselig også juridisk skal være to om det. Det er en spændende glidning i identitet og kønspolitik.

Det er skandaløst, at oldnordisk underprioriteres, og stillinger nedlægges, når vi samtidig nægter at give de islandske sagaer tilbage til Island, når de beder om dem. Island er ved at lave et forskningscenter i Reykjavik, hvor de både forsker i deres kulturarv og gerne vil vise værkerne for offentligheden. Og så siger danskerne, at det også er dansk kulturarv!? Det er en kolonialistisk holdning, synes jeg.

Det er mit indtryk, at studier i dag er sammensat meget fabriksagtigt, hvor de studerende skal hurtig igennem taxametersystemet. Ligesom at gå på en fabrik kunne jeg forestille mig, men det kommer meget an på, hvilken lærer man får. Alting afhænger faktisk af, hvilke undervisere man har. Samtidig tror jeg også, der er meget stor rådvildhed hos unge i dag. På den ene side får de utrolig meget information gennem fx sociale medier i en grad, så det er svært at mærke, hvem de selv er. Det er svært for dem at byde ind med noget. De kan være vanvittig gode til at lære en lektie udenad og tage en eksamen. Men hver gang det handler om at byde ind med, hvem de selv er, så er det svært.

Hvad jeg brugte min første løn til? Det er flovt! Leopardpels. Jeg var i Afghanistan, og fik syet en leopardpels, og så tænkte jeg, at det er den bedste investering, jeg nogensinde kommer til at gøre mig. Når jeg nu har en stor studiegæld i banken, og jeg så kommer derhen, så kan de se, at jeg er alle pengene værd.

Læs også: Det hele faldt på plads for Mads Krogsgaard på andet semester.

Seneste