Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Det hele faldt på plads for Mads Krogsgaard på andet semester

Alumnerne — Novo-chef Mads Krogsgaard Thomsen fik en åbenbaring i et laboratorium på Frederiksberg, der ændrede alle hans fremtidsplaner. Som studerende var han dygtig og målrettet – men to gange blev han til grin.

Jeg var enormt genert den første dag på dyrlægestudiet. Vi skulle selv danne studiegrupper, og jeg var ikke den første, der var ude af busken, fordi jeg var så ung og umoden. Heldigvis kom der et par studerende hen til mig, og jeg gik selv over til en jysk fyr, der så endnu mere genert ud end mig. Han blev min faste læsemakker gennem hele studiet.

Jeg troede, jeg skulle have min egen praksis ligesom i Folk og Fæ (britisk tv-serie om en dyrlæge, red.), for jeg har altid elsket dyr. Men da jeg fik biofysik, statistik og kemi på første semester, blev jeg så bidt af at undersøge, hvordan tingene hænger sammen i verden, at jeg ændrede mine planer. Jeg ville være forsker.

Det hele faldt på plads for mig en dag på andet semester, hvor en ung ph.d.-studerende viste mig sit laboratorium. Jeg så livet udfolde sig i hans mikroskop, og han forklarede mig, hvad problemet var, når køerne ikke kunne blive drægtige. Fra den dag var jeg så nørdet, at jeg kiggede efter forskerstillinger for dyrlæger, hver gang Dansk Veterinærtidsskrift kom ind ad døren på kollegiet. Jeg klippede stillingsopslagene ud og satte dem ind i en mappe, så jeg kunne føre statistik over, hvad jeg skulle gøre for enten at blive professor på universitetet eller få en karriere i lægemiddelindustrien.

Blå bog

Mads Krogsgaard Thomsen

Født 27. december 1960

Uddannet fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i 1986

Administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden. Tidligere koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk

Adjungeret professor i farmakologi på Københavns Universitet

Tidligere bestyrelsesformand på Københavns Universitet.

Jeg fandt ud af, at jeg skulle tage mig gevaldigt sammen. I dag er der mange flere ph.d.-stipendier, end der var i 80’erne. Dengang skulle man mindst have 10,5 i snit, og det endte jeg også med at få: Jeg fik 11 i snit.

Jeg forstår godt dem, der får stress på studiet, jeg har bare aldrig haft det sådan. Jeg kunne godt lidt at stå op om morgenen og mærke en rumlen i maven og en høj puls. Så vidste jeg, at nu kører adrenalinen.

Til den første mundtlige eksamen på universitetet var jeg meget nervøs. Om morgenen ringede min læsemakker og hoverede over, at han havde fået 13, og det gjorde mig kun endnu mere nervøs. Da jeg endelig kom op, gik det heldigvis godt, og da professoren kom ud, sagde han: »Mads, du har fået 13 – endda et stort 13-tal.« Så løb jeg over på Gimle, som stadig er kantinen på Frederiksberg Campus, og så kunne jeg hovere over for min læsemakker og sige, at jeg havde fået et stort 13-tal.

En af mine eksamener gik dog helt skævt. Jeg skulle diagnosticere en ko, og jeg kunne godt se, at den havde yverbetændelse. Så jeg sagde stolt, at det her er en ko med mastitis, og den skal have antibiotika, men professoren brød ind: »Ja, og hvad mere?« Det viste sig, at koen også havde fået ledbetændelse. Det var noget, der hedder Stockfleths forfangenhed, men jeg havde aldrig hørt om det.

LÆS OGSÅ: Suzanne Brøgger: »Jeg var jo ikke Suzanne Brøgger dengang. Eller jo. Måske var jeg«

Jeg græmmede mig. Min professor blev jo sur på mig. »Har du simpelthen ikke været til den forelæsning? Har du ikke hørt efter?« spurgte han. Jeg havde åbenbart pjækket den dag, vi lærte om Stockfleths forfangenhed. Jeg fik et syvtal, som i dag svarer til et firtal, og hvis man drømmer om at læse en ph.d., som jeg gjorde, skal man jo ikke have supermange af dem. Det var en rigtig kikset oplevelse.

Det var tæt på at gå helt galt, da vi lavede et forsøg med giftige kemikalier. Der stod i manualen, at reaktionsblandingen skulle henstå ved 200 grader i tyve minutter, og så tænkte jeg »fint« og skruede helt op for bunsenbrænderen. Hvis jeg havde læst hele manualen, ville jeg have vidst, at den kemiske reaktion var en exoterm proces, der selv laver varmen. Jeg skulle altså bare have forladt den og ikke givet gas med bunsenbrænderen. Så det hele eksploderede lige op i hovedet på mig. Kemilæreren råbte: »Hvad er der sket?!« Jeg havde de her giftige gule kemikalier i hele ansigtet, og han var bange for, at jeg havde fået det i øjnene, selv om jeg havde beskyttelsesbriller på. Han flåede mig ud i pigernes omklædningsrum, hvor der var en nødbruser, og så skulle jeg ellers stå og kigge lige op i strålen i tyve minutter. Heldigvis var der ikke nogen piger i omklædningsrummet.

Jeg blev til grin foran alle mine venner. Alt mit tøj var vådt, og jeg havde ikke noget skiftetøj. De vidste godt, jeg var sådan en, som havde godt styr på det faglige, og til forelæsningerne var jeg det dydsmønster, der kunne række hånden i vejret og svare rigtigt, når professoren stillede et spørgsmål. Så selvfølgelig syntes folk, det var enormt sjovt, når jeg dummede mig. Jeg blev passende meget til grin, vil jeg sige. Og jeg lærte en vigtig lektie: En gang imellem skal man læse manualen.

Jeg købte en bil for min første løn, da jeg blev ph.d. på Landbohøjskolen. Jeg boede i en andelslejlighed på Amager, der var opvarmet med petroleum, og pludselig havde jeg råd til at holde temperaturen på tyve grader. Bilen, en spritny Ford Fiesta til 80.000 kroner, forgældede mig til gengæld, så jeg måtte sælge den med tab et år senere. Det lærte jeg meget af.

De studerende i dag er meget mere ambitiøse og nysgerrige, end da jeg selv studerede. Det ved jeg, fordi jeg selv underviser som adjungeret professor i farmakologi. Der er langt flere piger end drenge, og mange af dem kommer myldrende op og spørger til alt muligt i pausen. De har knoklet i gymnasiet, til deres neglespidser blev blodige. Når de så kommer ind på universitetet, og det bliver mere krævende, så stresser det dem. Det er altså ikke kun en positiv udvikling. Jeg tror meget på eliten. Det er vigtigt, at vi har kanondygtige unge mennesker, der får høje karakterer. Men der er et advarselsflag, der handler om stress.

Det er vigtigt, vi nurser talenterne på universiteterne. De forskere fra Københavns Universitet, som Novo Nordisk eller andre firmaer ansætter, skal være lige så talentfulde, som de folk fra Oxford og Cambridge, der bliver ansat af engelske lægemiddelfirmaer. På universiteterne er det vigtigt, at man ikke bare laver rutineansættelser af dem, der allerede er på instituttet. Det skal være en konkurrence om at få de bedste ansat. Og vi skal også have gode udenlandske forskere.

Det er noget møg, når politikerne ikke vil have engelsksprogede uddannelser. Hvis vi skal have gode udenlandske forskere og undervisere, der ikke taler dansk, skal de kunne undervise på engelsk. Jeg forstår slet ikke det der politiske halløj. Vi uddanner til et globalt marked, og den grønne omstilling er global.

Jeg synes, politikerne har for lidt fokus på uddannelse og forskning.  Der burde være kæmpe prestige i det. Hvis fondenes donationer til universitetet skal gøre en forskel, så er det vigtigt, at det offentlige følger med. Og at man ikke skærer ned hist og her. Lige nu taler politikerne jo om regionalisering og om at sende dyrlæger til Foulum, hvor der slet ikke er et forskningsmiljø som i København.

I stedet for at lave symbolpolitik og regionspolitik, burde de indse, at det er naturligt, at unge mennesker søger mod vores kraftcentre og forskningsmæssige fyrtårne. De vil gerne til de store byer og komme ind i de gode forskningsmiljøer. Det var, fordi jeg selv fik den mulighed, at jeg blev så fascineret af forskning som studerende.

Læs også Suzanne Brøgger: »Jeg var jo ikke Suzanne Brøgger dengang. Eller jo. Måske var jeg«

Seneste