Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tak til min medstuderende, der havde mod til at sige fra over for sexchikane

Ligestilling — Alt for mange reelle indspark i debatten affejes med, at der er tale om krænkelses­parathed. Nu må vi se hinanden i øjnene og spørge: Hvorfor accepterer vi, at kvinder reduceres til sexobjekter?

Ligebehandlingsnævnet har i en afgørelse offentliggjort den 17. december 2019 givet en studerende medhold i, at hun har været udsat for chikane på Københavns Universitet. Nævnet har fastslået, at en undervisers udtalelser var omfattet af ligebehandlings­lovens definition på sexchikane.

Jeg vil starte med at slå fast, at jeg ikke selv oplever denne sag som et udtryk for et generelt problem specifikt på Københavns Universitet, men at mit ønske om at kommentere sagen skal ses i lyset af en bredere samfundsmæssig kritik.

LÆS OGSÅ: Hun vandt sexchikanesag mod Københavns Universitet

Chikanen er sket i forbindelse med undervisningen, hvor underviseren blandt andet har forklaret kautionsformer og deres sikkerhed ved at sidestille kautionsformerne med kvinder, der stiger i værdi i takt med, at de bliver mere og mere letpåklædte. Den sikreste form for kaution kan sidestilles med en kvinde i fransk lingeri, må vi forstå. Hun har den største realisationsværdi, for hun er den, som flest mænd finder attraktiv. Derfor er hun mest værd.

Det er kun ved at sige fra over for disse ting, at vi kan skabe en kultur, hvor det ikke er legitimt at underholde med en sprogbrug, der reducerer kvinder til sexobjekter.

I undervisningen er der også blevet spurgt om følgende: »Du går til en luder og skal have et blæs, hvad er hhv. hoved- og biforpligtelse i den ydelse?«

I mine øjne har disse eksempler det til fælles, at de reducerer kvinder til objekter. Det er et udtryk for dehumanisering og for umenneskeliggørelse, når kvinder på den måde værdisættes og rangeres efter, hvor seksuelt attraktive mænd finder dem.

Den pågældende underviser har efterfølgende beklaget, hvilket man kun kan tage hatten af for. Underviseren har også sagt, at det ikke var hensigten at støde nogen. Det har jeg stor respekt for.

Det interessante er heller ikke den pågældende underviser, som jeg håber, vil fortsætte sin undervisning på universitetet – omend i en mere modereret form. Det interessante er, hvordan den slags sprogbrug blev så normaliseret og indgroet i os, at vi ikke længere lægger mærke til det, når vi bruger den, eller at vi legitimerer den med, at det er dansk tøhø-humor.

Det er tid til, at vi kigger hinanden i øjnene og spørger: Hvorfor synes vi egentlig, at det er legitimt med en sprogbrug, der reducerer kvinder til sexobjekter? Og hvorfor affejer vi altid disse debatter med, at der alene er tale om dansk humor?

Jeg vil gerne sende en stor tak til min kvindelige medstuderende, der har sagt fra over for disse udtalelser i en tid, hvor et stigende antal kritiske indspark i debatten affejes med, at der er tale om krænkelses­parathed eller identitetspolitik.

Det er kun ved at sige fra over for disse ting, at vi kan skabe en kultur, hvor det ikke er legitimt at underholde med en sprogbrug, der reducerer kvinder til sexobjekter. Så til min medstuderende, der sagde fra: Mange tak for det.

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste