Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tal ordentligt, mand!

Køn — Vi kan ikke lade internettrolde diktere, at ligestillingsdebatten står stille, skriver ph.d.-studerende, som fik en skidtspand af kommentarer til et indlæg om, hvordan coronakrisen rammer kønnene skævt.

For nogle uger siden bragte Uniavisen et debatindlæg, jeg skrev, om, hvordan jeg mener, at hjemsendelsen under coronakrisen forstærkede nogle ulige og strukturelle kønspolitiske dynamikker i vores samfund.

LÆS OGSÅ: Coronas kvindefælde: Gæt hvem der blev hjemme

Det var en tendens jeg tydeligt så i min egen omgangskreds, og efterfølgende fik jeg en masse istemmende e-mails fra folk, jeg slet ikke kendte, som takkede mig for at sætte fokus på dette vigtige emne.

Så kom debatindlægget på Uniavisens facebookside, og jeg fik den sædvanlige sexistiske shitstorm, som åbenbart er obligatorisk, når man, som kvinde, ytrer sig om ligestilling. Jeg under ikke kommentarerne den opmærksomhed at kopiere dem her.

Jeg havde egentlig ikke rigtig overvejet konsekvenserne af mit indlæg. Jeg skrev det mest, fordi det fyldte meget for mig. Kønsopdelingen i kommentarerne var så markant, at den på tragikomisk vis understøtter hele pointen i debatindlægget. Jeg kan allerede se, at nogle af troldenavnene går igen i kommentarspor til artikler om den nye samtykkelov og forfatteren Olga Ravns aktuelle bogudgivelse.

Men er ligestilling virkelig så øm en tå, at vi ikke engang kan tale om det? Har debatten udviklet sig til en aggressiv fløjkamp, som er kørt så skævt, at folk har meldt sig helt ud, fordi de simpelthen ikke orker det mere?

Kønsopdelingen i kommentarerne var så markant, at den på tragikomisk vis understøtter hele pointen i debatindlægget.

I mit debatindlæg tog jeg udgangspunkt i, hvordan det påvirker kvinders karriere negativt at få børn, fordi det har været meget tydeligt for mig, efter at jeg selv er blevet mor, og hvordan hjemsendelsen forstærkede denne nedadgående rutsjebanetur. Jeg kritiserede en samfundsstruktur, som man aktivt skal kæmpe imod, især som nybagte forældre, for ikke at ryge i ‘kvindefælden’, underforstået de traditionelle kønsmønstre.

I 2018 tog danske mødre i gennemsnit 274,2 dages barsel. Fædrene tog 31,5. Det var en fremgang på hele tre dage siden 2015.

Der er helt sikkert forældrepar, som aktivt vælger og foretrækker denne form. Godt for dem. Men lad nu være med at tro, at det er universelt. Der findes, og det er ikke oppe til debat, en stor gruppe af forældre, som ikke har et reelt valg.

Jeg kender et par, som venter deres tredje barn. De har samme uddannelsesniveau inden for samme felt og arbejder begge i en offentlig styrelse. Kvinden har taget størstedelen af de to foregående barsler, og de ville gerne dele den tredje lige over.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

I mellemtiden er der bare sket det, at hendes karriere har stået stille, mens hendes mand er steget betydeligt i graderne, hvilket gør det meget vanskeligt for ham at være på barsel i et halvt år. Så ud over at det giver mere mening for dem økonomisk, at hun, igen, tager størstedelen af barslen, så har han svært ved at bryde med de normer og forventninger, som ligger i hans forfremmelse og kræve seks måneders barsel. Normer og forventninger, som ville have været helt anderledes, hvis han havde været kvinde i samme stilling. Står de over for et reelt valg?

De kunne selvfølgelig vælge at sende barnet i daginstitution i en alder af seks måneder og leve med de kommentarer og den selvbebrejdelse, som det ville medføre. Men som de fleste andre forældre prioriterer de deres børns behov langt over deres egne og vil selvfølgelig gerne udnytte det umiddelbare privilegie, som det jo også er, at have et års barsel. Så selv hvis vi så bort fra de årelange ventelister til institutionspladser, giver denne mulighed ikke et reelt valg.

Hvis nu hun havde nået at komme på det ledelseskursus, som hun var blevet lovet, men som blev udbudt under en af barslerne, så ville de formentlig have været mere ligestillede i dag, og det havde måske været en nemmere beslutning at dele den kommende barsel lige.

Og det værste er, at jeg jo til dels godt kan forstå det. Det må være rigtig hårdt for en arbejdsgiver at ansætte kvinder i den fødedygtige alder.
*

Men helt ærligt, er vi ikke alle tabere i denne sag? Hvorfor hører vi aldrig om mænd, som stemmer i og udtrykker deres ærgrelse over ikke at have haft muligheden for at tage barsel, fordi deres arbejdssituation ikke tillod det? Og fratager vi ikke barnet sin mulighed for en lige tilknytning til begge forældre ved denne ulige fordeling af vores lange barsel?

Mit indlæg var ikke en kritik af mænd

Vi burde være kommet længere end at sidde fast i fornægtelse og nedgørelse af problemet. Hvorfor skal en så åbenlys ulighed stadig retfærdiggøres? Burde vi ikke hellere gribe til handling? Ja, jeg er blevet diskrimineret på baggrund af mit køn. Jeg er blevet spurgt til en ansættelsessamtale, om jeg var gravid. Jeg er blevet presset til at trække min ansøgning fra en ansættelsesproces, da jeg ikke kunne starte på det ønskede tidspunkt, fordi jeg var på barsel.

Og det værste er, at jeg jo til dels godt kan forstå det. Det må være rigtig hårdt for en arbejdsgiver at ansætte kvinder i den fødedygtige alder. Men hvis vores barsel var lidt mere ligeligt fordelt, ville det ikke være så risikabelt at ansætte kvinder.

Jeg har også fået sårende kommentarer fra personale i daginstitutioner, fordi jeg ikke kunne lave en klassisk to ugers-indkøring af mit første barn, fordi jeg var startet på arbejde, før vi fik institutionsplads. Så selv hvis du går imod strømmen og kæmper dig tilbage til arbejdsmarkedet, skal du i en sårbar situation som førstegangsforælder forholde dig til kommentarer om, at du ikke lever op til de samfundsnormer og forventninger, som moderrollen er underlagt. Samfunds- og kønsnormer, som er så indgroede i vores hverdag, at vi slet ikke opdager dem længere.

Jeg ærgrer mig over, at mit oplæg ikke gav en mere konstruktiv debat. Jeg er ikke mandehader, og mit indlæg var ikke en kritik af mænd. Jeg beskriver, hvordan min partner og jeg i mange situationer ikke står over for reelle valg om huslige pligter, fordi det bedre kan betale sig for os, at jeg, som kvinde, tager det. Min kæreste ville gerne have været hjemme med børnene under corona eller have taget mere barsel. Det var bare ikke et valg, som vi havde, og det er et strukturelt samfundsproblem.

Ligestillings-debatten handler om ligestilling til fordel for alle.

Professor Peter Lauritsen skrev i et debatindlæg til Politiken for et par uger siden, at der skal en radikal feminisme til at ændre på den ulighed, vi har, mellem kønnene i nutidens Danmark. Man kan være enig eller uenig, og hans debatindlæg fik en del kritiske kommentarer. Den store forskel på hans og mine kommentarer er dog, at kommentarerne til hans indlæg forholder sig til det skrevne, hvorimod mine gik direkte på mig som person og ikke mindst mit køn.

Vi kan ikke lade internettrolde diktere, at ligestillingsdebatten står stille. Vi kan heller ikke tillade, at det bliver til en krig mellem kønnene. Ligestillingsdebatten handler om ligestilling til fordel for alle. Det handler om, at de valg vi tager, er reelle valg, som ikke er styret af samfundsnormer, forventninger og konservative traditioner.

Hvis vi vil have de faldende fødselsrater op, så er vi nødt til at give forældre et reelt valg. Og vi er da i det mindste nødt til at kunne tale åbent om emnet.

Jeg nægter simpelthen at tro, at det er en tabt kamp.

Seneste