Talblindt fakultet

Netop i disse dage afsluttes en samlet revision af studieordningerne på SCIENCE (Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet).

Ønsket med revisionen har været at forbedre muligheden for at sammenflette uddannelser på tværs af fakultetet og at tilrettelægge særlige studieprofiler, der skal gøre det nemmere for studerende at være tilmeldt et meningsfuldt og sammenhængende fuldtidsstudie. Alt sammen noget, der skal understøtte fremdriftsreformens visioner for fremdrift og ensretning.

Denne omfattende revision har følgelig været et kæmpe administrationsarbejde. Studienævnene har knoklet kroppen ud af laboratoriekitlerne for at sikre både fagligheden, studenterinddragelsen og opfyldelsen af fremdriftreformens krav. En indsats, som jeg virkelig vil takke dem for.

Desværre er deres arbejde gjort vanskeligere af fakultetet selv. For en agenda har nemlig også været at ensrette uddannelserne, så de passer ind i en af fakultetet fastsat, ens udseende ramme. Vel at mærke en ramme, der er fastsat uden faglige argumenter overhovedet.

Et eksempel er det umotiverede loft over antallet af begrænsede valgfrie kurser i hver studieordning. Et studie er som udgangspunkt bygget op af obligatoriske kurser, som man skal følge, begrænsede valgfrie kurser, der kan være med til at tone den studerendes uddannelse, og valgfrie kurser, hvor den studerende frit kan vælge af alverdens kurser.

Fakultetet har fastsat, at antallet af begrænsede valgfrie kurser på en studieordning ikke kunne overskride ti. Uden faglige argumenter for lige præcis dette tal. Da det blev klart, at mange studieordninger ikke kunne holde sig under dette, gik man med til at hæve det til 20. Og i nogle ekstraordinære tilfælde kunne tallet hæves til 25.

Hvorfor i alverden fastsætte denne begrænsning? Gør det studieordningen bedre? Hvad hvis både studerende, undervisere og forskere havde sagt god for flere begrænsede valgfrie kurser? Hvad hvis, det var den ordning, der gav mest mulig handlefrihed for de studerende, og samtidigt opfyldte alle de intentioner, studieordningensrevisionen havde? Hæver en sådan begrænsning uddannelseskvaliteten?

Nej, det gør den ikke. Faktisk har der været adskillige ting, der ikke har medvirket til at hæve uddannelseskvaliteten. Det må og skal trods være det højeste mål for at ændre på studieordninger. Ret mig, hvis jeg tager fejl, men det er studienævnene, der har den største viden og kompetencer inden for de respektive studier. Hvis de fremlægger et forslag, der bryder med de fastsatte rammer, så må fakultetet spørge, hvorfor de dog gør dette. Hvis studienævnene kan svare sagligt, velovervejet og fornuftigt, så må fakultetet bøje sig. For de ved ikke mest om studierne, de kender ikke de forskellige studiekulturer lige godt, de har ikke fingrene i bolledejen.

Hvis rammerne skulle fremme uddannelseskvaliteten, så kunne jeg forstå deres eksistens. Hvis rammerne skulle fungere som rettesnor, så der blev foretaget en faglig vurdering af de enkelte studieordninger, kunne jeg forstå det. Men kassetænkning og et ukonstruktivt samarbejde mellem fakultetet og studienævn, det kan jeg virkelig ikke forstå. Og som fysiker kan jeg ikke lide ting, jeg ikke forstår.

uni-avis@adm.ku.dk