Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Videnskab
Feedback — Akademikere kan føle, de har bedraget deres kolleger til at tro, at de er bedre, end de er. Denne forsker ved, hvordan man bekæmper bedragersyndromet.
De fleste har nok oplevet det: Man har leveret en god præstation, men kan alligevel høre en stemme i baghovedet hviske, at man bare var heldig eller ligefrem har narret andre til at tro, at man er intelligent og kompetent. Derfor er man ikke værdig til at tage imod ros.
Psykologien kalder fænomenet for impostersyndrom eller bedragersyndrom.
Første gang, impostersyndromet blev beskrevet af psykologer, var i 1978. Derefter er det kun sjældent blevet undersøgt på en kontrolleret og videnskabelig måde, der gør det muligt for forskere at undersøge de mekanismer, der får nogle mennesker til at føle sig som bedragere, selv når de ikke har grund til det.
Det er imidlertid lykkedes Sucharit Katyal, der er postdoc på Institut for Psykologi, at udvikle et kontrolleret eksperiment til formålet.
»Vi forsøgte at kontrollere alle relevante faktorer i vores eksperiment, og vi fik alle vores 508 forsøgsdeltagere til at præstere på samme niveau. Selv om de lavede forskellige vurderinger af deres egne præstationer, var der alligevel ikke nogen reel forskel imellem dem,« siger Sucharit Katyal.
Måske blev han inspireret til at udvikle sit eksperimentet på baggrund af sine egne oplevelser. Da han, der er uddannet psykolog, blev forsker i et universitetsmiljø, baksede han i begyndelsen med en følelse af fremmedgørelse, fortæller han:
Eksperimentet
Eksperimentet foregik online med to spil. Først skulle deltagerne vælge mellem bær, der var røde eller lilla, og forskellen mellem de to farver (der kunne justeres) afgjorde sværhedsgraden. Bagefter skulle de selv vurdere kvaliteten af deres egen indsats.
I det andet spil blev deltagerne vist flere forskellige typer frugt, som de blev bedt om at huske. Efter et stykke tid blev de vist to forskellige frugter, og de skulle afgøre, hvilken af de to, der var blevet vist til dem tidligere. Derefter skulle de vurdere, hvor godt de havde løst opgaven.
Eksperimentet indgår i undersøgelsen Distorted Learning from Local Metacognition Supports Transdiagnostic Underconfidence, der er publiceret i Nature Communication i februar 2025.
»Jeg tror, impostersyndromet fylder en del i akademia. De fleste forskere bliver ramt af det på et eller andet tidspunkt, for ofte tager det to eller tre år for en forsker at få et gennembrud, og i den periode får de måske ingen feedback, der kan få dem til at stole på sig selv. Desuden møder man mange mennesker, der ved meget, og det kan påvirke ens selvtillid negativt.«
Det er ikke en opfattelse, han har fået direkte fra eksperimentet, men noget, som Sucharit Katyal selv har oplevet. Han flyttede fra sit hjemland, Indien, til USA for at lave sin ph.d., og den oplevelse gav ham erfaringerne med at være tæt på begavede og ressourcestærke mennesker, mens han selv var på vej til at finde sit fodfæste som forsker.
»De fleste mennesker bliver nok ramt af impostersyndromet på et eller andet tidspunkt i deres liv. Mens jeg var i USA, begyndte jeg at spørge mig selv om, hvad jeg lavede der, for det virkede som om, alle andre end mig havde selvtilliden i orden. Det kan godt påvirke en negativt, indtil man selv begynder at blive specialist og får selvtillid,« siger han.
Allerede i 2021 begyndte Sucharit Katyal at forske i, hvordan mennesker danner selvbilleder. Det fik ham til at udtænke eksperimentet, der især har afsløret to ting, vi selv kan gøre, så vi får en mere korrekt selvopfattelse og ikke behøver at føle os som bedragere.
Den første ting er at lytte til andre, der har kvalifikationerne til at bedømme ens præstation. Vi må ikke kun lytte til os selv.
Den anden ting er at holde fokus på de gange, hvor vi præsterede godt. Vi må altså ikke nøjes med at fokusere på de gange, hvor vi præsterede dårligt.
Desværre er det ikke altid helt så enkelt, som det lyder. Nogle mennesker er nemlig mere modtagelige for impostersyndromet end andre.
»Eksperimentet bekræftede, at mennesker med forskellige grader af angst eller depression har større tilbøjelighed til at komme til at udvikle en negativ opfattelse af egen arbejdsindsats,« siger Sucharit Katyal.
Der er mere, vi selv kan gøre for at bekæmpe impostersyndromet. Det er at bede andre om at give os feedback – og tage imod den. Det kan være fra vejledere eller medstuderende.
Sucharit Katyals eksperiment har vist, at det er den metode, der virker som det bedste middel imod impostersyndromet.
»Den mest afgørende faktor for vores opfattelse af vores egne evner til at præstere er altså den feedback, vi får af andre. Den kan bryde med en negativ opfattelse af vores præstationer og give os en objektiv opfattelse af, hvad vi er gode til, og hvad vi ikke er gode til,« siger Sucharit Katyal.
Og for de forsøgsdeltagere, der lider af angst eller depression, viste eksperimentet endnu en positiv ting, der også overraskede Sucharit Katyal: De får det samme udbytte af feedback som alle andre.
»De tog imod både positiv og negativ kritik på samme måde som mennesker uden angst eller depression. Man kunne ellers have troet, at de ville være mere sensitive over for negativ feedback, men det var altså ikke tilfældet,« siger Sucharit Katyal.