Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Tandlægestuderende skal forske i sjælden, smertefuld sygdom

Scholarstipendium — Michelle Bornemann Honoré har modtaget 147.000 kroner til at forske i sygdommen EDS i muskler og kæbeled. Hun håber, det kan bidrage til, at tandlægerne kan opdage sygdommen tidligere hos patienterne end i dag.

Tandlægestuderende Michelle Bornemann Honoré (22) skal det næste års tid bore sig ned i, hvordan en sjælden sygdom påvirker vores tænder, tyggemuskler og kæbeled.

Michelle Bornemann Honoré modtog 3. november et scholarstipendium på 147.000 kroner af Tandlægeforeningen til at undersøge bindevævssygdommen Ehlers-Danlos syndrom (EDS). Den kan forårsage parodontitis i en tidlig alder og smertefulde funktionsforstyrrelser i muskler og kæbeled.

Ifølge Michelle Bornemann Honoré har endnu ingen forsket i EDS hos danske patienter. Hun skal undersøge konsekvenserne, sygdommen har for patienterne.

Tandlæger kan bedre målrette behandling

En gentest kan afsløre EDS, men mange patienter bliver først diagnosticerede som voksne. Det er her Michelle Bornemann Honoré håber at kunne gøre en forskel.

»Jeg håber, at min forskning kan kaste lys over sygdommens konsekvenser, og at det vil hjælpe tandlægerne til hurtigere at fatte mistanke, når patienter har EDS, men måske ikke er diagnosticerede endnu. På den måde kan man opdage sygdommen tidligere, og tandlægen kan bedre målrette tandbehandlingen,« siger hun i en pressemeddelelse fra Tandlægeforeningen.

Når Michelle Bornemann Honore er færdig om et par år med sit tandlægestudium som kandidatstuderende i Odontologi ved Københavns Universitet, håber hun at tage en ph.d.

EDS-forskningsprojektet har nemlig ’givet hende blod på tanden’ til at forske videre.

Seneste