Til kamp for universitetet

I SKRIVENDE STUND er vi ved at gøre os klar til at samle elever og studerende fra hele landet for at sige klart fra over for besparelser på vores uddannelser og de kvalitetsforringelser, som unægtelig følger med. Når du, kære læser, sidder med avisen i hånden, så er det dagen efter dagen. Det er efterhånden ved at være en tradition, at hvert efterår vil politikerne nedprioritere ungdommen, og hvert efterår råber ungdommen op og kræver at blive taget seriøst.

I SITUATIONER med årelange besparelser så er det nemt at blive fanget i, hvad vi kæmper imod, fordi det er det, som er nemmest at få øje på. Vi kæmper mod fyringer af vores dygtige undervisere, vi kæmper mod lukninger af både fag og biblioteker, vi kæmper mod større hold til undervisning og dårligere forhold for at få vores speciale vurderet på bedste vis.

Vi kæmper mod besparelser, fordi vi kæmper for vores faglighed.

UDFORDRINGEN MED AT KÆMPE imod ting er, at det er hårdt. Det føles som en kamp op ad bakke. Derfor har vi spurgt hinanden, hvad det er, vi kæmper for. Hvorfor orker vi år efter år stå og råbe politikerne op, mens oktobervejret raser om ørene på os. Vi kæmper mod besparelser, fordi vi kæmper for vores faglighed, og fordi vi har drømme på det her universitets vegne. Og så er det jo nærliggende at spørge, hvad det er vi drømmer om, og hvordan vi gerne selv vil være studerende.

FILMEN GOOD WILL HUNTING præsenterer en meget stereotyp ide om, hvad det vil sige at være universitetsstuderende. I ordets mest bogstavelige forstand så læser man på universitetet, man læser tykke bøger alene på et bibliotek, og så kan man dukke op til en forelæsning med 300 andre studerende og en lærer, som står foran seks store tavler, som i løbet af forelæsningen bliver fyldt ud med ulæselige kragetær.

HVIS DET VAR SÅDAN en universitetsoplevelse, vi var blevet præsenteret for, så havde vi ikke været på KU særlig længe. Heldigvis er det at læse på universitetet i dag så meget mere end at sidde bøjet over bøgerne til den lyse morgen og forsøge at få lov til at stille bare et enkelt spørgsmål blandt skoven af andre studerende, som også bare gerne vil stille ét spørgsmål til forelæseren. Det at læse på universitetet er meget mere end at proppe sit hoved med viden; magien sker, når vi får lov til at diskutere den viden og forholde os kritisk til den. Når vi har holdundervisning og diskuterer teksterne med vores medstuderende, når vi råbende til fredagsbaren får vendt, hvorfor Foucault er så populær, når vi mødes med vores underviser i køen til kaffe og når at få spurgt, hvad lige det der begreb betød.

FOR OS ER DETTE UNIVERSITETET anno 2017 – og heldigvis for det. Det er det universitet, vi kæmper for at bevare. Det er det universitet, vi kæmper for at rykke videre. På KU er der ikke én løsning på, hvordan drømme-universitetet ser ud. Det er noget af det, som gør det helt unikt at være studerende her. Hvis vi alligevel skal forsøge at sige noget fælles, så handler det i høj grad om, at vi som studerende bliver inviteret med ind i skabelsen af banebrydende forskning, hvor vi tør tage chancer og løbe med de gode ideer. Og sidst men ikke mindst så drømmer vi om et universitet, hvor de studerende har overskud, hvor de stoler på deres faglighed, hvor de har venner og hvor man føler sig som en del af noget af noget større, et større vidensfællesskab.

NU SKAL VI LIGE PUSTE ud oven på demonstrationen og få indhentet noget af den søvn, som vi ikke har fået de sidste par måneder. Når vi har sovet ud, så går vi i gang med at få drømmeuniversitetet til at ske. Der er altid plads til at få flere med på holdet, og hvis du stod på Nytorv, fordi du også er forelsket i din egen faglighed, så vil vi rigtig gerne have dig med.