I løbet af sin studietid har 21-årige Mykyta Abramenko, der snart er bachelor, kun været til fysisk undervisning enkelte gange.

Som tilflytter fra den mellemstore by Nikopol i det sydlige Ukraine havde han ellers høje forventninger til sit kommende studieliv i hovedstaden Kyiv. Men først var det corona, der sendte de studerende hjem, dernæst var det krigen, der forvandlede studielivet til en lang række identiske dage foran en computerskærm.

»Der boede jeg i starten,« siger han og peger op på en murstensbygning foran sig.

Men ligesom så meget andet blev hans hverdag på kollegiet en skuffelse, fordi mange af hans naboer opholdt sig hjemme hos deres forældre det meste af tiden.

Nu læser Mykyta Abramenko på det sidste år af sin bacheloruddannelse på Kyivs Polytekniske Institut. Han viser rundt ved de gamle universitetsbygninger, der er iklædt et tyndt lag nyfalden sne. Det er lørdag, og ser man bort fra en lille håndfuld mennesker, der er ude og gå tur, ligger campus øde hen.

De kan finde på at give os flere opgaver for, end vi kan klare på grund den stress, vi lever under i Ukraine.

Studerende Mykyta Abramenko om at blive undervist af forskere, der er flygtet til udlandet

Mykyta Abramenko viser vej til en nærliggende café. På førstesalen har en gruppe unge taget plads rundt om et bord, og deres samtale foregår skiftevis på engelsk og ukrainsk. De er en del af en snakkeklub, som Mykyta Abramenko er med til at arrangere gennem studenterorganisation BEST – Board of European Students of Technology – som har lokale afdelinger i de fleste europæiske lande. Lokalafdelingen i Kyiv holder også andre arrangementer, for eksempel hackathons, og indtil for få år siden havde de også en del rejser til og fra de andre europæiske afdelinger:

»Vi har faktisk talt om at invitere europæiske studerende til Ukraine. Men der var ikke ret mange, der syntes, det var en god idé, for vi kan ikke garantere deres sikkerhed,« siger Mykyta Abramenko.

Han ville gerne vise udenlandske studerende, hvordan ukrainernes studieliv er blevet påvirket af Ruslands invasion, og de udfordringer, krigen har medført i hverdagen.

LÆS OGSÅ: To års krig: For hver dag, der går, svækkes ukrainsk forskning mere og mere

En ting er luftalarmerne. Ifølge universitetets regler skal undervisningen afbrydes til fordel for et beskyttelsesrum, når alarmen lyder, men da underviseren ikke altid befinder sig i samme by som sine studerende, er det ikke kun alarmerne i Kyiv, der risikerer at forstyrre undervisningen.

Noget andet er, at onlineundervisningen ikke altid skaber de bedste forudsætninger for læring:

»Det er ikke, fordi mange undervisere er dårlige til det, men de ældre undervisere har tit problemer med det tekniske. Jeg går på et fakultet, som har meget med it at gøre, men en af vores undervisere var nødt til at spørge sin kollega, hvordan man sender en e-mail til flere studerende på en gang. Nogle gange ved de heller ikke, hvordan man sender et link,« siger Mykyta Abramenko.

Samtidig siger han, at det kan skabe udfordringer, at nogle undervisere er flygtet til udlandet og derfor er ude af trit med den virkelighed, de studerende befinder sig i:

»De bor måske i Polen og følger ikke med i alt det, der sker i Ukraine. De kan for eksempel finde på at give os flere opgaver for, end vi kan klare på grund den stress, vi lever under i Ukraine.«

Selv har Mykyta Abramenko fået mange venner i Kyiv, men han ved, at det er sværere for mange af de studerende, der er et par år yngre og som begyndte at læse, efter krigen brød ud:

»De er blevet frarøvet deres sociale liv, først af corona og så af krigen,« siger han.

Det er de veluddannede, der flygter

Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har mange ukrainske studerende måttet søge tilflugt i udlandet. Over hele Europa har universiteter åbnet dørene for ukrainske studerende og uddelt stipendier, så de studerende kunne fortsætte eller begynde deres uddannelse i sikre omgivelser.

Også Mykyta Abramenko har bemærket, at det tynder ud i antallet af ansigter, når der er onlineforelæsning.

»Det er mest piger og kvinder, som forlod landet i krigens første år og er startet studie på et udenlandsk universitet,« siger han.

Hvor mange ukrainske studerende, der er flygtet til udlandet, er svært at sige, ligesom det nøjagtige antal ukrainske flygtninge i udlandet er ukendt, da mange rejser frem og tilbage over grænsen hver eneste dag.

Men en rapport af Centre For Economic Strategy fra august 2023 estimerer, at op mod 6,7 millioner ukrainere befandt sig i udlandet i juni 2023 på grund af krigen. Størstedelen af flygtningene er kvinder, og kvinder i aldersgruppen 35-49 år udgør en femtedel af de ukrainske flygtninge i udlandet. Flygtningene er relativt unge sammenlignet med den generelle befolkning: Over halvdelen er under 18 år, og mens 17 procent af den samlede gruppe af flygtninge er mellem 18 og 34 år, er kun fire procent over 60 år.

Samtidig er de relativt veluddannede – eller i hvert fald på vej til at blive det. I november 2022 var omkring 70 procent af respondenterne enten i gang med eller havde færdiggjort en videregående uddannelse. Til sammenligning har blot 29,1 procent af den samlede ukrainske befolkning gennemført en videregående uddannelse.

Udviklingen har fået flere aktører til at advare om risikoen for brain drain, som kan få konsekvenser for Ukraine, når landet skal genopbygges, og mange år ud i fremtiden. En af aktørerne er Den Europæiske Studenterunion (ESU).

»Bekymringerne er allerede blevet til virkelighed,« siger Iris Kimizoglu, der er vicepræsident i ESU.

»Emnet skaber splittelse. For på et individuelt plan har alle ret til at vælge, hvor de vil studere og leve deres liv, og vi mener ikke, at man bør give folk incitamenter, som vil tvinge dem tilbage. På den anden side mister Ukraine sine forskere og sine hjerner, hvis der ikke er et incitament til at vende hjem, og det vil selvfølgelig få langsigtede konsekvenser,« siger hun.

Fremtidens arbejdskraft

Problemet handler ikke kun om studerende. Den store andel af børn, der har forladt Ukraine, skaber også bekymring, siger Olga Tokariuk, der som stipendiat ved tænketanken Chatham House er i gang med et forskningsprojekt om risikoen for brain drain i Ukraine.

»Det er jo fremtidens arbejdskraft, som kommer til at bidrage til økonomien i de kommende årtier. Når man ser på, hvor stor en andel af flygtningene, der er børn, mener jeg, det er et meget presserende spørgsmål, hvordan vi får dem til at vende hjem, eller hvordan vi kan engagere dem og få dem til at bidrage på andre måder, hvis krigen varer ved.«

Hun henviser til tallene for flygtningenes uddannelsesbaggrund i den førnævnte rapport, som viser, at mange er højtuddannede.

Jeg er ikke sikker på, at de ville anerkende det, hvis jeg tog til Europa efter krigen og viste mit afgangsbevis fra Kyivs Polytekniske Institut

Studerende Mykyta Abramenko

»Situationen er desværre, at mange af dem ikke er i stand til at finde job, der matcher deres kvalifikationer og føler sig pressede af værtslandene til at tage imod hvilket som helst job. Det betyder desværre, at deres professionelle kompetencer forringes, fordi de ikke bruger dem,« siger hun.

Selvom det langt fra er første gang, at emigration fra Ukraine har givet anledning til bekymring for hjerneflugt, er skalaen i dag en anden, siger Olga Tokariuk. Og som krigen varer ved, forværres håbet om, at flygtningene vender hjem til Ukraine. I sidste ende kan konsekvensen blive, at Ukraine årligt vil miste mellem 2,7 og 6,9 procent af sit BNP, konkluderer rapporten.

»Det vil få enorme konsekvenser for den ukrainske økonomi. Dertil kommer, at den demografiske udvikling er negativ og allerede var det inden fuldskalainvasionen. Fødselstallene er lave, antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder skrumper, og en større del af befolkningen er omkring pensionsalderen,« siger Olga Tokariuk.

Rapporten viser også, at studerende er 68 procent mindre tilbøjelige til at vende hjem end ikke-studerende. Det kan blandt andet skyldes, at studerende er hurtigere til at integrere sig i nye samfund og lære nye sprog end andre grupper af flygtninge.

Mykyta Abramenko: Jeg bliver

Selvom Mykyta Abramenko har opholdt sig i Ukraine under hele krigen, har han alligevel haft flugtoplevelsen tæt på. I sommeren 2022 besluttede hans mor og lillesøster at flygte til Tyskland, hvor søsteren nu går i skole:

»De forlod Nikopol, da det begyndte at blive virkelig farligt, og der var eksplosioner hver dag. Min far bor der endnu, fordi han har et job i byen.«

Mykyta Abramenko kan sagtens forstå, hvorfor mange studerende har valgt at lade sig indskrive på universiteter i udlandet. Ud over den åbenlyse sikkerhedsrisiko, der er forbundet med at bo i et land i krig, uanset om man opholder sig i Kyiv eller i byer tæt på frontlinjen, oplever han, at mange er overbeviste om, at de kan få en bedre uddannelse i EU:

»Det afgangsbevis, du kan få i udlandet, kan virkelig vise, at du ved noget. Jeg er ikke sikker på, at de ville anerkende det, hvis jeg tog til Europa efter krigen og viste mit afgangsbevis fra Kyivs Polytekniske Institut. For det er ikke et velkendt universitet som dem, der er i Frankrig og Tyskland,« siger han.

Alligevel er han fast besluttet på at blive. Ukrainske mænd mellem 18 og 60 har som udgangspunkt forbud mod at forlade landet, men selv hvis han fik muligheden, ville han takke nej, siger han:

»Hvis du spurgte en anden, kan det godt være, du ville få et andet svar. Men jeg ser min fremtid i Ukraine,« siger Mykyta Abramenko:

»Hvem skulle overtage mit frivillige arbejde i studenterorganisationen? Jeg føler, jeg har et ansvar. Også for at genopbygge og udvikle Ukraine, når krigen er slut.«

Han understreger, at han ikke vil dømme dem, der har truffet et andet valg:

»Det er folks eget valg, og jeg ønsker virkelig også dem, der flygter, det bedste.«

The million dollar question

Som Iris Kimizoglu fra Den Europæiske Studenterunion var inde på, rummer debatten om hjerneflugt et stort dilemma. For hvordan hjælper man de individer, der er flygtet fra død og ødelæggelse uden samtidig at svække Ukraine som nation?

»Jeg tror, det er the million dollar question,« siger hun.

Hun har selv nogle bud. Et af dem handler om at bruge flere midler fra de EU-udviklingsprogrammer, der skal hjælpe Ukraine, på at styrke den ukrainske uddannelsessektor.

Den ukrainske regering bør overveje muligheden for at tage imod flere migranter, for Ukraine vil ikke have nok folk selv til at genopbygge sin økonomi

Iris Kimizoglu, Den Europæiske Studenterunion

En anden løsning kunne være at hjælpe de studerende, der gerne vil tilbage med for eksempel at finde et sted at bo, siger hun. Og for det tredje mener hun, at EU kan bidrage til at skabe nogle mere positive fremtidsperspektiver for de ukrainske unge:

»Vi ser, hvordan Nord- og Vesteuropæiske lande gør en stor indsats for at rekruttere talenter fra andre lande for at kompensere for deres egen manglende arbejdskraft. Det indebærer også talent fra Ukraine, så vi er nødt til at samtænke de to problemstillinger,« siger hun.

Olga Tokariuk mener, at fokus bør være på en mere konstruktiv kommunikation fra ukrainske myndigheders side om flygtninge i udlandet:

»For det synes jeg ikke altid, den har været,« siger hun og nævner præsident Zelenskyjs nytårstale, hvor han bad flygtninge i udlandet spørge sig selv, om de er »borgere eller flygtninge«.

»Det bidrager ikke til at få folk hjem. Det er selvfølgelig ikke den primære grund til, de bliver i udlandet, men det er noget, folk vil have med i ligningen, når de træffer en beslutning.«

Hun opfordrer dog også til at tænke helt ud af boksen. For hvis ikke Ukraine lykkes med at tilbagekalde ukrainerne, kan man så tiltrække nogle andre?

»Jeg mener, den ukrainske regering bør overveje muligheden for at tage imod flere migranter, for Ukraine vil ikke have nok folk selv til at genopbygge sin økonomi. Det vil kræve et ret stort skifte i mentaliteten, for Ukraine har altid været et land, folk migrerede fra og ikke til,« siger Olga Tokariuk:

»Men vi har eksempler på andre lande, for eksempel Italien, som er gået fra at være et land, folk rejste ud af til at være et land, der tiltrak folk. Det er den slags erfaringer, vi bør lære af.«