Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

To partiformænd og en eksstatsminister støtter borgerlige studerendes valgkamp på KU

Univalg 2020 — Borgerlige Christiansborg-politikere fra øverste hylde har lavet valgvideoer til støtte for studenterforeningen Konservative Studerende ved valget på Københavns Universitet. Er det landspolitik eller universitetspolitik?

Lars Løkke Rasmussen, politikeren, ved godt, hvilken studenterforening, han holder med ved valget på Københavns Universitet i 2020. I en lille video på Facebook toner den tidligere statsminister og Venstre-formand frem i t-shirt og giver de studerende sit endorsement:

»Vi skal blive bedre til at bruge den moderne teknologi, for eksempel ved at optage langt flere forelæsninger, så man kan slå tilbage og følge med. Det er nogle af de ting, som KS – Den borgerlige liste går til valg på,« siger Løkke, som ved siden af det strengt politiske formidler et budskab om, at han at dømme efter ansigtsfarven har fået dækket sit behov for d-vitamin fra solen.

»Jeg anbefaler, at du stemmer på dem,« siger han.

Løkke er ikke alene. Konservative Studerende har også modtaget anbefalingsvideoer fra to siddende partiformænd, Konservatives Søren Pape og Liberal Alliances Alex Vanopslagh. Dertil kommer en video fra MF’er Henrik Dahl.

»Ved du, hvad du skulle tage at gøre?« Siger Dahl og vifter med fingeren mod kameraet. »Du skulle tage at stemme på Konservative Studerende, når der er valg til de styrende organer på dit universitet.«

Studenterforeninger strides om, hvem der repræsenterer studerende

Det er usædvanligt, at landspolitikere involverer sig i et universitetsvalg, men interessen kan – hvis man ser bort fra den mulighed, at studerende ikke tidligere har fundet på at bede kendte politikere om støtte – have noget at gøre med den mediebevågenhed, som valget på KU i 2019 fik.

På det tidspunkt blev plakater fra Konservative Studerende og Frit Forum vandaliseret, og det pustede til en generel mediediskussion af det politiske klima på Københavns Universitets campus. Var det præget af en uforsonlig identitetspolitisk strømning, der ikke tålte udfordringen fra ytringsfrihedsforkæmperne i den borgerlige studenterbevægelse?

I år handler valgkampen mellem de studerende også om ytringsfrihed og akademisk frihed, men disse emner deler pladsen med mange andre spørgsmål om studerendes trivsel og vilkår.

Diskussionen mellem de to politiske fløje – altså Studenterrådet på den ene side og alliancen af borgerlige studerende og det socialdemokratiske Frit Forum på den anden – har handlet om noget andet, nemlig hvem der egentlig fører politik for de studerende.

Konservative Studerende og Frit Forums formænd i København har i et indlæg i Uniavisen hævdet, at Studenterrådet grundlæggende svigter de studerende ved at bruge for meget energi på sager, de ikke har indflydelse på, som størrelsen på SU’en, i stedet for at gå efter konkrete forbedringer på campus.

Mens Studenterrådet – som har mange flere studerende end de to andre foreninger valgt ind i KU’s demokratiske organer – fremstiller Frit Forum og Konservative Studerende som almindelige partisoldater fra de store partier, der bare i valgsæsonen bruger universitetsdemokratiet som en løftestang for deres personlige politiske karrierer.

Som Anders Mortensen, Studenterrådets spidskandidat til pladsen i bestyrelsen, har skrevet på Facebook i et meget delt opslag: »Mit bagland er mine medstuderende – deres er moderpartierne.«

Begge sider beskylder med andre ord hinanden for at føre politik af de forkerte grunde for det forkerte publikum.

KS-formand: Det bliver ikke landspolitik, blot fordi de er landspolitikere

Men hvordan kom videoerne fra politikerne så i stand?

»Vi har bare spurgt dem,« siger Cille Egholm, der er formand for KS i København og ved siden af aktiv i Venstres Ungdom. »Det begyndte med, at Alex Vanopslagh (Liberal Alliances formand og MF for partiet, red.) lavede en video til os, hvor han opfordrede studerende til at stemme på vores mærkesager, og så tænkte vi, at vi ikke kun kunne have én politiker fra ét parti, når vi er en tværborgerlig forening.«

»Så vi kontaktede Søren Pape og Henrik Dahl, der også ville være med, og Lars Løkke, som lavede en video til os fra ferien, netop som han var på vej til Aruba. Man kan se, at han er godt rød i skallen. Vi synes, det er fedt, at politikerne synes, at vi gør nogle fede ting.«

Sammen med Frit Forums formand i København har du lige haft et indlæg i Uniavisen, hvor I argumenterer for, at universitetspolitik ikke er landspolitik, og så får I de her anbefalingsvideoer fra kendte landspolitikere. Er det ikke landspolitik?

»Nej. Det er landspolitik, hvis man stiller sig på Christiansborg Slotsplads og demonstrerer for mere SU og færre nedskæringer på uddannelse,« siger Cille Egholm, der i det omtalte indlæg netop klandrer sine studenterpolitiske konkurrenter i Studenterrådet for at forfølge den slags landspolitiske temaer, som de ikke har den store indflydelse på.

»Men det er ikke landspolitik, at nogle politikere i en video opfordrer de studerende til at stemme på bestemte kandidater til et valg på Københavns Universitet. Forskellen på os og Studenterrådet er, at vi vil bruge kræfter på Københavns Universitet, hvis vi bliver valgt. Så får vi mandat til at forandre universitetet inden for de rammer, der er,« siger hun.

Cille Hald Egholm siger, at Konservative Studerende er i et værdipolitisk fællesskab med landspolitikerne, og at hun er glad for deres støtte.

»Men vi vil til enhver tid prioritere universitetet højere end partipolitiske interesser – også hvis det betyder, at vi på et tidspunkt skal kritisere V, K eller LA.«

Seneste