Træk en politisk ekspert

I nutidens medielandskab vil journalister hellere agere spåkoner end sporhunde, og det levner spalteplads til en gruppe light-eksperter – de politiske kommentatorer. Mange eksperter i universitetsregi er nemlig lidt tilbageholdende med at kigge i krystalkuglen.

Det var nogle af konklusionerne til institutseminaret, ’Kampen om eksperterne’, på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (MEF), hvor de politiske kommentatorer blev udsat for det, de normalt lever af at udsætte andre for.

Et af spørgsmålene til seminaret lød: »Er der, eller bør der være, forskel på krav og forventninger til videnskabelige eksperter og andre slags eksperter?«

Fri leg på den politiske scene

Professor ved MEF, Stig Hjarvard, beskriver de politiske kommentatorer som aktører, der balancerer mellem det faktuelle og det forudsigende, endog det fiktive.

»De er en form for politiske børsmæglere, der overvåger de mindste udsving på markedet for meninger og vurderinger. De har retten til at lave tankeeksperimenter og forudsige, hvordan det politiske system vil udvikle sig.«

Et dilemma opstår ifølge Hjarvard, fordi vi har at gøre med en selvbestaltet profession, som ingen har godkendt. De skal dermed ikke stå til ansvar over for nogen institution, men henter stadig legitimitet fra hele tre roller: journalistens, politikerens og ekspertens.

»De fleste politiske kommentatorers adgangskort til deres profession er, at de har fungeret som medierådgivere for toppolitikere. Det er det forhold, at de har været i stand til at forvalte et job inde fra det politiske system i interaktionen med andre journalister, der giver dem kreditværdigheden til at have den særlig ekspertindsigt i, hvad der foregår inde i systemet. Samtidig har de ofte en journalistisk baggrund,« siger Hjarvard.

Postmoderne journalistik

Det er blandt andet en udvikling i journalistikken, der har banet vejen for de politiske kommentatorers taletid i medierne.

Mens journalisterne i 70’erne og 80’erne var optaget af at vælte regeringer, så en anden journalistisk tilgang til virkeligheden dagens lys i 90’erne, mener Stig Hjarvard.

»Der er tale om en form for postmoderne journalistik, hvor journalisterne i højere grad ser sig selv som nogle, der skal give fortolkninger af, hvad der foregår i samfundet, eller forudsige, hvad der er ved at ske.«

Den traditionelle videnskab har været tilbageholdende på det punkt og dermed givet plads til andre eksperter, heriblandt de politiske kommentatorer, der er villige til at levere den type forudsigelser, som journalisterne i stigende grad efterspørger.

En gratis omgang

Udviklingen har ført til, at de politiske kommentatorer og eksperter nu dominerer mediebilledet. Det er dommen fra professor i retorik ved Københavns Universitet (KU) Christian Koch.

Han har netop udgivet bogen ’De svarer ikke – fordummende uskikke i den politiske debat’, som revser den danske politiske debatkultur, og samme tur får de politiske kommentatorer, der ifølge Koch er styret af den opfattelse, han kalder kynisme – at politikere alene er drevet af ønsket om at opnå magt.

»Det er et vigtigt træk i kommentatorernes virksomhed, og en opfattelse, der dominerer hos politiske eksperter som Henrik Qvortrup, Mogensen og Kristiansen, Ralf Pittelkow og DR’s Jens Olaf Jersild,« siger han.

»Selv på P1, DR’s kloge radiokanal, optræder Jens Ringberg med fortolkninger af den politiske proces, som i meget vid udstrækning handler om, at de (politikerne, red.) gør det ud fra det og det partistrategiske, person-, fløj- eller blokstrategiske motiv og ikke ud fra bekymringen for landets eller verdens tilstand.«

»Og det er sådan set meget nemt og gratis at gøre, for vi kan jo aldrig med sikkerhed vide, hvad folks inderste motiver er. Den her ekspertise kan man trække i en automat,« siger Christian Koch.

På vej mod mere substans

Den rolle, de politiske kommentatorer spiller, har dog også positive sider. Kommentatorerne er for eksempel gode til at demaskere, hvad der foregår i dagens komplicerede politiske spil, hvor journalister og til dels også videnskabelige eksperter ikke har samme mulighed for at afgive fortolkninger.

Omvendt kan det være usundt for den politiske debat, at en gruppe aktører har fået en særlig status som værdidommere, mener Stig Hjarvard. Og så fjerner de politiske kommentatorers ensidige fokus på den politiske proces fokus fra indholdet.

Men her forudser Christian Koch, at vi, efter ti år med politikernes motiver på dagsordenen, vil se en tendens mod mere indhold og mindre strategi.

Hjarvard tror dog ikke, det vil resultere i et comeback til de traditionelle eksperter som dem, der skal kommentere det politiske spil. I stedet vil man prøve at se lyset i andre aktører på den politiske stjernehimmel, som for eksempel afgåede toppolitikere, der nu kan tale mere frit.

khkr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.