Tresserkunst: Perler for svin og testikler for katte

En mand står på en scene og steger et spejlæg. Da det er færdigt smider han det op på væggen med et klask, overhælder sig selv med mel, vander sit hoved med en vandkande, sparker til et klaver, slår søm i det og vælter det. Så hælder han sæbespåner ud over en anmelder og klipper hans slips over.

Scenariet optræder på side 57 i en virkelig diger bog, som lektor ved Institut for Kunst og Kultur, Tania Ørum, har forfattet. Hun har arbejdet på den siden 1999, og nu er den færdig, alle 760 sider. Bogen skulle skrives, mener Ørum, fordi der var et stort kunstavantgardistisk hul i forskningen, som nu er fyldt ud med De eksperimenterende tressere – kunst i en opbrudstid.

Typisk 60’erne – eller hvad?
Hovedpointerne i bogen er at gøre det klart, at den danske tresseravantgarde – som i virkeligheden mere var avantgarder der bredte sig på tværs af forskellige kunstarter – ikke bør forsimples til en kopi af den amerikanske, og så at tresserne var andet og langt mere end det ’68, der som oftest er løbet med opmærksomheden i eftertiden.

Faktisk var 68’ernes kollektivisme og revolutionsånd meget mere en halvfjerdserting end en tresserting. Ørum vil rette det skævvredne billede af tresserne ud, og derfor spoler hun tilbage og starter sin beretning i tiårets begyndelse, dengang ungdomskulturen var optimistisk og utopierne stadig friske, dengang Den Eksperimenterende Kunstskole – Eksskolen – blev til i protest mod kunstakademiet, og den skabende proces var vigtigere end målet. Bogen er tredelt, og fra de tidligere tressere læser man sig videre ind i midt- og sluttresserne og bliver vidne til en gradvis politisering og tiltagende desillusion.

Myrdede heste og nøgne damer
Bogen er centreret om Eksskolen, men handler om … ja, det hele: om avantgardisterne som ville bringe kunsten ned til folket, og om folket som helst ikke ville have den, eller i hvert fald ikke forstod den; om den nye teknologi, om bruddet med modernismen, om ‘nervebelastende’ performances, eksperimenterende digte, billeder, tidsskrifter, musikstykker og film. Om det der gik forud for det hele, og om det der blev tilbage.

Sidstnævnte er slet ikke så lidt endda, siger Ørum som mener, vi skylder tresserne eksperimenterende kræfter mere, end vi går rundt og tror. Mange mure blev væltet, selvom vi har tendens til at glemme, at der nogensinde var nogen.

Den indeholder fantastiske fotos, bogen. Blandt andet viser en gammel filmrulle den nu kongelige gobelinmager og gravmælebygger Bjørn Nørgaard, som afprøver, hvordan sejlgarn, mel, roser, sirup og en rå lever føles på bar hud. Og Ørum beretter i sin nøgterne stil om filmen, hvor tre lækre damer skærer testiklerne af en gris og fodrer dem til en kat. Hun supplerer fortællingen med et uddrag af den svimle, mandlige anmelders modtagelse.

Hun siger også en del om Jørgen Leth, noget om hesteofring og dødstrusler, og lidt om den nøgne Lene Adler Petersen som gik igennem Børsen, bærende på et kors. Bogen omhandler også, hvorfor tresseres avantgarde kan siges at være en ‘rigtig’ avantgardebevægelse, men dén historie sælger ikke helt sig selv i samme grad som myrdede heste og nøgne damer.

Ugennemskuelig insider
Tania Ørum levede sammen med Hans-Jørgen Nielsen, en af de mest centrale figurer på den danske avantgardescene, i 20 år, og hun dukker da også op på bogens billedside med pandebånd og pagehår til sit-ins på Filmskolen og på psykedelisk blomstrede tæpper. Men det er ikke rigtig til at mærke, at hun var så tæt på det miljø, hun beskriver. Og det må siges at være en forskningsmæssig succes, men også – i hvert fald for denne nysgerrige læser – en smule skuffende.

Selv om hun er tydeligt positivt indstillet over for avantgardisterne, holder Ørum afstand. Hun er universitetsmenneske og forsker, hun er grundig og akademisk korrekt. Altså ikke personlig, som for eksempel provoen Ole Grünbaum er det i sine meget kropslige beretninger fra samme epoke om konebytteri, stoffer, forventninger og skuffelser.

Og det er også fint. Mere end fint, når lige man sørger for at glemme alle de garanteret saftige historier, Ørum har siet fra. Hun har ikke sat næsen op efter at skrive de gode historier, selv om der da også er en hel del af dem, hun har derimod ønsket at bidrage med et stykke manglende forskning, fortalt i et let spiseligt sprog. Og det leverer Tania Ørum, mens hun bevæger sig sikkert mellem de store linjer og næranalyser af enkeltværker.

Men netop fordi hun vil så meget, er bogen også blevet lang. Det er ingen kritik, men et faktum. Det er nok de færreste som vil læse hele bogen fra ende til anden, den har mere format til at give den som grundbog og opslagsværk – en grundig indførelse i perioden, man så kan bladre i, afhængig af interesseområder.

Bogen vil med garanti blive citeret meget i fremtiden, og den vil blive biblen for dem som har interesse i at arbejde med perioden. Og på den måde er den ret så vigtig.