Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Trump presser den politiske satire, for hvordan karikerer man en karikatur?

Hån og spot — På dagen hvor Donald Trump skulle være landet i Danmark, diskuterede to professorer fra Københavns Universitet, om præsidenten er immun over for humor. Det havde de to ret forskellige svar på.

Egentlig skulle Donald Trump have været i Danmark den 2. og 3. september, men det skete som bekendt ikke. Præsidenten aflyste besøget, da den danske statsminister Mette Frederiksen afviste at sælge Grønland til USA.

Han var fortørnet over, at Frederiksen havde kaldt en sådan handel for »absurd«, et ordvalg, han senere beskrev med yndlingsadjektivet nasty.

»Sådan taler du ikke til USA, i hvert fald ikke under mig,« tilføjede han.

Man kan mene, at episoden minder mere om satire end om diplomati og storpolitik, men Donald Trump har rykket grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige som amerikansk præsident.

Dermed har han også sat de politiske satirikere under pres. For hvordan karikerer man en mand, der på sin vis allerede er en karikatur?

Det var temaet, da professor i antropologi Morten Axel Pedersen og professor MSO i statskundskab Lars Tønder mandag den 2. september debatterede Trump og humor under overskriften Er Trump enden på komedien?

De to professorer var ikke helt enige om svaret.

Det stod klart til sidst, da ordstyreren til sidst spurgte dem, om det er muligt at bekæmpe Trump med humor.

»Jeg tror, satiren svækker ham,« sagde Lars Tønder.

»Jeg mener generelt, den styrker ham,« sagde Morten Axel Pedersen.

Alec Baldwin stinker!

De to professorer var dog enige om, at Trump er fænomenal til at bruge humoren til sin fordel – og at han er et svært offer for satirikerne, selv om han måske ligner en oplagt skydeskive.

»Fordi han bryder så meget med de eksisterende normer for politik og politisk samtale, så virker han komisk i sig selv. Satiren bryder jo nogle normer, som vi normalt siger, at vi ikke må overskride. Det gør Trump næsten dagligt. Det, som satirikerne skulle gøre, det er der blevet taget forskud på fra Trump,« uddyber Lars Tønder, da Uniavisen fanger ham efter debatten.

»Det andet er, at hans måde at bevæge sig på, at tale på, at udtrykke sig på har nogle klassiske komiske kendetegn, så man ikke ved, om man skal tage ham seriøst.«

Trump gør også noget andet end de fleste politikere: Han deltager i satiren – og angriber satirikerne.

Lars Tønder gennemgik en række eksempler under debatten, ikke mindst Alec Baldwins parodi på præsidenten i sketchshowet Saturday Night Live. Trump har flere gange reageret på sketchene på Twitter, hvor han allerede i 2016 vrissede, at Baldwins parodi »stinker«.

Der er ikke rigtig nogen pointe i at vise, at der ikke er noget på bunden hos Trump, for det er jo bare en grund til, at folk stemmer på ham

Morten Axel Pedersen, professor, Antropologi

Halvandet år senere var tonen den samme: »Baldwin, hvis døende, middelmådige karriere blev reddet af parodien på mig, siger nu, at det var pinefuldt at spille [Donald Trump]. Alec, det var også pinefuldt for dem, der var tvunget til at se det!«

»Normalt siger man, at man ikke kan vinde over humor, fordi man ikke kan stoppe den. Den fortsætter, skifter retning og når nye niveauer. Man råder normalt politikere til at holde sig væk, men Trump gør det modsatte,« siger Lars Tønder.

»Det skyldes, at Trump er enormt opmærksom på, hvad satire kan gøre for hans image, og hvilken betydning det kan have for den samtale, han kan have med sine vælgere.«

Trump er en kritisk kommentator på satiren, siger Lars Tønder, men han spiller også med på den. På den måde tager han opmærksomheden væk fra de episoder, som satiren handler om, og siger samtidig: Jeg kan gøre det bedre!

Hvordan kan det være, han lykkes med det, når andre politikere fejler?

»Han mestrer den udtryksform, der virker i den her internet- og fjernsynsbaserede form for politik, og han er bekendt med de moderne medier. Min egen hypotese er, at han har skabt sin personlighed igennem de her medier (blandt andet i The Apprentice, red.), og han har været i stand til at bruge dem langt tidligere end de fleste andre. På den måde har han måske et forspring.«

En joker og en wrestler

Morten Axel Pedersen er enig.

Han forsker i det, som i stigende grad omtales som opmærksomhedsøkonomien, et begreb, der antager, at den knappe resurse, som alle kæmper om i vores digitale tidsalder, er vores opmærksomhed – som var det olie i 70’erne.

Det er den opmærksomhed, som Trump er en mester til at fange og fastholde.

»Fordi Trump er the social media president, passer han som fod i hose ind i den her digitaliserede opmærksomhedsøkonomi. Det handler ikke om at være konsistent, det handler bare om at holde opmærksomheden på sig selv uanset hvordan.«

I en artikel om Trump og satire har Morten Axel Pedersen betegnet præsidenten som en trickster, en kaosfigur, ikke ulig Loke i nordisk mytologi eller Jokeren i Batman. Det er en figur, der netop er alt andet en konsistent, han skifter form og er dermed umulig at demaskere, for eksempel ved hjælp af politiske satire.

»Der er ikke rigtig nogen pointe i at vise, at der ikke er noget på bunden hos Trump, for det er jo bare en grund til, at folk stemmer på ham. Idet han er tricksteren, der kan være alt, så er det, der vedligeholder hans magt, at han bliver nævnt, uanset hvordan han bliver nævnt. Han bliver bare større af det. Lidt ligesom en youtuber eller en troll.«

Men Trump er ikke kun en trickster, hævder Morten Axel Pedersen. Han er nemlig ikke helt uden form. Han er snarere en trickster i en wrestlers krop.

Det var den franske tænker Roland Barthes, der beskrev den amerikanske wrestler, som en todimensional figur uden nogen mening under facaden. Pointen i showet, en slags brydning, hvor udfaldet er aftalt på forhånd, er selve mediespektaklet.

Samtidig bliver den amerikanske wrestler ifølge Barthes til en slags karikatur ikke bare på bryderen, men på sig selv, på mænd, på USA og på sport.

Satiren bryder jo nogle normer, som vi normalt siger, at vi ikke må overskride. Det gør Trump næsten dagligt

Lars Tønder, professor MSO i Statskundskab

»På samme måde er Trump en karikatur på det maskuline. Han er et billede på, hvordan maskulinitet med vilje overdrives i visse sammenhænge, snarere end han er en klassisk maskulin figur. Ligesom amerikansk wrestling er en forvrænget version af brydning.«

Det gør ham på den ene side svær at karikere, for igen: hvordan karikerer man en karikatur?

Men hvis Trump udelukkende havde været en trickster, altså været helt uden form, så ville det være umuligt at lave politisk satire over ham, siger Morten Axel Pedersen. Fordi han er en trickster fanget i en wrestlers krop, har han muligvis et ømt punkt, som modstanderne kan ramme med humor.

Måske er opskriften at stikke til hans karikerede ‘wrestler-maskulinitet’.

Morten Axel Pedersen nævner formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosis, beskrivelse af Trump, efter han lukkede store dele af staten ned under forhandlinger om budgettet for 2019.

»Jeg er mor til fem og bedstemor til ni. Jeg kan genkende et barnligt raserianfald, når jeg ser det,« sagde hun

»Det ramte ham, så måske er det det, maskuliniteten man skal gå efter. Men ellers synes jeg bare ikke, der er ret mange komikere, der har haft held med det,« siger Morten Axel Pedersen.

Et opgør mod det autoritære

Lars Tønder har en anden opfattelse.

Under debatten fremhævede han en række eksempler på, at satiren stadig kan være effektiv. Blandt andet da talkshowværten Conan O’Brien lavede en humoristisk, men også informativ, reportage fra Grønland, efter Trump havde luftet ideen om at købe landet.

Ifølge Tønder er det et eksempel på, hvordan satirikeren kan bruge en grotesk situation til at give seerne en viden om et emne, de færreste vidste noget om i forvejen.

»Det, som satiren og det komiske gør, når den er bedst, er, at den bidrager til en demokratisering af den politiske debat. Den mobiliserer folk og give dem en anledning til at interessere sig for politik og giver dem også en viden,« siger Lars Tønder.

»Hvis satiren lykkes med det, så rammer den Trump, i den forstand at den er med til at mobilisere nogle kræfter i samfundet, der kan være med til at stå op imod nogle af de autoritære tendenser, som Trump har. Den politiske satire kan give et andet perspektiv på debatten, der gør, at der er nogen, der tænker: ’Det her er faktisk en kamp, jeg gerne vil være med i, og jeg kan finde et sprog her, som jeg kan identificere med.’«

Men det er jo en form for oplysning. Når jeg tænker satire, så tænker jeg på humor, der umiddelbart rammer og demaskerer dem, den handler om. Den del er måske svær med Trump?

»Det handler også om at demaskere, i den forstand at det handler om at minde os om, at Trump forsøger at tilegne sig en autoritet, som han ikke har eneret til. Han prøver at gøre det til en autoritet, som kun han kan besidde. Så ligger demaskeringen i, at vi sådan set også vil have del i den magt.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste