Ministeren mødte kritiske studerende til stormøde om etårige kandidater

På en af KUA’s mange gange går uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) med rolig mine mod forelæsningssalen, hvor en stor gruppe vrede studerende er dukket op for at høre hende forsvare regeringens kandidatreform.

Da hun går forbi HUMrådets bannere, kaster hun et skævt smil mod sine modstandere, inden hun vender sig for at læse skriften på lagenet. Svaret er uddannelse, bevar de toårige kandidater, står der på det ene. Det andet råber: Stop nedskæringer! Start investeringer!

Ministeren smiler, men det er alvor for de studerende. Det fornemmer man, så snart man træder ind i salen, hvor i nærheden af hundrede mennesker efterhånden har taget plads, mens lydbilledet består af få lavmælte samtaler.

»Jeg er dukket op for at få et svar«

Sektionsleder Jette Nielsen går en runde og opfordrer folk til at rykke tættere på podiet. Men som til formodentlig mange andre forelæsninger i denne sal, putter folk sig i begyndelsen lidt på de bagerste rækker.

Om få minutter skal ministeren debattere etårige kandidatuddannelser med sin politiske modstander Martin Lidegaard (RV), forperson for Studenterrådet Malte Sauerland-Paulsen og Birk Grave, landsformand for Frit Forum.

Nogle af dem, der har turdet sætte sig længere fremme, er de tre studerende Magnus Kjærgaard, Esben Salmonsen og Jakob Skyggebjerg Kjær. De to sidstnævnte kommer fra Danske Studerendes Fællesråd, hvor Esben Salmonsen er forperson. Jeg spørger dem, hvad de forventer sig af debatten.

»Det bliver nok sådan en klassisk politikerdebat, hvor ministeren ikke kan sige så meget,« siger Jacob Skyggebjerg. De andre nikker.

Jeg kan ikke lade være med at spørge dem, hvorfor de er kommet, hvis det hele er så forudsigeligt.

»Det andet ville være for fatalistisk,« svarer Magnus Kjærgaard med henvisning til nederlaget i blot at acceptere sin skæbne uden kamp. »Man forbereder sig på det værste, men håber på det bedste.«

Esben Salmonsen har et helt konkret ønske for debatten: »Jeg er dukket op for at få et svar på, hvorfor ministeren vil lave den her reform. Hver gang, man spørger hende, kommer der et nyt svar.«

En af bannerførerne fra HUMrådet er Luka Kjer Selchau. De deler Esben Salmonsens håb:

»Jeg håber, at det bliver en debat, hvor ministeren kommer til at svare på, hvad den egentlige idé med den her reform er. Men det sker nok ikke. Motivationen ligger nok gemt et hemmeligt sted inde på Christiansborg.«

Luka Kjer Selchaus medbannerfører, Noah Andreas Kaarsberg Bøjsen, nikker. »Men det handler om at vise, hvor vi står som studerende,« siger han.

Over tusind underskrifter

Siden regeringen foreslog kandidatreformen, har den mødt stor modstand fra både studerende, undervisere og erhvervsliv. Og i slutningen af marts åbnede Christina Egelund for, at forslaget om de etårige kandidater muligvis kan gradbøjes, da hun sagde, at der ikke er nogen ultimative krav i reformudspillet.

Det er måske den lille sprække, de studerende i salen flokkes om. Noget af det, de er kommet for i dag, er i hvert fald at overrække 1.172 underskrifter til ministeren for at vise hende, hvor mange, der er imod regeringens reformudspil.

»Vi har indsamlet underskrifter mod reformudspillet, og vi fik tusind på bare tre dage,« siger Luka Kjer Selchau.

Klokken runder 14, og der hviler en dødstille forventning over salen. »Tak, fordi det var så nemt at få ro til at starte,« siger prorektor Kristian Lauta, der er ordstyrer.

»Så kan vi gå i gang med det samme, og det er godt – for vi har herretravlt.«

Der lyder en spredt latter, men alvoren hænger i luften. Lauta annoncerer, at der kommer til at være tre runder; en om længden på kandidatuddannelserne, en om universitetets rolle i samfundet, og en om de studerendes trivsel.

Trivslen når vi imidlertid aldrig til. Der er for mange spørgsmål undervejs, og særligt den første debat om længden på kandidaterne får hænderne i vejret på publikum.

SF kom i sidste uge med forslaget om at begynde med en forsøgsordning, hvor man nøjes med at forkorte fem procent af kandidatuddannelserne. Nu bliver Christina Egelund bedt om at forholde sig til, hvorfor regeringen egentlig ikke er med på dén ide.

LÆS OGSÅ: SF: Forkort fem procent af kandidaterne i en forsøgsordning

»Hvorfor ikke bare starte med en forsøgsordning,« gentager Egelund retorisk. »Helt ærligt, fordi det så ikke bliver til noget.«

»Så bliver det sådan en lille mystisk ting, der bor et eller andet sted på universitetet, som ingen rigtig interesserer sig for, og som universiteterne derfor heller ikke vil lægge kræfter og ressourcer i.«

Kommer ikke til at skrotte etårige kandidater

Da debatten er slut, står Christina Egelund tilbage på podiet og taler med Frit Forums Birk Grave, der er en af hendes få allierede i salen.

»Hvordan oplevede du debatten,« spørger jeg ministeren.

»Enormt positivt,« svarer hun. »Jeg synes jo, at debatten i sig selv er enormt vigtig. Vi står over for at skulle træffe nogle store beslutninger på universitetsområdet. Og derfor bruger jeg al den tid, jeg overhovedet kan slippe afsted med, på at komme ud og tale med de studerende.«

Hvordan påvirker den massive modstand i salen dig?

»Jeg lytter jo til alle bekymringer. Der er jo lidt blevet malet et billede af, at alle bare er imod. Og jeg synes, at debatten her viser, at sådan er det ikke. Der er jo faktisk mange studerende, som er enige i mange af de ting, vi vil.«

Synes du, det var det, du oplevede til debatten i dag?

»Ja, det synes jeg. Jeg oplevede en nuanceret tilgang. Også kritik. Og bekymringer. Helt fair, sådan er det. Og det hele gør indtryk. Men det er jo det, politik er gjort af. Uenighed. Og så sætter man sig sammen, og forhåbentlig bliver man enige om noget.«

Mange studerende håber jo på, at man bliver enige om noget andet end at forkorte kandidatuddannelserne – og du har også tidligere sagt, at det ikke er noget ultimativt krav. Kan man forestille sig et scenarie, hvor de etårige kandidater bliver taget helt af bordet?

Jeg er supervred.

Martin Lidegaard, formand for Radikale Venstre

»Nej, det har jeg svært ved at forestille mig. Vi står jo fra regeringens side fast på de ambitioner, vi har på uddannelsesområdet. Det betyder ikke, at den endelige aftale bliver en-til-en-kopi af vores udspil. Det tror jeg ikke, at vi kan. Men forhandlinger kræver jo, at dem, vi forhandler med, også kommer med konkrete forslag.«

Otte ud af ni oppositionspartier er jo for nylig kommet med et ret konkret forslag om at droppe de etårige kandidater i et åbent brev til dig. Vil du fuldstændig udelukke, at det kan komme på banen?

»Altså, at vi skrotter dem fuldstændig? Jeg vil ikke stå her og foruddiskontere, hvad den politiske forhandling kan ende med. Jeg har nu heller ikke hørt fra dem, vi forhandler med, at vi ikke kan forhandle, medmindre de etårige kandidater forsvinder. Jeg synes egentlig, at der er en både konstruktiv og også pragmatisk tilgang fra de partier, vi forhandler med. Og det imødegår jeg jo også fra min side.«

»Et indviklet regnestykke« om SU’en

Samme dag som debatten finder sted, er det kommet frem, at ministeren ikke vil garantere, at de penge, som regeringen har planer om at tage fra SU’en, vil blive geninvesteret i uddannelserne.

Christina Egelunds eget parti, Moderaterne, har gentagne gange argumenteret for det barokke i, at Danmark bruger flere penge på SU’en end på selve uddannelserne. Og at det varslede forslag om at skære i SU’en har til formål at rette op på den balance.

Derfor havde mange nok forestillet sig, at man ville tage SU-pengene og investere i uddannelserne. Men da jeg spørger ministeren, hvordan den nye udmelding hænger sammen med hendes ønske om at genoprette den tippede balance, vil hun ikke gå nærmere ind i, hvad pengene fra SU’en skal bruges til.

»Regeringen har sat sig for samlet set at bruge flere penge på undervisning og uddannelse. Men det er svært for mig at tale om, hvad et eventuelt provenu af SU-reformen skal bruges til på baggrund af et udspil, vi ikke har lavet endnu. Det er simpelthen at tage tingene i den forkerte rækkefølge.«

Jeg prøver at få hende til at forklare, hvor pengene til de styrkede uddannelser skal komme fra, hvis det ikke er fra SU’en.

»Det bliver jo et meget indviklet regnestykke på baggrund af et udspil, som ikke engang er lavet endnu. Jeg lover, at vi kommer tilbage til at diskutere SU, men jeg synes, at vi skal diskutere det på et mere oplyst grundlag, end det vi kan i dag,« svarer hun.

Nu trækker ministersekretæren Christina Egelund i ærmet, og jeg griber i stedet fat i hendes debatmodstander, formand for Radikale Venstre Martin Lidegaard. Han vil gerne tale om penge:

»Jeg ville næsten ønske, at det kunne blive sagt lidt mere højt og ærligt, at der er tale om en finansieringsøvelse. For så kunne vi jo have en lige så høj og ærlig diskussion om, hvor vi så finder de penge. For eksempel kunne man jo finde dem i SU’en, som regeringen gerne vil skære i.«

Er du vred over, at ministeren netop har sagt, at hun ikke kommer til at tilbageføre de penge til uddannelse, spørger jeg.

»Ja, jeg er supervred. Vi går ikke ind for at skære i SU’en som udgangspunkt, men hvis vi endelig gør det, skal vi som minimum forpligte os på, at det er for at forbedre kvaliteten i uddannelserne.«

Pak ikke banneret for langt væk

Ude foran står Luka Kjer Selchau og har pakket sit banner sammen. Men det sidder stadig under armen, som om det skulle rulles ud igen inden længe.

»Jeg fik ikke så meget ud af det her,« siger de. »Jeg køber altså ikke rigtig det her med, at det handler om kvalitet, når man jo de facto forringer kvaliteten.«

Jeg spørger Esben Salmonsen, om han fik det svar fra ministeren, som han kom for. »Nej, det gjorde jeg ikke,« svarer han.

Det kan være, Luka Kjer Selchau skal holde på banneret lidt endnu.