Underskud på SCIENCE udstiller hullerne i administrations-reformen

Dette er et åbent brev til bestyrelsen for Københavns Universitet.

Som I ved, står SCIENCE overfor store nedskæringer på grund af øgede bygningsomkostninger. Det er slemt nok i sig selv. Men det står nu også klart, at administrationsreformens økonomiske efterslæb gør situationen endnu værre.

Dette åbne brev er en reaktion på Søren Skydsgaards analyse af situationen, som man for nylig kunne læse i Uniavisen.

LÆS OGSÅ: Millionunderskud på SCIENCE: Fyringer kan ikke udelukkes

Og så er det en opfordring til jer, vores bestyrelse, om at sikre, at administrationsreformen ikke – oven i den ulykkelige situation på bygningsområdet – fører til yderligere nedlæggelser af stillinger på SCIENCE.

Fyres på grund af en regnefejl

Konkret mangler fakultetet 44 millioner kroner årligt efter administrationsreformen. Det skyldes, at institutternes årlige administrationsbudgetter er 44 millioner højere end forudsat i reformen.

Skydsgaard citeres i denne sammenhæng for, »at der stadig udestår noget for at realisere den fulde besparelse«. Det er Orwell-inspireret nysprog, for den administrative ’besparelse’ vil formentlig blive realiseret ved, at forskerstillinger nedlægges. Jeg vil her argumentere for, at der snarere end en ’urealiseret besparelse’ er tale om en hændelig regnefejl, som man heldigvis stadig kan nå at rette, inden det fører til fyringer af sagesløse medarbejdere. Hvis man altså vil.

En del af regnefejlen skyldes, at de medarbejdere, der er flyttet til de centrale administrationscentre, har lettet institutterne for et mindre beløb end forudsat. Simpelthen fordi de flyttede medarbejdere havde en lavere gennemsnitsløn end den, der blev anvendt i reformens beregninger.

Skydsgaards stråmandsargument

Ifølge de tal, der fremgår af SCIENCE’s såkaldte transparensanalyse, er det cirka en tredjedel af de 44 millioner kroner, som mangler af denne årsag. Hvis man ønsker det, må man kunne beregne tallet mere præcist nu, hvor man ved, hvem der flyttede (eller forlod universitetet i perioden op til reformen og blev erstattet af nyansatte medarbejdere, der formentlig gennemsnitligt er lavere lønnede).

Skydsgaard forsvarer beregningen: »Den er blevet lavet ved at tage et gennemsnit af lønnen for alle de medarbejdere, der var omfattet af administrationsreformen på SCIENCE. Havde vi taget et gennemsnit for alle de administrative medarbejdere på KU, havde den været højere«.

Resultatet bliver ikke rigtigt af, at det kunne have været endnu mere forkert

Dette er formentlig rigtigt, men det er et stråmandsargument: Resultatet bliver ikke rigtigt af, at det kunne have været endnu mere forkert. Faktum er, at man brugte et gennemsnitsbeløb i planlægningsfasen, da man ikke havde andre muligheder. Men vi ved nu, at de flyttede medarbejdere havde en lavere løn end forudsat.

Det rimeligste må være, at institutternes budgetter kun beskæres med de beløb, der svarer til de realiserede omkostningsreduktioner, så de tilbageværende administrative medarbejdere, teknikere eller forskere ikke skal fyres på grund af nogle upræcise beregningsforudsætninger.

Opgaveglidningen er i fuld gang

Den største del af regnefejlen skyldes dog, at institutterne ikke har kunnet reducere antallet af administrative medarbejdere så meget som forudsat i beregningerne. Og det er ikke, fordi de lokale ledelser ikke allerede har skåret til benet. Observationer fra virkeligheden viser, at forskerne nu må overtage opgaver, de før kunne få administrativ bistand til.

På mit eget institut, Niels Bohr Institutet, har ledelsen prøvet at beskytte de tilbageværende administrative medarbejdere ved at melde ud, hvilke administrative opgaver, forskerne nu selv skal stå for. Det drejer sig blandt andet om at lave rekvisitioner og IT-bestillinger og at indmelde bygningsfejl. Mine tillidsrepræsentant-kolleger på SCIENCE melder om en tilsvarende udvikling overalt på fakultetet. På de fleste andre institutter sker det uden en klar ledelsesudmelding, men fordi der simpelthen ikke er medarbejdere til at løse opgaverne.

Man kan håbe på, at det vil blive bedre med tiden, når administrationscentrene er oppe i fart, og man på institutterne har optimeret brugen af ressourcerne. Med lidt held kan vi således måske undgå opgaveglidning fra TAP til VIP.

For nuværende er der dog ikke noget som helst empirisk belæg for, at de lokale administrationer er overdimensionerede efter reformen, sådan som Skydsgaard antyder ved at insistere på at omtale underskuddet som en ’urealiseret besparelse’.

En urealiserbar besparelse

Mit bud er, at vi i stedet ser resultatet af en regnefejl i beregningen af, hvor mange årsværk, institutterne har skullet afgive. I reformprocessen har man vurderet, hvor mange af institutternes årsværk, der hidtil er gået til at løse de opgaver, der med reformen blev centraliseret, og hvor mange årsværk, der er gået til at løse de opgaver, der forblev på institutterne. Det er en svær beregning, der må være forbundet med væsentlige usikkerheder, og det er meget muligt, at de ’centraliserede årsværk’ kan være blevet overestimeret på bekostning af de ’lokale årsværk’.

Som tilskuer til processen (men med mange års erfaring med universitetets virke) ville det ikke overraske mig, hvis de centraliserede opgaver har fået tildelt uforholdsmæssigt mange ressourcer, da centraliseringen primært omfatter store og velkvantificerede opgaver, der er nemmere at se og tælle.

Det er ikke, fordi de lokale ledelser ikke allerede har skåret til benet

En del af de medarbejdere, der på papiret tidligere har brugt hele deres arbejdstid på at løse disse opgaver, har formentlig også løst knapt så synlige lokale ad hoc-opgaver i arbejdstiden, uden at disse er blevet talt med i beregningen i tilstrækkeligt omfang. Tidsforbruget på opgaver af mere variabel karakter som for eksempel at hjælpe nye medarbejdere på plads og assistere ved interne og eksterne arrangementer kan meget vel være blevet underestimeret.

Det synes derfor ikke usandsynligt, at der har været en systematisk fejl, en bias, i beregningerne. Og at den fejl har ført til, at der er flyttet en lidt større del af budgettet end af opgaveporteføljen til administrationscentrene.

I så fald er der ikke tale om en ’urealiseret besparelse’, men om en regnefejl, der fører til en urealiserbar besparelse.

Ret fejlen og lad os komme videre

Skydsgaard »vil gerne anerkende, at det ikke er nemt, og at det heller ikke er millimeterpræcist«.

Og det har han i hvert fald ret i. Reformens beregninger var baseret på et flere år gammelt datagrundlag og antagelser, som vi i dag ved, ikke var korrekte. Lad os derfor i stedet vælge at tage udgangspunktet i den observerede virkelighed på institutterne.

Der er set fra min vinkel intet i den virkelighed, der tyder på at SCIENCE kan ’realisere besparelser’ for 44 millioner kroner på den tilbageværende lokale administration. Ikke, hvis institutterne fortsat skal kunne fungere, og forskerne skal have blot minimal administrativ understøttelse.

LÆS OGSÅ: Niels Bohr Bygningens projektchef: »Der vil komme en dag, hvor KU vil have hænderne over hovedet«

Så lad os nu rette regnefejlene, anerkende usikkerhederne i de vanskelige reformberegninger og nedjustere SCIENCE’s budgetreduktion, så vi ikke skal nedlægge forskerstillinger af den grund.

Ellers ender vi med det modsatte af det, der var hensigten med administrationsreformen: Nemlig at skære i forskningen for at finde penge til at kompensere for en urealisérbar administrativ besparelse.