Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Undervisningsbaseret forskning – en utopi?

MESTERLÆRE - På universitetet har vi forskningsbaseret undervisning. Men måske er det bedre at vende ordstillingen og lade undervisningen forme forskningen. Forskere og studerende på Antropologi og Sociologi har gjort forsøget.

I et lokale på den sociologiske forskergang sidder en studerende og en forsker med et fælles mål. De vil gerne arbejde mere sammen. Forskeren hedder Anders Blok og er lektor ved sociologisk institut. Den studerende er Cecilie Jessen Hansen, som læser første semester af sin kandidat på Antropologi. Begge er de med i et projekt kaldet Utopia14.

Utopia14 handler om grønne utopier i byrummet. Men det undersøger i virkeligheden også en anden utopi. En utopi, der udfolder sig inden for universitetets egen verden:

»Målet er at udfordre den opdeling, der er mellem de studerende, som ikke er kompetente, og de forskere, der er kompetente til at bedrive forskning,« siger Cecilie, som dermed sætter ord på det måske mest nytænkende og revolutionerende ved projektet, nemlig arbejdsgangen.

Undervisningsbaseret forskning – en opskrift

Vi skruer tiden tilbage til den 5. maj 2014. Her mødtes 50 studerende og ansatte på Antropologi og Sociologi til et fælles feltstudie. Studerende, ph.d.’er og professorer arbejdede dagen igennem på tværs med at indsamle empiri i form af lydoptagelser, observationer, artikler og spørgeskemaer m.v.

Empirien dannede så udgangspunkt for en forskningspraktik, som Cecilie og hendes medstuderende deltog i. Hver fredag gennem hele efterårssemestret mødtes de med Anders Blok og hans lektorkollega fra Antropologi Cecilie Rubow til nogle timers vejledning, planlægning og analyse.

Semestret er ovre, og resultaterne er ved at tage form af en samlet analyse. Men Utopia14 har ikke blot udmøntet sig i den traditionelle stak studenteropgaver, der kan blive bedømt for derefter at blive henlagt i en skuffe eller en papirkurv.

Det er derimod publicerbar forskning, og det er noget, Cecilie Jessen Hansen sætter stor pris på:

»Som studerende er det en langt større motivationsfaktor, at undervisningen har en værdi, fordi den skaber noget ny viden.«

»Det der foregår ovre på forskergangen er sådan lidt mystisk«

Hvad sker der med forholdet mellem forskere og studerende, når man mødes og laver feltstudier sammen?

»Der er et meget tydeligt hierarki på universitetet,« siger Cecilie. »Man har utrolig stor respekt for forskerne. Det er på sin vis godt. Men man føler samtidig, at der hele tiden er lang vej igen, før man kan tillade sig at sige noget på vegne af sin faglighed.«

Hierarkiet slider altså på de studerendes akademiske selvtillid. Den hierarkiske tankegang er så indlejret hos de studerende, at den automatisk udgør grundindstillingen – selv i et projekt, hvor studerende og forskere skal arbejde side om side:

»Jeg gik ind til projektet med en vis ærefrygt,« siger Cecilie. »For jeg møder kun forskere i undervisningssituationer, der er præget af den hierarkiske relation.«

På spørgsmålet om, hvordan de studerende har taget imod konceptet, behøver hun ikke lang betænkningstid:

»Det har været rigtig givende. Det der foregår ovre på forskergangen er sådan lidt mystisk, og det kan være svært at gennemskue, hvordan arbejdsprocessen er, og hvordan analyserne foregår. Og det synes jeg, jeg har fået meget mere indsigt i.«

Hun er heller ikke i tvivl om, hvorvidt det har afhjulpet det hierarkiske forhold.

»At arbejde med andre på et andet kompetenceniveau giver en større selvsikkerhed. Man bliver mindet om, at ens viden eksisterer,« siger Cecilie. »For mig er forskning blevet mere tilgængelig. Det er blevet mere gennemskueligt for mig, hvordan man opsøger en forsker.«

Den autoritære forsker og de måbende masser

Hierarkiet mellem forskere og studerende skyldes mange ting, fortæller Anders Blok, ikke kun de faglige kompetencer:

»Det har at gøre med nogle dybe traditioner for, hvordan man tænker forskning. Vi er eksperter, og i samfundet knytter der sig forventninger til sådan en ekspertrolle. I mange sammenhænge er vi afhængige af at blive set som autoriteter.«

En anden årsag ligger i måden, universitetet er struktureret på.

»Undervisningen foregår som forelæsninger – altså envejskommunikation, hvor vi står på et podium, og så sidder de her måbende masser og kigger ned på os. Og det er ofte ret utilfredsstillende for alle parter,« siger Anders Blok.

Han tilføjer, at det er en myte, at forskere ikke vil undervise. Det er han selv et eksempel på. Han vil rigtig gerne tættere på sine studerende, og det fik han mulighed for under Utopia14.

»For mig som underviser er det et sjovere undervisningsrum at være i. Når jeg skal snakke for 100 mennesker, så sidder jeg og forbereder mig. Derefter hælder jeg en masse ud, og der kommer intet tilbage. Og det kan være drænende for min egen motivation.«

»Vi forskere kan komme til at tale om vores forskning på måder, som kan være fremmedgørende. Vi har sådan en heltedyrkelse af de store forskere som stærke individer. Men forskningen er jo i sin natur et samarbejde. Som forsker ved man godt, at forskning er at stille en masse spørgsmål og snuble hele tiden, men det glemmer vi nogle gange at fortælle vores studerende,« siger Anders Blok.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste