Studenterpræst: Unge skal leve op til sindssygt mange idealer

Kontoret er stort og lyst. I den ene ende hænger et par farverige kunstplakater over et skrivebord med en computer. I den anden ende står tre lænestole foran to små sofaborde. På det ene bord står et lille udvalg af the og neskaffe, på det andet står en pakke Kleenex klar.

Det har overrasket mig, at der er så mange, der er stressede eller ensomme

Studenterpræst Inger Lundager

Det er her, studenterpræst Inger Lundager taler med de studerende fra Det Humanistiske Fakultet. Samtalerne kan handle om alt – men for det meste handler de om de svære sider af livet.

»Jeg plejer at kalde det eksistentielle samtaler, for de drejer sig alle sammen på en eller anden måde om det at være menneske, fx: hvordan lever jeg med det, som jeg ikke kan ændre på og som gør ondt? Og hvad stiller jeg op, og hvor går jeg hen, når jeg erfarer, at livet ikke går op og ikke er retfærdigt? Hvad stiller jeg op med skyld og skam og det forhold, at jeg ikke er ’god nok’? Og hvad hvis de andre opdager det?«

Et umuligt projekt

Samtalerne kredser om et bredt spektrum af problemstillinger – lige fra hjertesorg til stress og depression. Og mange af de studerende, som Inger Lundager møder, kæmper med et enormt præstationspres.

»Mange unge føler ikke, de kan leve op til alle de krav, der stilles til dem fra alle sider. Men det er jo i sig selv et håbløst projekt, fordi der er så sindssygt mange idealer, man skal leve op til i dag. Det ved vi jo alle sammen godt med vores fornuft, men vi agerer alligevel af og til som om, det kan lade sig gøre. Det har overrasket mig, at der er så mange, der er stressede eller ensomme,« siger hun.

Hun bakkes op af flere undersøgelser af studerendes trivsel. En undersøgelse fra Dansk Magisterforening blandt humaniorastuderende på Københavns Universitet i 2017 viste, at hele 51 procent – mere end hver anden studerende – ofte eller meget ofte føler sig stressede. Det tal er ifølge undersøgelsen to procent højere end landsgennemsnittet for universitetsstuderende. Og en del af dem kommer altså her i Inger Lundagers lyse kontor.

»Med skammen har man så lige fordoblet sit problem«

Hun er en erfaren kvinde med en rolig og myndig udstråling. Hun har været sognepræst i ti år i Tiset Sogn, og i 2005 forsvarede hun en ph.d.-afhandling om religiøs kommunikation, folkekirke og teologi i mediesamfundet. Senere var hun tilknyttet Det Teologiske Fakultet i Aarhus i flere år. Hun har også undervist på Læreruddannelsen i Silkeborg i blandt andet kristendomskundskab.

Men de sidste fire år har hun haft fokus på de studerende på Humaniora på KU. Man behøver ikke at være religiøs eller kristen eller medlem af Folkekirken for at komme til samtale hos studenterpræsten. Inger Lundager får også besøg af ateister og studerende fra andre trosretninger.

Det bedste ville da være, hvis mit arbejde her var overflødigt

Studenterpræst Inger Lundager

En af de problemstillinger, som ofte dukker op i samtalerne med de studerende er præstationsangst og følelsen af ikke at være god nok. Ifølge Inger Lundager hænger det sammen med den præstationskultur, vi lever i.

»Unge i dag er vokset op i et samfund, hvor konkurrence og præstationer fylder meget. Til sidst begynder de at se sig selv som utilstrækkelige. Og det er jo slemt, for er der noget, man ikke må i dag, så er det at fejle. Det opfattes som noget meget skamfuldt. Og med skammen har man så lige fordoblet sit problem, for én ting er at have det dårligt, men hvis man så ikke må have det dårligt, fordi det ikke er acceptabelt, så må man jo gå rundt og lade som om, man har det helt fint. Og så kan man faktisk ikke være rigtigt tilstede sammen med de andre.«

Studerende isolerer sig

Skam fylder meget i de samtaler Inger Lundager har.

»Skam er ikke entydigt noget negativt. Den er også uløseligt knyttet til det at blive bevidst om sig selv som menneske. Urbilledet på skam er jo Adam og Eva i Paradisets have, der netop har set sig selv for første gang og er blevet klar over, at de er nøgne og derfor dækker sig til og vender blikket nedad. Det er skammens udtryk: At ville kravle i et musehul eller helt forsvinde og ikke blive set. Og skammen er vel også medvirkende til, at vi opfører os ordentligt over for hinanden. Hvis folk ikke havde skam i livet, ved jeg ikke om det sociale overhovedet kunne fungere. Men det er et problem, når den tager over og bliver en konstant selvfordømmelse. For så går skammen ud over det sociale og betyder, at man trækker sig fra sine relationer til andre og isolerer sig. Og så bliver det hele jo kun værre,« siger Inger Lundager.

Hun fortsætter:

»De studerende, som jeg taler med, har jo ikke nødvendigvis gjort noget forkert. Men det falder mange svært at tale med studiekammeraterne om, hvordan de har det. Der er mange, der taler om, at de har en frygt for at blive afsløret som en, der ikke kan finde ud af tingene. Men det eneste, der virkeligt hjælper på skam, er at blive hevet tilbage i det sociale fællesskab igen og at fortælle andre om den. Så kan den måske ovenikøbet blive vendt til en god erfaring. Det er præcis det, der sker igen og igen, i den glimrende norske tv-serie Skam.«

Samtalegrupper om skam

Af samme årsag overvejer Inger Lundager at starte nogle samtalegrupper om skam og følelsen af ikke at være god nok. Tanken er, at problemerne bliver nemmere at overvinde og leve med, når man opdager, at man ikke er alene med dem.

»Når man ikke taler med andre om, at man fx er ensom eller har svært ved sit studie, så bliver følelsen af at være udenfor forstærket. Men hvis man fortæller andre om det, så er det mindre skamfuldt. For der er jo rigtig mange, der går med de her problemer. Så mange, at jeg vil mene, der er tale om et kollektivt fænomen. Men vi omtaler det og går til det som om det er et individuelt problem og individets eget ansvar. Det hænger jo ikke sammen. Individet har simpelthen alt for meget at bære alene, og det forstærker i høj grad problemerne,« siger Inger Lundager alvorligt.

Er der noget, man ikke må i dag, så er det at fejle

Studenterpræst Inger Lundager

Hun mener, at en del af ansvaret ligger hos landets politikere, der har strammet skruen om de studerende med fremdriftsreformen og uddannelsesloftet.

»Hvad om man kiggede lidt på det pres, vi lægger på unge mennesker og løste det på et samfundsmæssigt niveau? Jeg kan jo holde samtaler fra nu af og de næste ti år, men hvis det er et generelt problem, som handler om, at presset på unge er for stort og de mange udtalte forventninger til dem for høje og ude af trit med virkeligheden, så vil det jo fortsætte. Men det bedste ville da være, hvis mit arbejde her var overflødigt.«