Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Her er de studerendes spidskandidater til bestyrelsen

Univalg — Kandidaterne til årets univalg er offentliggjort. Her kan du møde de studerendes spidskandidater til bestyrelsen.

Først var der valg i USA. Nu kommer der valg på KU.

Og det starter: I dag!

Valg til KU’s bestyrelse

I år skal de studerende stemme om en enkelt plads som studenterrepræsentant i bestyrelsen.

KU’s bestyrelse består af seks eksterne medlemmer, en TAP, to VIP og to studerende.

De eksterne medlemmer udpeges af Københavns Universitets udpegningsorgan. Alle medlemmer sidder i en fireårig periode, undtagen studerende, som er på valg hvert andet år.

I år er det kun den ene af de to studenterpladser, der er på valg, da både VIP- og TAP-pladserne var på valg sidste år.

Kilde: Københavns Universitet

Fredag 8. november er alle lister og kandidater til univalget nemlig blevet offentliggjort. Du kan finde det komplette overblik over valget på KU’s intranet.

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om universitetets bestyrelse

I dette overblik har vi samlet alle spidskandidaterne til de studerende, der dyster om en plads i bestyrelsen og bedt dem lufte deres mærkesager. I de kommende uger vil du kunne læse længere interview med kandidaterne i Uniavisen.

Vi har ikke medtaget støttelister til de store fælleslister.

Ud over valget til bestyrelsen er der i år valg om pladser til Akademisk Råd, studienævnene og ph.d.-udvalg.

Afstemningen foregår fra 25. til 29. november, og valget afgøres 4. december.

Listen er er rangordnet efter stemmeprocenterne ved sidste års valg.

Mød de studerendes spidskandidater

Studenterrådet

Spidskandidat: Dogukan Jesper Gür, som læser medicin på sjette semester.

Studenterrådet vil kæmpe for:

1. Indflydelse på uddannelse og kvalitet i undervisning.
Studerende skal inddrages i undervisningen gennem reel feedback og tid til fordybelse. Det giver øget kvalitet i undervisningen. Undervisere skal løbende opkvalificeres og videreuddannes.

2. Et grønt og ansvarligt universitet.
KU skal sætte handling bag ordene. Vi skal forpligte os til 70 procents co2-reduktioner i 2030 med bæredygtighedspaneler, flere grønne kantiner samt en etisk og transparent investeringspolitik.

3. Et universitet for alle.
Studerende skal have den nødvendige understøttelse for at sikre deres trivsel og læring. KU skal sikre plads og ressourcer til socialt liv og frivillige foreninger på vores universitet.

 

Frit Forum

Spidskandidat: Nikoline Prehn, læser statskundskab.

Frit Forums mærkesager er:

  1. Studenterinddragelse i kandidatreformen. Fra det øjeblik kandidatudvalget afrapporterer, starter en lang proces med at implementere reformen på universitetet. For Frit Forum er det fuldstændig afgørende, at studerende kommer til at sidde med om bordet, når reformen skal implementeres lokalt, hvis den skal blive en succes.
  2. Gratis bind og tamponer. Vi mener, at KU skal bestræbe sig på at stille alle studerende lige i udgangspunktet. Et effektivt greb i den forbindelse er at indkøbe bind og tamponer, som skal stilles gratis til rådighed for de studerende.
  3. Et uafhængigt klimaråd på KU. KU skal have et uafhængigt klimaråd bestående af studerende og forskere, som skal sikre, at universitetet lever op til sine bæredygtighedsmål.

Konservative Studerende

Spidskandidat: Josefine Paaske, studerer statskundskab.

Konservative Studerendes mærkesager er:

  1. Mere feedback. KS foreslog for prorektor tilbage i foråret, at man bliver nødt til at prioritere feedback til de studerende højere. Det duer ikke, at man bare får et tal med på vejen efter en stor opgave, som ikke hjælper en med at forbedre sig. Alle undervisere skal have flere timer tilskrevet til at give de studerende feedback.
  2. Forskningsfrihed og akademisk frihed er ukrænkelig. Universitetets primære formål er at undervise, forske og skabe ny viden. Derfor skal forskningsfrihed og akademisk frihed altid beskyttes. I KS står vi fast på at forsvare disse friheder, så samarbejde med udenlandske universiteter og fri forskning altid skal være muligt. For os er der også nultolerance over for sabotage af undervisning og arbejde på KU.
  3. Nemmere at komme i praktik og på udveksling. Mange studerende ønsker at komme i praktik eller på udveksling og få nogle oplevelser for livet. Optagelsesprocessen til praktikpladser og udvekslingsophold er alt for bureaukratisk og uforudsigelig. Det skaber unødvendige udfordringer for mange studerende og gør hele forløbet mere besværligt end nødvendigt.

Politrådet

Spidskandidat: Christian Alejandro Ramon, læser økonomi på første semester på kandidaten.

Politrådets mærkesager er:

  1. Bedre vilkår til studerende med funktionsnedsættelser: Der skal være bedre tilgængelighed for folk med funktionsnedsættelser, og de skal have den nødvendige hjælp til at blive inkluderet i holdundervisning, forelæsninger og til eksamen.
  2. Bedre studiemiljø for alle: Seksuelle krænkelser og sexisme er fortsat et markant problem på KU. Vi vil kæmpe for en kulturel ændring og et trygt og inkluderende studiemiljø for alle.
  3. Mere selvbestemmelse til studierne: De enkelte uddannelser ved bedst, hvordan de opfylder de studerendes behov. Men på grund af ledelsens bestemmelser og regler, har uddannelserne været nødt til at gå på kompromis med kvaliteten. Vi vil kæmpe for mere lokal selvbestemmelse.

Lau og Anders – Kæmp for KU’s Sportsforeninger!

Lau Safin og Anders Hoeck, læser begge machine learning og datavidenskab på tredje semester.

Listen insisterer på at optræde med to spidskandidater, idet de »er et og samme menneske og vil stå sammen om projektet hele vejen.«

Listens mærkesager er:

  1. Sundhed og trivsel: Som individer kan vi bedst gøre en forskel i verden, hvis vi investerer i hinandens sundhed og trivsel. En forelæser i trivsel skaber berigende forelæsninger, og studerende i trivsel skaber berigende studiemiljøer.
  2. Bedre vilkår til KU’s Sportsforeninger: Strukturelle udfordringer på campus begrænser sportforeningernes mulighed for at udfolde sig. Vi vil tilskynde til få og enkle løsninger for at forbedre tilgængeligheden til sundhed og trivsel på tværs af uddannelser.
  3. Gennemsigtighed og ledelsesnærvær: Ved at etablere en større og mere åben dialog mellem ledelsen og studerende kan relevante behov nemmere repræsenteres og effektive løsninger bedre findes. Vi mener, at mere ansigt-til-ansigt kontakt vil motivere til engagementet fra alle parter.

Bogen

Spidskandidat: Laurits Leander Jensen, læser medicin på syvende semester.

Bogens mærkesager er:

  1. Mindre ensomhed. Der skal prioriteres frihed til at danne sociale fællesskaber frem for frihed fra at føle sig udenfor.
  2. Universitetet er ikke en legeplads, og faglighed skal komme i første række. Det skal dog være de studerendes ret at vurdere, hvilket omfang man kan aktivere hinanden og fremme trivsel.
  3. Kvote-2 optaget bør øges på Københavns Universitet for at skabe sand mangfoldighed.

Seneste