Universiteter i klumpspil for at redde verden

Hvad har århusianerne gang i?

Ugen inden den store og voldsomt mediedækkede klimakongres som Københavns Universitet (KU) afviklede med sine IARU-partnere, holdt Aarhus Universitet (AU) sin egen klimakonference med tusind deltagere og med stjernediplomat og klimaforkæmper Gro Harlem Brundtland som trækplaster.

Og nøjagtig som på KU’s klimakongres i Bella Center resulterede den århusianske kongres i en stribe videnskabelige anbefalinger som verdens beslutningstagere nu opfordres til at sove med under puden frem til december.

AU har sågar trukket den ret sjældent omtalte Århus-konvention fra 1998 frem fra garagen og bedt politikerne tænke alvorligt over dens formaninger om borgerinddragelse i klimapolitikken. »Her kan klimatopmødet i december passende tage sit afsæt,« lyder det fra Aarhus Universitet.

Motorvejslogik?
Er de to kongresser udtryk for logikken om at når den ene landsdel får en opera, så skal den anden have en motorvej? Ikke helt. Universitetsavisen erfarer at AU faktisk gerne ville have samarbejdet med KU om en fælles kongres. Det skete ikke.

»Vores kongres var et IARU-initiativ, og derfor kunne man ikke invitere andre universiteter ind i styringsgruppen,« fortæller Katherine Richardson, prodekan og formand for den videnskabelige komité bag kongressen i København.

»Og det er da klart at IARU-kongressen fik så stor gennemslagskraft som den gjorde, netop fordi den ikke var dansk, men international, og arrangeret af ti af verdens ledende universiteter.«

På AU besluttede man i stedet at afholde sin egen konference med et særligt fokus på at inddrage erhvervslivet. Ellen Margrethe Basse, professor og formand for AU’s klimapanel, gør opmærksom på at flere af de vigtige spillere i klimaindustrien geografisk hører hjemme i Midtjylland, for eksempel Grundfos og Vestas.

Ellen Margrethe Basse mener at universiteterne har gavn af at samarbejde om klima fordi man råder over komplementære videnskabelige kompetencer.

»Den århusianske kongres blev afholdt i dagene før den københavnske fordi vi specifikt ønskede at give de tilrejsende forskere, især fra den tredje verden, mulighed for at deltage begge steder,« fortæller hun.

Sammen i kamp om pengene
Konkurrencen mellem universiteterne om at sætte sig på de varme emner er et vanskeligt tema for rektorer og bestyrelser rundt om. Man vil gerne samarbejde, men man vil også gerne tiltrække flest forskningsmillioner og flest studerende.

Aalborg Universitet glædede sig for nylig i en pressemeddelelse over de mange udenlandske studerende som det store danske klimafokus i forbindelse med FN’s klimatopmøde i København til december har trukket til det nordjyske. På KU har man tilsvarende stor succes med at trække deltagere til sine e-klimakurser – studerende fra 25 lande har meldt sig til.

Der er kort sagt penge i klima for universiteterne.

Ellen Margrethe Basse medgiver at der er konkurrence mellem universiteterne, men hun ser ikke de to kongresser som udtryk for en kamp om at profilere sig på et varmt emne.

»De tre universiteter – Århus, København og DTU – drøfter i regi af UniClimate emner som med fordel kan løses i fællesskab. Der holdes ikke faste møder. Ud over repræsentanter fra de tre universiteter deltager repræsentanter for Statsministeriet, Videnskabsministeriet og Klimaministeriet i UniClimate-møderne.«

Når det gælder kongresserne, er der ingen tvivl om at KU løb med det meste af opmærksomheden. Samtidig har det danske universitetssamarbejde om klima ligget underdrejet i mange måneder op til kongresserne.

Klimasekretariatchef på KU Torben Timmermann gør opmærksom på at man heller ikke har haft tid til UniClimate på de øvrige danske universiteter.

Nu ser Timmermann frem til at KU, AU og DTU til maj mødes for at drøfte lanceringen af sommerskoler om klima, ligesom de tre universiteter har indgivet en fælles ansøgning om et dansk klimaforskningscenter.
»Det er et godt samarbejde,« understreger Torben Timmermann.

chz@adm.ku.dk