Universiteterne bør formulere deres egne principper for den fri debat – ikke politikerne

De såkaldte Chicago-principper er i det store og hele både rimelige og fornuftige.

Men forslaget, som Liberal Alliance fremsætter i Folketinget torsdag den 2. december, har mindst tre problemer: For det første er forslagets reference til »otte principper« fortegnende i forhold til forlægget fra Chicago. For det andet kan amerikanske retningslinjer ikke uden videre overføres til danske universiteter. For det tredje bør universiteterne selv, og ikke politikerne, formulere en erklæring for den fri debat.

For præcist tre år siden foreslog en kollega og jeg selv, at vi (i debatten om Københavns Universitets håndtering af krænkende adfærd) lod os inspirere af University of Chicago. København er, skrev vi, selvsagt ikke Chicago, så det private amerikanske universitets policy kan ikke bare kopieres, men universitetets erklæringer og retningslinjer ville være – og er – et glimrende udgangspunkt for egen afklaring.

I modsætning hertil ønsker Liberal Alliance, at de »otte principper, som først blev skrevet ned af University of Chicago … indskrives direkte i universitetsloven«.  Beslutningsforslaget præsenterer, hvad der ligner en dansk oversættelse af disse otte Chicago-principper, og det bemærkes, at mange prominente amerikanske universiteter har taget principperne til sig. University of Chicago har imidlertid – og jeg må æde min forskerkasket, hvis jeg tager fejl – aldrig udstukket otte principper, men derimod en formulering i flydende prosa af deres forpligtelse på ytringsfrihed. Det, vi implementerer, hvis vi indskriver de otte principper direkte i universitetsloven, er i virkeligheden studerende i jordbrugsøkonomi (og medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse) Carl Andersens selektive og på flere punkter fejlfulde oversættelse af dele af Chicago-erklæringen.

Ufordøjede doktriner

Hvis vi seriøst skal lade os inspirere af den fine amerikanske formulering af universitetets forpligtelse på fri og åben debat (og det er der gode grunde til at gøre), bør vi gøre os den samme ulejlighed, som de gjorde i Chicago. Det vil sige formulere vores akademiske institutioners bærende værdier, på en måde der tager højde for både ligheder og forskelle mellem de offentlige danske universiteter og det private amerikanske. Forslaget om en direkte indskrivning overser f.eks., at der er forskel på det lovmæssige grundlag for regulering af ytringer i USA og i Danmark, hvor ytringer, der krænker straffelovens §266b, er strafbare.

Amerikanske retningslinjer kan ikke uden videre overføres til danske universiteter

Thomas Brudholm, lektor, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier

Og forslaget overser, at vi har behov for en fri og åben debat – ikke mindst på universitetet – om, hvad vi egentlig mener med ytringsfrihed og akademisk frihed (i forskning såvel som i undervisning og formidling). Hvis der er én ting, der er blevet klart i den internationale og forskningsbaserede diskussion om akademisk frihed og ytringsfrihed, så er det, at de to ting kun delvist overlapper, og at man ikke bør antage, at de betyder det samme henover grænserne mellem lande som Tyskland, England og USA. Hvis vi virkeligt gerne vil sikre en bedre beskyttelse af den frie ånd og samtale på universiteterne, har vi brug for mere af det samme: fri ånd og samtale.

Snarere end at kanonisere nogle rimelige, men ufordøjede, doktriner fra USA, bør vi derfor arbejde på at formulere en tilsvarende erklæring for danske universiteter – sammen eller hver for sig. Et arbejde, som forhåbentlig også kan tage initiativet fra politikere, der vil fortælle os, hvad der er god og dårlig forskning.