Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Universitetet skal droppe det borgerlige elitære samfundssyn

Univalg — Københavns Universitet skal både skabe mønsterbrydere og eliteforskere. Men det kræver konkrete tiltag målrettet studerende fra hjem uden bogreoler at øge mangfoldigheden. Her er fire forslag.

Forestil dig, at du sidder til forelæsning på dit studie. Der er kaffe i koppen og din MacBook står klar til noter. Lad nu som om, du kigger rundt på dine medstuderende. Hvad ser du? Hvem ser du? Jeg vil gætte på, at du ser det samme som mig. En masse engagerede studerende, der ligner hinanden utrolig meget – hvad angår etnicitet, men også hvad angår social baggrund.

For mangfoldigheden på universitetet er ikke som i resten af samfund. På universitetet er der en klar overrepræsentation af studerende fra hjem med store bogreoler, ligesom mange studerende kommer fra Nordsjælland og færre kommer fra Vestegnen. Det er tydeligt med det blotte øje, men det seneste år har to rapporter dokumenteret, hvor slemt det står til med mangfoldigheden på vores universiteter.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

For det første har Rockwollfonden dokumenteret, at den sociale arv i Danmark er steget til at være lige så høj som i USA. Rapporten viser, at det faktisk i høj grad er universitetsuddannelserne, der kan forklare, hvorfor den sociale ulighed er steget med næsten 50 procent på 20 år.

Det skyldes, at det primært er unge fra ressourcestærke hjem, der fuldfører en videregående uddannelse.

Dernæst beskrev Tænketanken DEA ulighed for unge, som har fået det samme karaktergennemsnit i gymnasiet, men har forældre med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Konklusionen er klar: En ung med højtuddannede forældre har 20 procent større sandsynlighed for at gennemføre universitetet end klassekammeraten, hvis forældre ikke er højtuddannede – altså selv om de to unge fik samme karaktergennemsnit i gymnasiet.

Universitetet øger altså uligheden i vores samfund i stedet for at mindske den.

Studenterrådet ignorerer problemet

Selv om advarselslamperne blinker, ignorerer universitetet det enorme samfundsproblem og fastholder et borgerligt elitært samfundssyn. Det samme gør Studenterrådet.

I mange år har Studenterrådet været de studerendes stemme i universitetets bestyrelse, men i den tid har de ikke prioriteret mangfoldigheden. Vi er blevet mindre mangfoldige, og Studenterrådet har kun den samme gamle løsning om nye diversitetskvoter på pensum.

Derfor stiller jeg op til universitetets bestyrelse. For universitetet skal tilbage til virkeligheden og ikke bidrage til at skævvride vores samfund. Det er klassisk rød politik. Det skal være unges egen motivation og vilje, som skal afgøre grundlaget for studerendes fremtid, ikke deres forældres uddannelsesniveau. Derfor er der behov for et opgør med det svigtende fokus på mangfoldighed på universiteterne.

Frit Forums fire forslag

I Frit Forum København vil vi starte fra bunden og tage et opgør med universitetets vedtægter. Derfor vil vi arbejde for, at få indskrevet et krav om, at universitetet skal styrke den sociale mobilitet, ligesom der i dag står, at universitetet skal fremme vækst og udvikling. Fremover skal universitetets sociale ansvar være officielt, så KU ikke kan lukke øjnene for den skæve samfundsudvikling.

For det andet skal undervisningen være langt bedre til at øge mangfoldigheden. Det første skridt er at optage vores forelæsninger. Det vil gøre alle studerende dygtigere, hvis de kan gense  undervisningen. Og de studerende, som kommer fra hjem, hvor det ikke fyger med ord som arbitrær og signifikans over middagsbordet, vil ikke behøve at forstå hele pensum første og eneste gang, det bliver forklaret.

Vores tredje forslag til at skabe mere mangfoldighed, er at ændre på brugen af karakterer på første semester. Dansk Evalueringsinstitut viste i år, at sammenhængen mellem frafald og forældres uddannelsesniveau særligt er gældende på første semester.

Derfor skal vi gøre overgangen fra ungdomsuddannelse til universitetet blødere ved at fjerne det karakterchok, som mange studerende møder på universitetet. Der er allerede karakterfrie første semestre på flere studier, men vi skal udbrede ordningen, så alle studerende får en god start på universitetet. Uanset baggrund skal alle have mulighed for at tilegne sig nødvendige kompetencer, før de får en karakter, som skal forfølge dem resten af livet.

Som det fjerde forslag vil vi have anonyme eksaminer, fordi dit køn eller navn ikke skal have betydning for din bedømmelse. Anonyme eksaminer vil sikre ligebehandling af alle. For vi skal have et universitet med plads til alle.

Vores fire konkrete forslag vil ikke fjerne hele betydningen af social arv, men det vil være skridt frem mod et universitet, som bidrager til mangfoldigheden i samfundet. Fremtidens KU skal både skabe eliteforskere og mønsterbrydere. Men det kræver at universitetet forkaster det borgerlige elitære samfundssyn og starter med at bidrage til et mere mangfoldigt samfund. Universitetet skal være for alle, uanset hvilken baggrund de kommer fra.

Seneste